Fortsat fælles forældremyndighed over 3-årig, efter Fs varetægtsfængsling for narkotikabesiddelse, TFA 2015/346 ØLD
Byrettens begrundelse:
D var et halvt år, da forældrene flyttede fra hinanden. D har altid haft bopæl hos sagsøger. Samværet fungerede godt med weekendsamvær, frem til sagsøgte blev anholdt i sin lejlighed i marts 2014. Retten lægger efter forklaringerne til grund, at der frem til dette tidspunkt ikke har været større og afgørende uoverensstemmelser vedrørende udøvelsen af forældremyndigheden. Sagsøger har dog forklaret, at hun fandt det svært at kommunikere med sagsøgte. Efter anholdelsen har parterne haft svært ved at samarbejde omkring udøvelsen af forældremyndigheden. Kommunikationen har haft svært ved at fungere, idet parterne herunder har haft svært ved at tale i telefon sammen. Dette skyldes primært det tillidsbrud, sagsøger oplevede fra sagsøgtes side i forbindelse med anholdelsen og herunder, at sagsøger ikke straks blev underrettet, idet D var på samvær hos sagsøgte. På denne baggrund finder retten, at parterne på nuværende tidspunkt vil have meget svært ved at samarbejde omkring varetagelsen af den fælles forældremyndighed. Som følge heraf og under hensyn til forløbet, hvor sagsøgte i sin lejlighed blev anholdt og ført væk af politiet, mens D var på samvær, finder retten bestemte holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste hvorfor den fælles forældremyndighed ophæves og alene tillægges sagsøger, jf.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten lægger efter parternes forklaringer til grund, at samarbejdet mellem dem om D, herunder om afvikling af samvær og valg af institution, har været afviklet uden større problemer før F’s anholdelse i marts 2014, og at parterne efter byrettens dom i denne sag har evnet at indgå aftale dels om F’s samvær med D uden for det fastlagte, dels om D’s deltagelse i en udlandsrejse af en vis varighed. Herefter, og da anholdelsen af F i marts 2014 og omstændighederne i forbindelse hermed må anses at være af enkeltstående karakter, finder landsretten ikke tilstrækkelig holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om D’s forhold til D’s bedste, jf. forældreansvarslovens § 11.
F får derfor medhold i påstanden om, at den fælles forældremyndighed skal opretholdes.
Kommentar:
Selv om man godt kan forstå Ms reaktion, må man vel i sandhedens interesse holde fast ved, at den pågældende straffelovsovertrædelse ikke har nogen relevant selvstændig betydning for forældremyndigheden.
Viggo Bækgaard