Fortsat fælles forældremyndighed vedrørende D på 13 år og P på 9 år. Bopæl for begge hos M trods børnesagkyndiges anbefaling af deling af børnene. Tidligere aftalt samværsordning med forskudt samvær fastholdtes, ØLD af 18. januar 2013 – utrykt.
Byrettens begrundelse:
Efter parternes forklaringer og det i øvrigt foreliggende har de siden samlivsophævelsen i 2009 haft et højt konfliktniveau. Dette har dog ikke på afgørende måde hindret deres samarbejde, herunder ej heller efter den 13. januar 2011, hvor de indgik forlig i retten. Forliget omfattede en aftale om fortsat fælles forældremyndighed, bopæl og samvær. Parterne har givet udtryk for, at de kan maile og sms’e indbyrdes, og at deres samarbejde generelt fungerer rimeligt. Det er anført i den børnesagkyndige erklæring, modtaget i retten den 14. juni 2012, at fortsat fælles forældremyndighed anbefales, idet det er bedst for børnene, at forældrene er nogenlunde ligestillede. Under hensyn til det oplyste anses det for bedst for børnene, at den fælles forældremyndighed opretholdes, jfr. forældreansvarslovens § 11, jfr. § 4.
Den børnesagkyndige, BS, har i sin erklæring anbefalet, at forældrene nogenlunde ligestilles, hvorfor D bør få bopæl hos F og P hos M. Den børnesagkyndige giver udtryk for, at børnene har behov for en stabil hverdag samt omsorgsfuld vejledning. Børnene har ifølge udtalelser fra psykolog RM og den børnesagkyndige udtrykt ønske om at blive boende hos M, samt at Fs samvær i al forældreansvarsloven ikke forøges. Endvidere har den børnesagkyndige anført, at oplysninger fra børnene samt observationer tyder på, at børnene er tættest på moderen, og i hvert fald også ifølge deres egne udtalelser ønsker at være mest hos hende, og at det er umuligt at afgøre, hvem af forældrene der er bedst til at varetage børnenes behov – begge forældre har forskellige ressourcer, som børnene har brug for, og der er også betænkelige forhold hos begge. Der findes ingen ideelle løsninger med hensyn til samvær for D og P.
En nogenlunde ligestilling af forældrene fører efter den børnesagkyndiges anbefaling til, at børnene som ovenfor nævnt skal have hver sin bopælsadresse. Det forekommer ikke i nærværende sag at være en varetagelse af børnenes tarv at tage særligt hensyn til forældrenes behov for ligestilling. Henset til at børnene, der er 9 og 12 år, efter de toplyste har boet og er opvokset sammen, vil en beslutning om, at et af børnene skal skifte bopæl efter rettens vurdering kunne skabe mere uro og forvirring i børnenes hverdag, ligesom der er risiko for, at det vil forårsage ustabilitet at ændre samværsordningen. Herefter findes det bedst for børnene, at de fortsat har bopæl hos M, jfr. forældreansvarslovens § 17, jfr. § 4. Dette indebærer, at samværsordningen fastsat ved retsforlig den 13/1 2011 opretholdes. I den forbindelse bemærkes, at den børnesagkyndige i sin erklæring anbefaler, at børnene fortsat har forskudt samvær, således at de hver har en dag alene med den ene forælder. Retten anser det ikke for formålstjenligt på nuværende tidspunkt at ændre den gældende samværsordning.
Landsrettens begrundelse:
F har for landsretten forklaret, at hans og Ms samarbejde i det væsentlige fungerer, og at de ikke er uenige om væsentlige spørgsmål vedrørende børnene.
M har forklaret, at de ikke kan samarbejde. Ms beskyldninger mod F om fysisk og psykisk vold, som efter det for landsretten oplyste ikke kan anses at være berettigede, kan give grund til bekymring om det fremtidige samarbejde.
Efter parternes forklaringer må landsretten imidlertid lægge til grund, at parterne trods deres konflikter har formået fælles at støtte op om indsatsen for at løse Ds vanskeligheder, og at de også i vidt omfang kan samarbejde om mere dagligdags beslutninger. På denne baggrund og efter anbefalingerne i den børnesagkyndige erklæring, tiltræder landsretten derfor, at det vil være bedst for D og P, at den fælles forældremyndighed fortsætter.
Af de af byretten anførte grunde tiltrædes det endvidere, at der ikke er grundlag for at ændre børnens bopæl eller den tidligere aftalte samværsordning.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom