Fuld forældremyndighed over 14-årig P, og fortsat fælles forældremyndighed over 12-årig P og 11-årig D, TFA 2013/327 VLD
Byrettens begrundelse:
Det må efter de forklaringer, parterne har afgivet, og de oplysninger, som i øvrigt fremgår af sagen, lægges til grund, at parternes samarbejde er dårligt, hvilket særligt i forhold til B har givet og giver problemer, også selvom hun nu er begyndt på efterskole. For så vidt angår B er der derfor fornødne holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste, jf. forældreansvarslovens § 11, hvorfor den fælles forældremyndighed over hende ophæves.
B har ikke i forbindelse med sagen fremsat klare ønsker om, hvor hun helt vil bo, idet hun har fortalt, at vil foretrække at bo hos hver af parterne på skift i weekenderne. Da B nu i en periode har boet hos sagsøgte, findes det efter omstændighederne bedst for hende, at forældremyndigheden over hende tillægges sagsøgte. Retten forventer, at B fortsat får betydelig indflydelse på, hvor hun skal være i weekenderne og andre tidspunkter.
For så vidt angår børnene C og A bemærkes, at problemerne med parternes samarbejde ikke synes at give problemer for disse to børn på nuværende tidspunkt, hvorfor der i alt fald ikke for tiden er fornødent grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed over disse børn. Parterne er i denne situation enige om, at de to børn fortsat skal bo hos sagsøgeren.
Det følger af det anførte, at den fælles forældremyndighed over B ophæves og tillægges sagsøgte, mens parterne fortsat skal have fælles forældremyndighed over børnene, C og A.
Landsrettens begrundelse:
Som anført af byretten må det anses for bedst for B, at hun fortsat har bopæl hos F, som hun frivilligt tog ophold hos i slutningen af 2011.
Det tiltrædes endvidere, at der efter bevisførelsen ikke er tilstrækkelig holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om C og A’s forhold til deres bedste.
Efter det anførte sammenholdt med parternes påstande stadfæster landsretten dommen.
kommentar
Jeg har altid haft svært ved at forstå fornuften og logikken i de situationer, hvor man etablerer fuld forældremyndighed over et men ikke over alle børnene.
Det er sjældent, at konflikterne kun knytter sig til det ene barn. Byrettens begrundelse ”for tiden” emmer af, at der nok skal komme en senere konflikt og dermed en ny retssag.
Ville det generelt sagt ikke have været klogere at statuere fuld forældremyndighed vedrørende alle børnene.
Landsrettens henvisning til parternes påstande tyder på, at landsretten har ledt efter en kattelem for at nå til samme resultat. Så synes jeg bare ikke, at de har ledt godt nok. Faktisk mener jeg, at påstandene godt kunne føre til det resultat, og endelig plejer retterne ikke at være tilbageholdende med at tilkende opfordringer til at ændre påstande.
Viggo Bækgaard