Forældremyndigheden til F grundet samværschikane. M havde taget børnene på 3 og 5 år til Polen uden samtykke, TFA 2025/69 VLD
Byrettens begrundelse: (Kolding)
International kompetence
Efter det oplyste ud rejste M den 6. maj 2024 fra Danmark sammen med børnene til Polen uden at have talt med F derom. F har så ledes ikke givet accept hertil. Børnene havde forinden bopæl i Vejle i Danmark. Herefter, og da betingelserne i retsplejelovens § 448 g, stk . 2, ikke ses at være til stede, har familieretten international kompetence til at behandle sagen, jf. retsplejelovens § 448 g, stk. 1 , nr. 2.
Forældremyndighed
Efter forældreansvarslovens g 1 1 , 2. pkt . , kan der kun ske op hævelse af den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold ti l barnets bedste . Afgørelsen efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barn et, jf. lovens § 4.
Adgangen til at opretholde den fælles forældremyndig hed kræver, at mindst én af foræld rene ønsker den fælles forældremyndighed bibeholdt. Ønsker begge forældre den fæl les forældremyndighed ophævet, kan familieretten ikke »tving e« dem til fortsat at have fælles forældremyndig hed .
Begge parter har ønsket den fælles forældremyndighed bragt til ophør. Herefter og i øvrigt efter en samlet vurdering af sagens oplysninger er der holdepunkter for at antage, at parterne ikke vil kunne samarbejde om B1 og B2s forhold til børnenes bedste. Det er således bedst for børnene, at den fælles forældremyndighed ophæves, jfr. Forældreansvarslovens § 11, jfr. § 4.
På baggrund af de foreliggende oplysninger lægges det til grund, at M den 6. maj 2024 uden samtykke fra F og umiddelbart efter, at hun i Familieretshuset havde fået afslag herpå, alligevel udrejste uden samtykke fra F udrejste fra Danmark til Polen med børnene. M er ikke siden vendt tilbage til Danmark. Det lægges endvidere til grund, at M ikke overholder afgørelser, der er truffet af de polske domstole omkring samvær mellem F og børnene.
Efter de foreliggende oplysninger, finder familieretten det desuden for rimeligt at antage, at M forsøger at trænere udleveringssagen i Polen. Familieretten har herved lagt vægt på oplysningerne om, at M påstod den polske dommer for inhabil, efter at dommeren havde en samtale med børnene i stedet for at lægge vægt på de ensidigt indhentede psykologerklæringer, som M havde fremlagt. M udeblev med børnene fra børnesamtalerne i udleveringssagen. M har valgt at bortføre børnene til Polen umiddelbart efter, at hun havde fået afslag på at tage børnene med sig til Polen af Familieretshuset.
Familieretten finder således, at M bevidst tilsidesætter myndighedernes afgørelser i henholdsvis Danmark og Polen.
Uanset dette skal familierettens afgørelse af, hvem af parterne, der skal have forældremyndigheden, udelukkende træffes ud fra, hvad der er bedst for børnene, jfr. Forældreansvarslovens § 4. Dog skal familieretten, hvis konflikterne omkring samarbejdet om børnene skyldes, at den ene af forældrene uden påviselig grund har forsøgt at forhindre den anden forælders kontakt til barnet, anlægge et fremtidsorienteret perspektiv ved vurderingen af, hvad der er bedst for børnene. Her skal det tillægges stor vægt, hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde og dermed sikre børnenes kontakt til den anden forælder.
B2 og B 1 er født i Pol en, og de har levet deres liv i henholdsvis Polen og Danmark. De taler efter det oplyste begge sprog. Detlægges efter F’s forklaring, der støttes af udtalelserne fra børneinstitutionen … i Vejle til grund, at begge piger var i god trivsel, velfungerende og i en god udvikling i foråret 2024, da de boede i Vejle.
På det foreliggende grundlag er der ikke i sagen nogen holdepunkter for at antage, at F skulle have udøvet vold mod M.
Det bemærkes, at anmeldelsen heraf skete den 18. januar 2024, da parterne var i konflikt omkring deres børn, og at sagen i Danmark er lukket ned. I Polen foreligger der efter det oplyste på nuværende tidspunkt også alene anmeldelse af psykisk og fysisk vold, som ikke endnu har ført til tiltalerejsning.
Det må således lægges til grund, at børnene den 6. maj 2024 uden Fs accept blev bragt til Polen udelukkende fordi M hellere ville leve med børnene i Polen end i Danmark. M har endvidere ikke givet møde for familieretten, og hun er også udeblevet i den polske udleveringssag, der der skulle være børnesamtale med børnene.
M har således i ikke noget væsentligt omfang bidraget til sagens oplysning. Som sagen herefter foreligger oplyst, må det lægges til grund, at det er Ms forhold, der er årsag til, at F ikke har kunnet bevare kontakten til børnene.
F må endvidere antages for egnet til at udøve forældremyndigheden.
