Forældremyndigheden over 2 drenge på 9 og 11 år til M, der ville flytte med dem til Irak, TFA 2010/338 ØLD
Byrettens begrundelse:
Det må efter parternes forklaringer og de i øvrigt foreliggende oplysninger lægges til grund, at samarbejdet mellem dem er meget dårligt, og at de har en helt forskellig og uforenelig opfattelse af, hvad der er bedst for A og B. Der er ikke noget, der tyder på, at det vil ændre sig nævneværdigt i fremtiden. M har desuden meget bestemt givet udtryk for, at hun vil vende tilbage til Irak snarest muligt. F har ikke noget ønske om at vende tilbage, og vil – i hvert fald for tiden – end ikke tage til Irak på et ophold. Parternes samarbejdsvanskeligheder og følgerne af, at M vil tage varigt ophold i Irak, og F fortsat vil opholde sig i Danmark, må derfor antages at være til hinder for, at de i fællesskab kan træffe de nødvendige og væsentlige beslutninger om børnenes forhold. Under disse omstændigheder findes tungtvejende grunde at tale for, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt. Det må efter parternes forklaringer og indtrykket efter samtalen med A og B lægges til grund, at M hele tiden har været og fortsat er børnenes primære omsorgsperson, som de er meget knyttede til og føler sig mest trygge ved. Det fremgår af udtalelserne fra A’s og B’s skole og pasningsinstitutioner, at de begge har faglige problemer, er dårligt socialt fungerende, og efter fagpersonernes opfattelse har behov for faste og stabile rammer. Uanset de utvivlsomt store forskelle mellem det danske og det irakiske uddannelses- og pasningssystem er der ikke oplyst omstændigheder, der giver sikkert grundlag for at fastslå, at A og B vil få det bedre i Danmark hos deres far, end de kan få det sammen med deres mor i Irak. Der er herved også lagt vægt på, at begge børn taler arabisk, og at de må forventes at kunne opnå de øvrige færdigheder i det irakiske uddannelsessystem. Der er derfor heller ikke grundlag for at antage, at staten tilsidesætter sine forpligtelser efter FN’s børnekonvention til at sikre børnenes udvikling, ved at retten træffer en afgørelse, der gør det muligt for M at rejse til Irak sammen med dem. Hvis parterne – som varslet – vil opholde sig i hvert sit land, vil følgen formentlig blive, at A og B vil få et meget begrænset samvær med forælderen i udlandet. Da retten ikke samtidig kan træffe bestemmelse om, hvor en forælder skal bo af hensyn til børnene, kan de påberåbte bestemmelser i FN’s børnekonvention heller ikke blive afgørende for, hvem der skal tillægges forældremyndigheden, idet børnene – uanset udfaldet – vil blive begrænset i deres ret til kontakten med den anden forælder. Når der tages hensyn til børnenes hidtidige nære tilknytning til deres mor, og under indtryk af det, som de gav udtryk for under samtalen, findes det efter en samlet vurdering af sagens oplysninger bedst for dem, at forældremyndigheden over dem tillægges M, jf. forældreansvarslovens § 11. A og B opholder sig fortsat hos M. Det findes derfor ikke væsentligt for dem, at denne afgørelse straks kan fuldbyrdes. Da det endvidere ikke kan antages at være bedst for dem, at afgørelsen kan fuldbyrdes, selv om den ankes til landsretten af F, er betingelserne i retsplejelovens § 480, stk. 1 og stk. 2, ikke opfyldte. M’s begæringer tages derfor ikke til følge.
Landsrettens begrundelse:
Landsretten tiltræder de grunde, der er anført af byretten. Det, der er fremkommet for landsretten, kan ikke bevirke nogen anden vurdering.