Forældremyndigheds- og ægteskabssag kunne ikke behandles i Danmark, TFA 2012/64 ØLK
Byrettens begrundelse:
Sagsøger søgte i januar 2009 gennem statsforvaltningen at få sagen om ophævelse af den fælles forældremyndighed indbragt for Retten i Esbjerg. Ved Statsforvaltningen Hovedstadens brev af 18. februar 2009 blev sagen indbragt for Københavns Byret. På det tidspunkt verserede en sag om ophævelse af den fælles forældremyndighed ved Byretten i Hamburg, som under j.nr. – – – har haft sagen verserende siden den 23. oktober 2007. I denne sag er nu afsagt dom i to instanser. Retten giver på dette grundlag sagsøgte medhold i, at nærværende sag skal afvises.
Landsrettens begrundelse.
Indledningsvis bemærkes, at rette appelform er kære, jf. retsplejelovens § 391, stk. 3, og § 369, stk. 3.
B-932-11 (forældremyndighedssagen):
Efter retsplejelovens § 448 f, stk. 1, nr. 1 og 2, kan en sag om forældremyndighed behandles her i riget, såfremt barnet har bopæl her, eller barnet ulovligt er ført til udlandet eller ulovligt tilbageholdes i udlandet, og barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl her.
I bemærkningerne til lovforslaget til lov nr. 434 af 8. maj 2006 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen (FT 2005-06, tillæg A, 4500, 4533) er anført:
»… Udtrykket »bopæl« skal overalt i den foreslåede § 448 f forstås på samme måde som udtrykket »habitual residence« (»sædvanligt opholdssted«) i konventionens engelske tekst, der nogenlunde svarer til indholdet af retsplejelovens § 235, stk. 1 og 2.«
Landsretten finder ikke, at det forhold, at M har opholdt sig i Danmark med børnene i forbindelse med og umiddelbart efter de to børns fødsel kan medføre, at hun har haft bopæl i Danmark. Landsretten har herved lagt vægt på, at M, der er russisk statsborger, også under sit ophold i Danmark har været tilmeldt folkeregistret i Tyskland og haft opholdstilladelse i Tyskland, hvor hun efter de foreliggende oplysninger havde adgang til en bolig i lejligheden i [Tyskland]. F har på intet tidspunkt efter 1999 haft bopæl i Danmark. På den baggrund, og da børnenes bopæl henset til deres alder og sagens øvrige omstændigheder må anses for sammenfaldende med forældrenes bopæl, finder landsretten det ikke bevist, at børnene har haft bopæl i Danmark, før de blev bragt til Tyskland.
Da børnene ikke har eller har haft bopæl i Danmark, kan sagen ikke behandles her, jf. retsplejelovens § 448 f, stk. 1, nr. 1 og 2. Herefter tages indstævntes påstand om stadfæstelse af byrettens dom til følge.
B-1030-11 (ægteskabssagen):
Af de af byretten anførte grunde tiltrædes det, at sagen ikke kan behandles i Danmark, jf. retsplejelovens § 448 c, stk. 1, nr. 1 og 2. Indstævntes påstand om stadfæstelse af byrettens dom tages derfor til følge.