Under disse omstændigheder finder familieretten efter en samlet vurdering, hvor der er anlagt et fremtidigt perspektiv, at det vil være bedst for børnene, at forældremyndigheden tillægges F alene.
Familieretten tager herefter hans påstand herom til følge.
Samvær.
Efter forældreansvarslovens § 19, stk. 1, skal barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den af forældrene, som det ikke har bopæl hos. Bestemmelsen bygger på, at det som udgangspunkt er bedst for et barn at have kontakt til begge sine forældre, jfr. Herved lovens § 4.
Efter familierettens samlede vurdering af B2 og B1s forhold, skal de i fremtiden have samvær med M, men der verserer i øjeblikket en udleveringssag i Polen efter Haagerkonventionen om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser. Familieretten finder derfor for tiden ikke grundlag for at træffe nærmere bestemmelse om samværets omfang. Det bemærkes, at ingen af parterne er fremkommet med en konkret påstand herom.
Parterne må således afhængig af udfaldet af udleveringssagen i Polen gå til myndighederne og for Danmarks vedkommende Familieretshuset med henblik på at få fastsat et fremtidig samvær.
Byrettens resultat:
Ophævelse af fælles forældremyndighed for B1 født i 2019 og B2 født i 2021. Forældremyndighed til F.
Der fastsættes ikke samvær.
Landsrettens begrundelse:
Efter parternes påstande sammenholdt med oplysningerne om den udvikling i parternes konflikt, der er sket efter byrettens dom, er der sikre holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om børnenes bedste.
Landsretten er derfor enig med byretten i, at det er bedst for børnene, at den fælles forældremyndighed ophæves, jfr. Forældreansvarslovens § 11, jfr. § 4.
Ved vurderingen af, hvem af forældrene der herefter skal have forældremyndigheden alene, lægger landsretten efter bevisførelsen til grund, at begge forældre er egnede til at udøve forældremyndigheden, Landsretten er således enig med byretten i, at der på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke er grundlag for at antage, at F skulle have udøvet vold mod børnene eller M.
Landsretten lægger videre til grund, at det manglende samvær mellem børnene og F efter Ms udrejse til Polen med børnene i det væsentlige må henføres til hendes handlinger og negative indstilling til ham. Der er herved navnlig lagt vægt på, at hun uden hans samtykke og i strid med Familieretshusets afgørelse om afslag herpå rejste til Polen med børnene i begyndelsen af maj 2024, og at hun herefter uden påviselig grund funderet i objektive omstændigheder har undladt at støtte børnene i at følge med deres far til de samvær, som de polske domstole har truffet beslutning om.
Dette må indgå i vurderingen af, om det vi l være bedst fo r børnene at tillægge F forældremyndig heden alene. Det m å heroverfor også navnlig indgå, at b ørnene ifølge udtalelsen af 17. januar 2025 har en m eget stærk tilknytning til deres mor og ser hende som deres vigtigste person, og at båndene til faderen derved er blevet betydeligt svækket på grund af adskillelsen, den manglende kontakt og konflikten mellem forældrene. Det må desuden indgå, at børnenes reaktioner i forhold til forsøgene på at etablere samvær har været negative, og at det ældste barn B1 har givet udtryk for, at hun ikke ønsker kontakt med sin far.
På baggrund af børnenes alder og indholdet af udtalelsen af 17. januar 2025 finder landsretten imidlertid, at Ms holdning må anses for styrende for børnenes holdninger og reaktioner over for F, og at de højst sandsynligt ikke forstår, hvorfor faderen fra en dag til en anden skulle være blevet så faretruende, at de ikke kan veksle et ord med ham.
Efter en samlet vurdering finder landsretten herefter, herunder ud fra et fremtidsorienteret perspektiv, at F har den bedste evne til at samarbejde og dermed på længere sigt sikre kontakten til den anden forælder.
Det findes derfor bedst for børnene, der nu er godt 5 og 3 år gamle og frem til udrejsen i maj 2024 har fungeret fint i dansk institution, at F tillægges forældremyndigheden alene.
De notat, der foreligger fra den tilsynsførende om episoden den 1 1. november 2024, kan ikke føre til en anden vurdering.
Således som påstanden fra M er nedlagt, tager landsretten ikke stilling til samvær mellem hende og børnene.
Kommentar:
Her har vi en sag, der ærlig talt meget pædagogisk gennemgår de fleste af de problemstillinger, der opstår i forældreansvarssager, hvor samværschikane indgår.
I domsreferaterne fortælles aldrig, hvem den konkrete byretsdommer er. Mit gæt er, at det er en dommerfuldmægtig eller retsassessor, hvilket slet ikke er negativt tænkt. Begrundelsen er virkelig grundig. Mange dommere har det desværre med at springe over, hvor gærdet er lavest.
Med andre ord er det min vurdering, at det er en dom, der fortæller rigtig meget, som mange kan blive kloge af.
