Fortsat eneforældremyndighed til F over 5-årig P, TFA 2016/179 ØLD

Fortsat eneforældremyndighed til F over 5-årig P, TFA 2016/179 ØLD

Byrettens begrundelse:

B er nu 4½ år og boede indtil sommeren 2012 sammen med begge sine forældre. B var herefter frem til november 2012 med sin mor i udlandet og så i denne periode ikke sin far. bortset fra et enkelt samvær. Ifølge det oplyste i den børnesagkyndige undersøgelse havde B dog daglig kontakt med sin far via skype.

I forbindelse med M’s anholdelse og fængsling for børnebortførelse i Spanien i november 2012 fik B ophold hos sin far i Danmark.

Bortset fra et overvåget samvær i Vestre Fængsel i maj 2013, havde B ingen kontakt med sin mor fra november 2012 til oktober 2013.

M havde herefter overvåget samvær med B 15 gange frem til den 6. juni 2014. F deltog også i samværene.

Det lægges efter samværsbeskrivelserne til grund, at B udviklede en kontakt til sin mor, og at B fik glæde af kontakten og samværet med sin mor.

Efter Statsforvaltningens afgørelse af 10. juni 2014 om, at F ikke længere skulle deltage i de overvågede samvær, havde B reelt ikke samvær med sin mor, før fogedretten besluttede at gennemføre et samvær den 19. februar 2015 uden forudgående underretning af F.

Henset til F’s ansøgninger om suspension af samværet, hans nægtelse af at efterkomme fogedrettens kendelser og meddelelsen i august 2014 om, at han var flyttet fra Danmark med B, lægger retten til grund, at det alene har beroet på F’s forhold, at B i perioden fra den 6. juni 2014 til den 19. februar 2015 ikke havde samvær med sin mor i henhold til de fastsatte afgørelser fra Statsforvaltningen og fogedretten.

 

Fra 14. marts 2015 har samværene igen fungeret. Dog meddelte F først ved mail af 3. juli 2015 til Statsforvaltningen, at han holdt ferie med B fra uge 29 til 32. F gav ikke hverken Familieprojektet eller M besked om ferien i forbindelse med samværet den 4. juli 2015, hvorfor M mødte forgæves til 2 efterfølgende planlagte samvær.

Herefter og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder beskrivelserne af F’s adfærd i forbindelse med samværene i perioden fra den 18. oktober 2013 til den 6. juni 2014, finder retten, at F samlet set har udøvet samarbejds- og samværschikane.

Om samværet mellem B og M fremgår af den børnesagkyndige undersøgelse blandt andet:

»…Ud fra det samvær der er set i undersøgelsen, forekommer det ikke sandsynligt, at B er utryg i forholdet til sin mor. I stedet kan hendes reaktioner ses som udtryk for vrede og forvirring over de brud i kontakten til moderen hun har været udsat for, og et savn af hende.

…«

Den børnesagkyndige undersøgelse anbefaler, at B tilbydes samtaler ved psykolog med fokus på at støtte hendes identitetsudvikling – at hun får hjælp til også at håndtere de aggressive følelser, som hun naturligvis og ind imellem også tydeligt viser, at hun huser. Det er den børnesagkyndiges vurdering, at det er afgørende for B’s identitetsudvikling, at hun sikres kontakt med sin mor og at B har brug for hjælp af samfundet til at få sikret en stabil kontakt med sin mor.

Det fremgår videre af undersøgelsen blandt andet at F mangler en spontan fornemmelse for og indlevelse i B, når det kommer til mere komplicerede og modsætningsfulde følelsestilstande, at han har vanskeligt ved at adskille egne følelser og oplevelse af situationen fra B’s oplevelse, og at han ikke har indsigt i dette forhold. Endvidere fremgår:

»… Her er det indtrykket, at faderen ikke er i stand til følelsesmæssigt at rumme B’s vrede og frustration og hjælpe hende til at komme overens med, at hun ser sin mor sjældent og ikke forstår hvorfor. Det efterlader indtrykket af, at faderen ikke i grunden anerkender B’s tilknytning til sin mor og hendes afgørende betydning for hendes identitetsdannelse. I stedet nævner faderen, at B får sit behov for moderlig og kvindelig kontakt dækket andre steder.

Det efterlader indtrykket af, at faderen uden selv at have indsigt heri, ville kunne komme til at binde pigen til sig, frem for at støtte en højere grad af selvstændighed hos hende.

