Forælder uden del i forældremyndigheden kan ikke kræve at være på forældreintra, Statsforvaltningen Syddanmark 21. februar 2011, utrykt.

Forælder uden del i forældremyndigheden kan ikke kræve at være på forældreintra, Statsforvaltningen Syddanmark 21. februar 2011, utrykt.

Statsforvaltningens begrundelse:

Begrundelsen for afgørelsen er, at din klient ikke har krav på at få løbende orientering om B efter forældreansvarsloven § 23 stk. 1. Din klient skal således rette en konkret og individuel anmodning til skolen, hvis han vil have orientering om Bs faglige standpunkt, faglige udvikling og trivsel i øvrigt.

Afgørelsen er ligeledes begrundet med, at det er op til skolen at beslutte, hvordan orienteringen af din klient skal ske. Udgangspunktet er, at din klient kun har ret til at få en mundtlig orientering. Dog har han krav på at få udleveret dokumenter om sit barn, som allerede er udarbejdet, så som karakter udskrifter, handleplaner, sprogvurderinger eller andre skriftlige dokumenter, der allerede er udarbejdet vedrørende barnet.

Din klient har dog ikke ret til aktindsigt efter bestemmelsen.

Det bemærkes, at din klient ikke kan få andre oplysninger end de oplysninger, forældremyndighedsindehaveren kan få.

Der må ikke i forbindelse med orienteringen gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaver.

Statsforvaltningen finder således samlet set, at da din klient ikke har krav på en løbende orientering om sit barns trivsel, standpunkt og faglige udvikling, har skolen været berettiget til at nægte din klient adgang til forældreintra.

Statsforvaltningen finder således ikke grundlag for at kritisere A skole for at nægte din klient adgang til forældreintra.

Vedrørende de sociale arrangementer, jf. forældreansvarsloven § 23, stk. 2, er der ikke fastsat krav til orienteringsformen andet end at orienteringen skal ske til begge forældre.

Forældreansvarsloven giver således ikke krav på adgang til forældreintra.

kommentar:

Afgørelsen er fra før ændringerne i 2012 men må nok anses for gældende ret for så vidt angår forældreintra også i 2014.

Uden at have den store personlige praktiske erfaring om forældreintra, tænker jeg umiddelbart, at det er ærgerligt, at ikke begge forældre har adgang. Det er mit indtryk, at det er der, alle praktiske oplysninger ligger. Oplysninger, som tidligere lå krøllet sammen i bunden af skoletasken.

Den for mig rigtige løsning ville være at ændre hovedreglen om forældreintra og i øvrigt selvfølgelig opretholde en mulighed for konkret afvisning, hvis en forælder misbruger platformen for eksempel til at maile konflikten mellem forældrene ud.

Det er mit indtryk, at langt de fleste faktisk giver adgang til forældreintra til begge forældre.

Viggo Bækgaard

Skriv et svar