Samværschikane.
For det første er det efter min opfattelse en grundbetingelse for at kalde noget for samværschikane, at der foreligger en overtrædelse af lovlige afgørelser. Den forudsætning må man virkelig vinge af som opfyldt.
Det fylder selvfølgelig rigtig meget i afgørelsen at beskrive alle de afgørelser, som M ikke efterlever.
Generelt henviser jeg til den meget lange artikel ”samværschikane efter 2011” . Du skal lige være opmærksom på, at artiklen reelt er tilbage fra 2014 og kun suppleret med nyere praksis og en indledning.
Udeblivelse.
M har hverken givet møde i familieretten eller i landsretten. Det styrker selvfølgelig aldrig ens sag, hvis man ikke møder personligt i retten.
Mens jeg læste afgørelsen, kom jeg til at tænke på en sag, hvor min klient blev anholdt i landsretten. Det er 20 år siden men står lysende klart i min erindring. Prøv bare at læse min gamle beretning om den ”gidseltagning”.
Konkret er Ms udeblivelse ud fra hendes perspektiv jo forståeligt nok. Mit gæt er, at det ville gå på samme måde som i min 20 år gamle sag, hvis hun var troppet op.
Men M har konkret i denne sag optrådt helt utilgiveligt tåbeligt.
Voldsbeskyldninger.
Jeg har skrevet uendelig meget om vold i forældreansvarssager og henviser her til, at der under fanebladet artikler er et helt faneblad om fysisk og psykisk vold.
Læg mærke til, at man i præmisserne i denne dom hæfter sig ved, at voldsbeskyldningerne kommer meget sent.
Generelt er det min opfattelse, at man så tidligt som muligt bør italesætte både volds- og overgrebsproblematikker netop for at forhindre, at de bliver skudt ned som fundet på til lejligheden.
En central artikel fra min hånd er den, der handler ”om håndtering af problemerne i forældreansvarssager – for eksempel psykisk og fysisk vold.”
M beskyldte en dommer for at være inhabil – og egne psykologiske erklæringer
M har gjort næsten alting galt i denne sag, og det hele rammer hende som en boomerang. Hun beskyldte en polsk dommer for at være inhabil, fordi han tog en samtale med børnene i stedet for at læne sig op af nogle af M fremskaffede ensidige børneerklæringer.
Sjældent ser man noget så tåbeligt.
Man kan bestemt sagtens sidde med en oplevelse af en dommer, der har bestemt sig på forhånd og på en måde opfattes som inhabil. Men man skal bestemt være mere en varsom med at ytre den slags tanker under sagen.
Ensidigt indhentede erklæringer er no go i alle retssager og selvfølgelig også i børnesager. Men de kan være gode at have og henvise til, så den ”rigtige undersøger” måske kan se noget, som vedkommende ellers ikke ville se.
Men: ”pige træd varsomt, thi scenen er skrå”.
Påstande og langtidsvirkningerne.
Begge parter påstod eneforældremyndighed til sig. Byretsdommeren konkluderer så, at man derfor ikke kan tvinge parterne til fælles forældremyndighed.
Uden at gå detaljeret ned i lovgivning og teori til brug for denne kommentar gælder det helt generelt i civile sager, at dommeren kun kan afsige en dom, der er i overensstemmelse med en af parternes påstande. Sagt anderledes kan man ikke ”få” noget, som man ikke præcist har krævet gennem påstandene.
Herfra er der dog en helt generel undtagelse i forældreansvarssager, hvor man bruger den såkaldte officialmaxime, hvorefter det er myndigheden, der både skal oplyse sagen og træffe ”den rigtige afgørelse”. Så jeg vil egentlig mene, at retten godt kunne træffe afgørelse om fælles forældremyndighed, selv om der ikke er nedlagt påstand om det af nogen af parterne.
Men dommerens afgørelse er selvfølgelig rigtig i den forstand, at det ikke ville give mening i en sag som denne at bestemme fælles forældremyndighed.
Læg mærke til, at Ms advokat ikke har nedlagt påstande om samvær for det tilfælde, at F faktisk fik forældremyndigheden. Det er generelt uhensigtsmæssigt. Se meget mere herom i min artikel om bortfaldsklausuler og påstande.
Generelt mener jeg, at manglende påstande let fører til, at en sag holdes i ”langtidskog”.
Den konkrete sag indebærer usvigelig sikkerhed for at komme til at køre langvarigt.
Mit bud er, at når børnene kommer hjem til F, vil et samvær med M nok kun kunne gennemføres som overvåget samvær.
En anden udgang kan godt være, at det lykkes M at holde sig skjult så længe, at det bliver vanskeligt at få børnene ”hjem” til F.
Ms adfærd er jo nu udtryk for en forbrydelse, da F har ene forældremyndighed.
Forbrydelse bør altså ikke kunne betale sig.
Viggo Bækgaard
Juli 2026