Fortsat bopæl hos M for knap 8-årig, TFA 2012/524 VLD
Byrettens begrundelse:
Retten finder, at begge forældre har gode forældreevner og er særdeles velegnede til at være bopælsforældre for A. Der har været lidt uro omkring samlivsophævelsen, og retten finder det kritisabelt, at M i ca. 1 måned har holdt barnet skjult for F, og at hun har foretaget skoleskift uden at inddrage ham. Forholdene synes at have stabiliseret sig, og forældrene samarbejder nu om samværet og er enige om, at A skal have samvær med den, der ikke er bopælsforælder.
Efter en samlet bedømmelse finder retten, at det vil være bedst for A, hvis han fortsat skal have bopæl hos sin mor, så han kan bibeholde de trygge og rolige rammer, der nu er skabt, og blive i den skole, han trives vældig godt i, og hvor han har fået gode kammerater. Retten har ved afgørelsen også lagt vægt på, at A er særdeles glad for begge sine forældre, der begge har taget sig meget af ham, men at moderen synes at være den person, der har og har haft den tætteste kontakt til barnet, herunder også under den tidligere samlivsophævelse.
Da forældrene er enige om, at der skal være samvær, tages sagsøgens påstand om samvær til følge.
Landsrettens begrundelse:
Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det efter bevisførelsen for landsretten, at det er bedst for A, at han har bopæl hos sin mor.
