Fortsat fuld forældremyndighed med fremtidig bopæl hos F, TFA 2013/164 VLD
Byrettens begrundelse:
Parterne ophævede samlivet, da A var cirka et år gammel, og hun fik bopæl hos moderen. Samværet med faderen er øget i takt med, at A er blevet ældre.
Forældrene har, indtil der opstod uenighed om hverdagssamværet, evnet at samarbejde, og retten finder ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.
A er knyttet til begge forældre og har behov for kontinuerligt samvær med begge, og moderens planer om at flytte, der blandt andet er begrundet i et ønske om at komme væk fra A’s fader, er derfor bekymrende i forhold til A’s fortsatte trivsel.
Det fremgår såvel af samtalen med A og af den børnesagkyndige undersøgelse, at moderen på en uhensigtsmæssig måde inddrager A i sine problemer og overvejelser, og konflikten omkring hverdagssamværet, som A var meget glad for, viser, at moderen har svært ved at afveje egne behov i forhold til A’s.
Det fremgår af den børnesagkyndige undersøgelse, at faderen formår at skabe trygge og alderssvarende rammer omkring A, og at A også har opnået en god tilknytning til faderens nye kæreste. Det må endvidere lægges til grund, at faderen er den af forældrene, der bedst vil være i stand til at støtte A’s ønsker og behov i forhold til samvær.
Under disse omstændigheder findes det derfor bedst, at A fremover har bopæl hos faderen.
Det er afgørende for A’s trivsel, at hun fremover har kontakt med begge forældre. Moderen har imidlertid ikke nedlagt en samværspåstand, hvorfor samværet må fastlægges ved aftale eller af statsforvaltningen.
Landsrettens begrundelse:
Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at der ikke er grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.
Efter en samlet vurdering, herunder navnlig den børnesagkyndige undersøgelse, tiltrædes det ligeledes, at det er bedst for A, at hun bor hos sin far.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Kommentar:
Dommen er måske et udtryk for, at Vestre Landsret går i retning af at lade samarbejdsproblemer få konsekvenser.
Der er flere afgørelser, som indikerer en klar forskel mellem Østre og Vestre Landsret i den sammenhæng.
Viggo Bækgaard