Fælles forældremyndighed trods manglende udsigt til samarbejde. Konkret vurdering. TFA 2013/379 VLD
Byrettens begrundelse:
Vedrørende C:
Efter indholdet af parternes påstande og indholdet af rettens samtale med C er der enighed om, at den fælles forældremyndighed bør ophæves og tillægges F alene.
Vedrørende A og B:
Efter oplysningerne i sagen lægger retten til grund, at børnene for øjeblikket bor hos M og ikke har samvær med F, og at der igennem længere tid ikke har været kontakt mellem F og børnene, idet han ikke har set dem siden 2008.
Retten lægger ligeledes til grund, at parterne havde et turbulent samliv med mange konflikter, og at det siden samlivsophævelsen har været vanskeligt for parterne at samarbejde omkring samvær, hvilket har resulteret i, at der ikke har været gennemført samvær mellem F og A og B.
Efter indholdet af børnesamtalen med A og B lægger retten til grund, at A og B i høj grad er blevet gjort til en del af den konflikt, der har været mellem forældrene – særligt under og omkring samlivsophævelsen – og at dette har medført, at børnene giver udtryk for, at de ikke har lyst til at se deres far. Retten lægger i denne forbindelse til grund, at A og B i høj grad er gjort til eksponenter for moderens holdninger til F, og at de på den måde bliver påvirket til at have bestemte holdninger til ham. Retten lægger endelig til grund, at denne påvirkning er med til at modvirke, at der etableres kontakt mellem børnene og deres far.
Retten lægger endelig til grund, at parterne begge har givet udtryk for, at de ønsker at medvirke til at genetablere kontakten mellem børnene og F.
På denne baggrund finder retten ikke, at der er de tilstrækkelige tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed over A og B.
Retten har i denne forbindelse lagt vægt på vigtigheden af, at F bevarer muligheden for at spille en rolle i sine børns liv også med henblik på en opstart af samvær igen.
Eftersom A og B bor hos M og har gjort det siden 2008, og efter indholdet af børnesamtalen tager retten den subsidiære påstand om, at børnene skal have bopæl hos M, til følge.
Landsrettens begrundelse:
Uanset at der i denne sag ikke er en realistisk udsigt til, at parterne vil kunne samarbejde om børnene A og B, tiltræder landsretten, at der ikke er grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed. Landsretten finder det af afgørende betydning, at F har del i forældremyndigheden, således at A og B kan henvende sig til ham, hvis de måtte ønske det.
Landsretten har lagt vægt på, at F er indstillet på at samarbejde med M, og på, at F har taget det realistiske standpunkt, at han – som forholdene er – ikke vil blande sig i børnenes forhold i det daglige.
Landsretten har endvidere lagt vægt på, at A og B er blevet en del af forældrenes konflikt, hvilket må tilskrives M’s forhold, da F ikke har haft kontakt til børnene i omkring 5 år. A og B’s afvisning af at have samvær med deres far må tilskrives M’s modstand herimod.
Landsretten har endelig lagt vægt på forløbet med hensyn til C, der i løbet af kort tid gik fra at afvise enhver kontakt til sin far til at flytte fra M til sine morforældre og genetablere forbindelsen til sin far.
(derfor stadfæstedes byrettens dom)
kommentar:
I forbindelse med evalueringen af forældreansvarsloven i 2012 fremgik det klokkeklart af rapporterne, at selve det at have fælles forældremyndighed kunne virke konfliktoptrappende.
Denne dom indeholder i ord en så stor bunke af politisk korrekthed, at man må græmmes ved tanken om den fortsatte konflikt, som jeg gætter på vil blusse op, lige så snart dommernes blæk er blevet tørt. De to børn er ifølge oplysningerne 12 og 14 år.
Dommernes bemærkninger om, at den fælles forældremyndighed skulle have betydning for børnenes muligheder for at rette henvendelse til F er for mig at se det rene nonsens. Det har jo intet med forældremyndigheden at gøre.
Meget tyder på, at dommernes vurdering af de faktiske forhold er korrekte nok. De må have siddet med en drøm om at kunne straffe M ved at give dem til F. Så vidt har de dog trods alt ikke villet gå med så store børn. Men dommernes kontante tankesæt er ikke usædvanlig i Vestre Landsret. Se f. eks.TFA 2013/198
Kort og godt: den dom virker naiv og i strid med hensigterne i 2012-loven.
Viggo Bækgaard