Familieretshusets afgørelse om midlertidig samvær ikke fremmet, TFA 2020/139 VLK

Familieretshusets afgørelse om midlertidig samvær ikke fremmet, TFA 2020/139 VLK

Byrettens begrundelse:

Retten finder det som udgangspunkt vigtigt, at der gennemføres samvær mellem far og barn. Det følger af retsplejelovens § 456 p, at samværet alene skal fuldbyrdes, hvis det anses for at være til barnets bedste.

Retten lægger til grund, at sagsøgeren ikke har set B før under de overvågede 2 samvær, hvor der efter det foreliggende ikke sammenhængende har kunnet etableres en god kontakt mellem ham og B.

Retten finder det uheldigt, at sagsøgte ikke har ønsket at medvirke til samværet i større omfang, end det er sket, men må ud fra overvågerens bemærkninger konkludere, at sagsøgtes massive modstand bevirker, at det på nuværende tidspunkt ikke vil være til bedste for B, at samværet gennemtvinges. Herefter og idet der efter den observation, der er gennemført i Familieretshuset ikke er grundlag for at indhente yderligere udtalelser.

Landsrettens begrundelse:

Efter de oplysninger, der er forelagt landsretten, er der ikke grundlag for at fastslå, at en tvangsfuldbyrdelse af samværet vil være til B’s bedste. Landsretten er derfor enig med familieretten i, at samværet ikke skal fuldbyrdes. Der er behov for, at det vurderes, om den afgørelse, der søges fuldbyrdet, skal ændres eller ophæves, hvorfor landsretten besluttede, at sagen henvises til Familieretshuset til vurdering heraf, jf. retsplejelovens § 456 p, 2. pkt.

kommentar:

Svær problemstilling. Umiddelbart ligner det regulær samværschikane.

Afgørelsen synes at spille bold med barnet. Ingen konsekvens.

Men: det er nu også vigtigt at huske, at det handler om, hvad der er bedst for barnet. Barnet er konkret 3 år.

Viggo Bækgaard