Forældreansvarssag afvist af Familieretshuset og stadfæstet af Familieretten men hjemvist af landsretten, da der var gået 2 år siden sidste realitetsafgørelse, TFA 2021/72 ØLD

Forældreansvarssag afvist af Familieretshuset og stadfæstet af Familieretten  men hjemvist af landsretten, da der var gået 2 år siden sidste realitetsafgørelse, TFA 2021/72 ØLD

Byrettens begrundelse:

Det følger af forældreansvarslovens § 39, at en anmodning om ændring af samvær kan afvises, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt, Efter de foreliggende oplysninger lægger retten til grund, at F ikke har oplyst om så væsentlige ændringer i forholdene vedrørende B, efter afgørelsen af 19. april 2018, hvorved samværet blev ophævet, at dette kan begrunde en ny realitetsbehandling af samværet.

Retten tiltræder endvidere, at F heller ikke har sandsynliggjort, at en fastsættelse af samvær vil være bedst for B.

På denne baggrund, og da det, der er fremkommet for familieretten, ikke kan føre til andet resultat, stadfæster familieretten afgørelsen.

Landsrettens begrundelse:

Efter forældreansvarslovens § 39, 1. pkt., kan en anmodning om ændring af samvær afvises, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt.

Af forarbejderne til bestemmelsen, jf. lovforslag nr. L 157 af 13. april 2012, fremgår af pkt. 3.1.2.2 i de almindelige bemærkninger blandt andet:

»Afvisningen af en ansøgning forudsætter, at forholdene ikke har ændret sig væsentligt, og at det ud fra de foreliggende oplysninger kan lægges til grund, at det er bedst for barnet at fastholde placeringen af forældremyndigheden og/eller barnets bopæl. Det understreges i den forbindelse, at alle afgørelser efter forældreansvarsloven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. lovens § 4. Ønsket om at skærme barnet mod hyppigt verserende sager har afsæt i overordnede betragtninger om, hvad der er bedst for et barn, og er et hensyn, der vejer tungt ved vurderingen af, om en ansøgning skal afvises.

Den konkrete stillingtagen til, om en ansøgning skal afvises, beror dog på et skøn over, hvad der er bedst for det enkelte barn i den konkrete situation. Derfor vil det ikke være muligt at afvise en ansøgning, hvis det ud fra de foreliggende oplysninger vurderes, at en ændring vil kunne være bedst for barnet, eller der er tvivl herom.«

Statsforvaltningen traf den 19. april 2018 afgørelse om, at F’s samvær med B skulle ophæves. Ankestyrelsen stadfæstede den 12. juni 2018 afgørelsen. Der har ikke siden været fastsat samvær eller foretaget realitetsbehandling af ansøgning herom.

Det fremgår af sagen, at der senest i forbindelse med udarbejdelse af den børnesagkyndige erklæring af 28. september 2016 er afholdt en børnesamtale med B.

Der er således forløbet mere end 2 år siden den seneste realitetsprøvelse af spørgsmålet om samvær og næsten 4 år siden, B’s perspektiv er søgt belyst.

Under disse omstændigheder, og da det er forældreansvarslovens udgangspunkt, at et barn skal have samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos, finder landsretten, at der er en sådan tvivl om, hvorvidt det fortsat vil være bedst for B ikke at have samvær med sin far, at der nu bør foretages en realitetsvurdering heraf. Anmodningen om samvær burde derfor ikke have været afvist i medfør af forældreansvarslovens § 39.

Landsretten hjemviser derfor sagen til Familieretshuset til fornyet behandling