Forældremyndigheden over 4 årig til F efter Ms flytning til USA uden samtykke fra F. Ikke samvær. Formelt om behandling af samværspåstand, der ikke har været behandlet i Familieretshuset, TFA 2025/87 VLD
Byrettens begrundelse (Aalborg):
Familieretten lægger efter parternes forklaringer til grund, at såvel F som M har deltaget i omsorgen for D under hendes opvækst i Danmark, henset til at parret i en periode har boet sammen med datteren i et fælles hus, idet det dog lægges til grund, at M har været den primære omsorgsperson for D.
Endvidere lægger familieretten til grund, at M rejste til USA i august 2023 med D uden forudgående at have orienteret F om det eller indhentet hans samtykke.
F har herefter været nødsaget til at anlægge en børnebortførelsessag mod M. Desuden har M ansøgt om tilhold mod F i USA. Parterne har herudover forklaret om en række skænderier og gensidigt beskyldt hinanden for misbrug af euforiserende stoffer, trusler samt at udøve vold mod den anden forælder. Endvidere har parterne ikke kunnet samarbejde om, at F fik tilsendt fotos af D som aftalt under sagen. Endelig har M nægtet at ville medvirke til nogen former for samvær uden medvirken af retten.
På baggrund heraf er der påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om D’s forhold til D’s bedste, og at det er bedst for D, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Familieretten lægger til grund, at det er bedst for D at have kontakt til begge sine forældre. Familieretten har herved blandt andet lagt vægt på, at D indtil august 2023 havde et forhold til begge forældre. Herudover kan det ikke lægges til grund, at F har et stofmisbrug.
Familieretten lægger i den forbindelse blandt andet vægt på, at han har aflagt en række negative FERLE-tests. Endvidere er det ikke på baggrund af fotos og M’s forklaring bevist, at F har udøvet vold mod hende, idet det bemærkes, at politiet har standset efterforskningen mod F vedrørende de forhold, som M har anmeldt ham for. Endelig har familieretten ved vurderingen lagt vægt på indholdet af den psykologiske evaluering af F indhentet i forbindelse med børnebortførelsessagen. Familieretten bemærker, at erklæring fra ekspertvidnet, …, der alene beror på oplysninger fra M, ikke kan føre til en anden vurdering.
På baggrund af M’s forklaring lægger familieretten til grund, at hun ikke for nuværende vil medvirke til kontakt mellem D og F.
Herefter og på baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger er det bedst for D, at F tillægges forældremyndigheden alene, da han er den forælder, der har de bedste forudsætninger for at sikre, at D har kontakt med begge forældre. Familieretten har herved også lagt vægt på, at F har erklæret sig villig til indgå i et samarbejde med M om samvær.
Familieretten bemærker desuden, at det må antages, at F på samme vis som M er i stand til at varetage D’s vanskeligheder omkring sprog/udtale.
Det kan ikke føre til et andet resultat, at D det seneste år har tilbragt mest tid med M, idet dette beror på, at M rejste til USA med D uden F’s samtykke, og at hun har nægtet al kontakt mellem D og F.
Da F tillægges forældremyndigheden alene, er der ikke grundlag for at tage stilling til påstandene om bopæl. Der er endvidere ikke under sagen grundlag for at tage stilling til omfang af samvær, hvorfor disse påstande afvises, idet det bemærkes, at påstandene først er fremsat under sagen og ikke som en del af den sag, der oprindeligt blev oversendt fra Familieretshuset, jf. retsplejelovens § 448 c, stk. 1.
Landsrettens begrundelse:
Af de grunde, som familieretten har anført, herunder vedrørende konfliktniveauet mellem parterne og deres manglende indbyrdes kontakt, tiltræder landsretten, at der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om D’s forhold til hendes bedste. Dette er yderligere bestyrket af omstændighederne efter familierettens dom. Det tiltrædes herefter, at det er bedst for D, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.
Efter oplysningerne i sagen lægger landsretten til grund, at M i en længere periode forud for, at D kom tilbage til Danmark den 22. februar 2025, uden rimelig grund forhindrede, at D og F havde kontakt.
D har haft midlertidig bopæl hos F og dennes familie, siden hun kom tilbage til Danmark. Af udtalelsen af 31. marts 2025 fra (X-kommune i Jylland), der har været på hjemmebesøg hos F, fremgår, at D trods omstændighederne ses at være i god trivsel. Hun fremstår tryg ved sin far og hans samlever, og der ses på nuværende tidspunkt ingen bekymring i forhold til F’s evne til at varetage D’s sundhed, udvikling og trivsel. At D er i trivsel, understøttes også af forklaringen for landsretten fra F.
På baggrund af den nævnte udtalelse fra X Kommune sammenholdt med sagens øvrige oplysninger finder landsretten, at F vil være den af parterne, der har bedst evne til at samarbejde og dermed sikre D’s kontakt med den anden part.
På denne baggrund og af de grunde, som familieretten i øvrigt har anført, tiltræder landsretten, at det er bedst for D, at F tillægges forældremyndigheden over hende.
Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om bopæl.
Landsretten stadfæster derfor familierettens afgørelse for så vidt angår forældremyndighed og bopæl.
Det følger af retsplejelovens § 448 c, stk. 1, og forarbejderne til bestemmelsen (LLF 2018 91), at familieretten efter anmodning fra en part kan træffe afgørelse i andre familieretlige sager, som har nær sammenhæng med den sag, der er indbragt af Familieretshuset. Dette gælder også, selv om disse sager ikke har været behandlet af Familieretshuset. Familieretten har således under en verserende sag om forældremyndighed og bopæl kompetence til også at behandle bl.a. en anmodning om fastsættelse af samvær vedrørende samme barn, og familieretten har derfor ikke haft grundlag for at afvise M’s påstande om samvær.
Efter de foreliggende oplysninger finder landsretten, at der består en sådan usikkerhed om M’s personlige forhold, herunder særligt at hun efter det oplyste alene har midlertidigt ophold i Danmark, at der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at fastsætte samvær mellem hende og D, jf. forældreansvarslovens § 19.
Landsretten ændrer derfor familierettens afgørelse om samvær, således at påstanden om fastsættelse af samvær ikke afvises, men at der ikke fastsættes samvær mellem D og M.
Landsretten resultat:
Ene forældremyndighed til F og ikke samvær med M.
Kommentar:
Det fremgår af sagen, at M er kommet tilbage til Danmark med barnet i en eller anden form for tillid. Hun blev anholdt ved ankomsten, og det fremgår af sagen, at D er hos F.
Jeg hæfter mig ved læsning af dommen for det første ved, at det er et relativt lille barn, som F får eneforældremyndighed over grundet Ms adfærd især i forhold til ”flugten til Amerika”.
Der er en række beskyldninger fra M mod F, der synes relevant undersøgt og afvist.
Et hyppigt problem i disse sager handler om, hvorvidt et emne kan behandles i retten, selv om det ikke har været behandlet i Familieretshuset. Med henvisning til retsplejelovens § 448c tillades det at behandle samværsspørgsmålet.
Viggo Bækgaard
Juli 2026