Forældremyndighed fortsat hos F over 15-årig P, der ønskede at bo hos M. P var anbragt uden for hjemmet. Bistandsperson for P i byretten, TFA 2013/24 VLD
Byrettens begrundelse:
Retten skal ved sin afgørelse lægge vægt på, hvad der er bedst for A, jf. forældreansvarslovens § 4.
A giver klart udtryk for, at hun ønsker, at hendes mor skal have forældremyndigheden, fordi hun gerne vil hjem at bo hos hende. Samtidig ønsker hun ikke at have regelmæssig kontakt med sin far.
Det fremgår forudsætningsvis af udtalelsen fra Århus Kommune, Familiecentret – – -, at det er kommunens opfattelse, at A fortsat skal være anbragt uden for hjemmet.
M har under hovedforhandlingen forklaret, at hun har det meget bedre psykisk i dag, hvilket også understøttes at udtalelsen fra hendes praktiserende læge.
M har også forklaret, at det er hendes ønske, at A hjemgives, samt at hendes samarbejde med kommunen og I ikke har været godt, men at hun har en tro på, at samarbejdet vil kunne fungere, hvis hun får forældremyndigheden, fordi »kommunen vil ændre opfattelse af hende, når de ser de nyeste udtalelser fra hendes læge og psykiater«.
På baggrund af sagens oplysninger lægges det til grund, at der også siden dommen af – – – august 2010 har været vanskeligheder i M’s samarbejde med offentlige myndigheder samt opholdsstedet I.
For at sikre A mest mulig ro omkring anbringelsen og i sin hverdag, så hun fortsat er i stand til at udvikle sin selvstændighed, er det rettens opfattelse, at det – mod hendes ønske – er bedst for hende, at F fortsat har den fulde forældremyndighed. F’s frifindelsespåstand tages derfor til følge.
Landsrettens begrundelse:
Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at det må anses for bedst for A, at F fortsat har den fulde forældremyndighed.
