Følelsesporno af høj klasse. ”Sporløs” og ”Forsvundne arvinger”
Jeg ser, at ”sporløs” har 25 års jubilæum i aften.
Hos os bliver TV-succeser typisk trættende efter et par år. Vi ser for eksempel ikke mere ”vild med dans”, ”kender du typen”, ”bagedysten” og lignende programmer. Måske skyldes det, at kendisserne efterhånden er aldeles ukendisser og dermed nok uinteressante.
Men jeg ser gerne programmer som ”forsvundne arvinger” og ”sporløs”. Begge dele nok, fordi de for mig er ”professionelt interessante”. Jeg er jo trods alt advokat med familie- og arveret som specialer. Men de er altså også interessante mere generelt, synes jeg.
”Forsvundne arvinger” er professionelt interessant, fordi det sætter i relief for mange, at det nok er en god ide at få oprettet testamente, hvis man ikke har nær familie. Omvendt oplever jeg ærlig talt også lidt, at man i de udsendelser ikke går af vejen for at søge grundigt via TV, selv om der reelt ikke er en arv at distribuere. Nogle af sagerne ville nok uden TV i praksis være endt med staten som arvinger, uden at der var sket den helt store skade ved det.
”Sporløs” synes jeg er langt mere tankevækkende på rigtig mange planer.
Mange af skæbnerne dækker over hurtige forelskelser med gevinst på tværs af kontinenterne.
Andre dækker over ulykkelige livsvilkår, som har tvunget forældre til at bortadoptere for overhovedet at overleve selv med måske flere ældre søskende, end man kan mætte.
Men også ulovlige og kyniske tyverier med bortadoptioner ses jo nu om dage.
Jeg kan ikke huske at have set eksempler på DNA-jagt for at finde mulige donorer til alvorlig sygdomsbekæmpelse, men det ville da være nærliggende.
Det er åbenlys forståeligt, at fundet af det biologiske ophav – den biologiske familie i Langtbortistan fremkalder tårer hos de involverede. Som seere kan vi vel heller ikke sige os fri for i smug at tørre en tåre.
MEN – og det er et stort MEN for mig:
I den nuværende familieret på området forældremyndighed og samvær bliver biologien så vigtig for systemet, at man med helt åbne øjne prioriterer det højere end barnets trivsel. Her oplever jeg, at ”sporløs-tårerne” tager over og tilsidesætter fornuften. Ikke for de involverede, som selvfølgelig må stå med mange tanker og følelser – men for os som seere.
Når jeg slukker for TV efter ”sporløs” og reflekterer, tænker jeg næsten altid, at livet for den, der eksempelvis er bortadopteret fra fattigdom i Langtbortistan, i al fald materielt blev bedre. Det er selvfølgelig ganske umuligt at forholde sig til eller bare gætte, hvad skæbnen ville have ført til, hvis det var gået som oprindelig ”tiltænkt”.
Vi er i vores civiliserede samfund helt klare på at afvise enhver form for psykisk og fysisk vold især i forhold til børn. Det samme gælder selvfølgelig misbrug af barnet. Vi er også bevidste om, at det kan være problematisk for et barn at vokse op med en forælder, som er misbruger af stoffer og alkohol.
Den politiske korrekthed siger, at det er vigtigt for et barn at kende begge sine forældre – og have kontakt med dem begge uanset de vilkår, som barnet ”bydes” i denne kontakt.
Lige præcis det er jeg ikke nødvendigvis enig i.
Det er godt og vigtigt at kende sine rødder. Det er godt og rigtigt at have kontakt til begge forældre, hvis det er det bedste for barnet. ”Bedst for barnet” er i familieretten et kernebegreb. Desværre er det også et gummibegreb, som kan vendes og drejes i alle retninger – uden at det nødvendigvis er en retning, der vil give barnet det bedste liv.
Personligt tror jeg ikke på, at det er sundt for et barn at vokse op med en voldelig forælder. I denne lille refleksionsartikel forholder jeg mig ikke til, hvordan vi afdækker sandheden. Det gør man ikke nok for, hvilket jeg har skrevet rigtig meget om gennem årene.
Jeg har i mange, mange år som familieretsadvokat sagt, at fælles forældremyndighed er noget, Fanden har skabt, men at selve begrebet og betydningen af fælles forældremyndighed er stærkt overvurderet.
Desværre kan fælles forældremyndighed i sig selv være konfliktoptrappende og dermed skadeligt for barnet.
Ligeledes har jeg sagt, at samvær med begge forældre er godt og vigtigt – men ikke for enhver pris.
Det siger systemet sådan set også – men det (systemet) handler ikke i overensstemmelse med det.
Jeg vurderer, at det på dette område er ligesom i Sporløs. Det er ikke helt sikkert, at man får det bedste liv med det udgangspunkt, biologien og den oprindelige skæbne havde tilskikket.
Viggo Bækgaard
21. oktober 2024