Fælles forældremyndighed over P på 15 år, der ikke har været i samvær i 3 år, TFA 2025/23 VLD.
Byrettens begrundelse (Hjørring).
Det fremgår af oplysningerne i sagen, at M og F sammen er forældre til D på snart 15 år og S på 12 år.
Forældrene ophævede samlivet i 2014, hvor børnene fik bopæl hos deres mor og samvær med deres far. D har ikke haft samvær med sin far siden sommeren 2021. S har fortsat samvær.
Familieretten er opmærksom på, at D over en længere periode ikke har ønsket kontakt med sin far og anvendt sin initiativret til at søge samværet begrænset/bragt til ophør og den fælles forældremyndighed ophævet, så hendes mor får forældremyndigheden alene.
Det er imidlertid forældreansvarslovens klare udgangspunkt, at et barn har ret til to forældre, der skal tage fælles ansvar for barnet, og det følger af lovens § 11, at den fælles forældremyndighed kun kan bringes til ophør, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste.
F har forklaret blandt andet, at han intet vil forhindre for D, men ønsker at bevare del i forældremyndigheden, fordi hun er hans datter. Han ønsker meget at få kontakt med D igen, men vil ikke tvinge hende.
Der er ikke i sagen oplysninger om konkrete forhold angående D’s trivsel, som F ikke har ønsket at samarbejde om.
Der er et løbende samvær mellem F og S, og det må efter S’ alder antages, at forældrene har et vist samarbejde herom.
På den baggrund og efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, herunder parternes forklaringer, finder familieretten, at der ikke er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om D’s forhold til hendes bedste, og der er derfor ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4.
Resultat: fortsat fælles forældremyndighed over D. (Der var ikke sag om S)
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskasse
Landsrettens begrundelse
Landsretten har anset det for unødvendigt, at der under ankesagen på ny afholdes en børnesamtale med D, da hendes perspektiv må anses for tilstrækkeligt belyst.
Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, herunder parternes forklaringer, finder landsretten, at der trods de udfordringer, der har været i forbindelse med parternes samarbejde om D, ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke fremadrettet vil kunne samarbejde om D’s forhold til hendes bedste, jf. forældreansvarslovens § 11.
Landsretten finder, at der på denne baggrund ikke er grundlag for at fastslå, at det vil være bedst for D, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., jf. § 4. Det må således anses for bedst for D, at hendes forældre i overensstemmelse med lovens udgangspunkt fortsat har fælles forældremyndighed. Den omstændighed, at D ikke har haft samvær med F siden sommeren 2021, og at det er hendes ønske, at han ikke skal have del i forældremyndigheden, kan ikke føre til en anden vurdering.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom.
Kommentar:
Jeg plejer godt nok at sige, at det ikke giver mening at føre sag om så store teenagere.
Men her synes det oplagt, at det er datterens ønske at slippe for fars indblanding, og at det ønske ikke efterkommes.
Man må vel læse Fs forklaring og holdning sådan, at han nærmest lover ikke at ville blande sig – men bare beholde den formelle indflydelse.
Faktisk tænker jeg, at dommen er udtryk for manglende respekt for pigen.
Viggo Bækgaard
2. maj 2025