Forældreansvarssag kunne ikke anlægges i Danmark, da barnet ikke boede her, TFA 2012/447 ØLD

Forældreansvarssag kunne ikke anlægges i Danmark, da barnet ikke boede her, TFA 2012/447 ØLD

Byrettens begrundelse:

Det fremgår af forældreansvarslovens § 46, at statsforvaltningen kan behandle en sag om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v., hvis betingelserne i retsplejelovens § 448 f er opfyldt. Afgørende for bedømmelsen heraf er forholdene på ansøgningstidspunktet den 25. juli 2011.

S er født i [Asien], hvor han altid har boet. Det findes efter den skete bevisførelse ikke godtgjort eller på nogen måde sandsynliggjort, at S’ rejse til Danmark var andet end et ferieophold, og at han skulle returnere til [Asien] efter 2 uger. Det forhold, at sagsøgte er indrejst på et visum udstedt på baggrund af en ansøgning om familiesammenføring, kan ikke føre til en anden vurdering.

Parternes separation under opholdet i Danmark, S’ registrering i folkeregisteret og indskrivning i børnehave medfører ligeledes ikke under de givne omstændigheder, at der opnås bopæl i Danmark.

Statsforvaltningens afgørelse om, at betingelserne i retsplejelovens § 448 f ikke er opfyldt, tiltrædes herefter.

Landsrettens begrundelse:

Parterne og deres barn, S, havde ubestridt bopæl i [Asien], inden F rejste til Danmark.

Efter bevisførelsen, herunder det skriftlige materiale, der blandt andet omfatter korrespondance, som F har anerkendt at have haft, lægger landsretten til grund, at M ved indrejsen til Danmark ikke havde til hensigt at etablere bopæl sammen med sønnen S i Danmark, og at F var klar herover. At M forud for indrejsen havde ansøgt om familiesammenføring kan henset til sagens øvrige oplysninger ikke føre til en ændret vurdering.

Efter bevisførelsen lægger landsretten endvidere til grund, at M ikke har givet samtykke til, at sønnen S får bopæl i Danmark.

Herefter tiltræder landsretten, at betingelserne i retsplejelovens § 448 f for at behandle sagen om forældremyndighed over parternes fællesbarn S, der er født i [Asien] og hele sit liv har boet der, ikke er opfyldt.