…«

Det fremgår yderligere af erklæringen, at F ikke ville acceptere, at den børnesagkyndige talte alene med B i børnehaven, samt:

»… Faderen har kunnet tage imod og har fulgt de konkrete råd fra pædagogerne i B’s børnehave, han har fået. Faderen udtrykker ønske om rådgivning i forhold til hvornår, og hvordan han kan tale med B om det der sket. Det er positivt, men det er tvivlsomt, om faderen, alene er i stand til at omsætte rådgivning, idet han tænker konkret og har svært ved at sætte sig ind i B’s oplevelsesverden. Således er det f.eks. ikke muligt for ham at redegøre for sine tanker om, hvad det mon ville betyde for B at tale med mig, eller forklare nærmere om, hvilken betydning det ville have B at hun så mig flere steder, jo også, hvis jeg skulle have observeret hende i børnehaven.

…«

På denne baggrund lægger retten til grund, at F ikke har de fornødne personlige ressourcer og vilje til at alene at kunne følge den børnesagkyndiges vurdering og anbefalinger vedrørende B’s behov for støtte og hjælp til kontakten med sin mor og relationen til hende.

Retten finder ikke, at der efter det oplyste i sagen er holdepunkter for at antage, at M på ny vil søge at unddrage F forældremyndigheden over B og udrejse af landet med hende. Retten har herved lagt vægt på det oplyste om omstændighederne i 2012 og på, at sagsøger nu har været i Danmark i 2½ år, at hun har lært at tale dansk og at hun ønsker at bo og arbejde i Danmark, hvor B har sin tilknytning.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering af de i øvrigt foreliggende oplysninger om parternes forhold og deres forklaring under sagen, finder retten, at parterne påny, evt. med hjælp fra relevante myndigheder, vil kunne etablere et samarbejde om B til B’s bedste, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1, jf. § 4. Retten finder endvidere, at det af hensyn til B’s behov for hjælp og støtte i relationen til sin mor, er nødvendigt, at M får del i forældremyndigheden.

Henset til, at F har været B’s primære omsorgsperson siden november 2012, finder retten, at det vil være bedst for B at have bopæl hos F, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4.

Det forhold, at M er dømt for børnebortførelse og ikke har fået opholdstilladelse i Danmark, findes efter rettens opfattelse, henset til B’s behov, ikke at kunne føre til, at der ikke kan etableres fælles forældremyndighed. Retten har i denne forbindelse tillagt det betydning, at sagerne om opholdstilladelse nu har verseret i over 2 år uden, at der er truffet en endelig afgørelse og at B under alle omstændigheder har ret til at kunne opnå en almindelig og naturlig kontakt med sin mor.

Retten finder ikke, at der er oplyst omstændigheder, der giver grundlag for at tillægge dommen virkning efter retsplejelovens § 480, stk. 2.

Landsrettens begrundelse:

Forældrenes samarbejde har været særdeles konfliktfyldt, siden B var et halvt år. M’s bortførelse af B, hvorved B blev unddraget kontakt med F i omkring et halvt år, må antages at være en væsentlig årsag hertil. Hertil kommer, at F i en række tilfælde uden rimelig grund har forhindret, at M kunne have overvåget samvær med B.

Parterne har gennem de seneste år ført en lang række sager imod hinanden, og der er ingen kommunikation imellem dem. De har endog begge beskyttet adresse.

Den børnesagkyndige har i udtalelsen af 2. juli 2015 vurderet, at ingen af forældrene vil være i stand til at sikre en naturlig og almindelig kontakt og følelsesmæssig tilknytning til den anden forælder. Statsforvaltningen har endvidere ved afgørelsen af 3. november 2015 fastholdt, at M indtil videre alene skal have overvåget samvær med B 1½ time hver 14. dag, og har som begrundelse for, at samværet skal være støttet, henvist til det oplyste om B’s forhold og forældrenes relation, herunder som beskrevet af den børnesagkyndige.

Samværene er på det seneste i det væsentlige blevet gennemført i overensstemmelse med Statsforvaltningens bestemmelser, men der er fortsat ingen dialog eller anden kontakt mellem forældrene.

Herefter, og efter det i øvrigt oplyste, finder landsretten ikke holdepunkter for at antage, at der er mulighed for at etablere et samarbejde mellem forældrene om B’s forhold til B’s bedste. Der er derfor, uanset at B har brug for god kontakt til M, ikke grundlag for i medfør af forældreansvarslovens § 14, jf. § 4, at bestemme, at forældrene skal have fælles forældremyndighed.

Forældremyndigheden tilkommer herefter fortsat F alene, og der skal derfor ikke i medfør af forældreansvarslovens § 17 træffes afgørelse om bopæl.

Kommentar:

Det er en afgørelse, som fortjener at blive læst i sin helhed.