Fælles forældremyndighed ophævet, og forældremyndigheden tillagt F over 11-årig P, der dermed flyttes fra M til F med bestemmelse om, at dommen kan fyldbyrdes, selv om den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, Retten i Roskilde den 8. oktober 2013, utrykt.

Fælles forældremyndighed ophævet, og forældremyndigheden tillagt F over 11-årig P, der dermed flyttes fra M til F med bestemmelse om, at dommen kan fyldbyrdes, selv om den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, Retten i Roskilde den 8. oktober 2013, utrykt.

Sagens baggrund:

Forældrene ophævede samlivet i september 2003, da P var et år gammel. M fik eneforældremyndigheden ved byretten i 2003, hvor sagen ikke blev anket. I forbindelse med ændring af forældreansvarsloven, påbegyndtes en forældremyndighedssag om fælles forældremyndighed, hvilket blev gennemført uden retssag.

Allerede i 2004 havde F betydelige betænkeligheder omkring Ms moderskab. Forløbet siden 2004 førte til mange bekymringer fra F, som han ikke følte at kunne gøre noget ved. De sociale myndigheder var involverede flere gange i perioden.

I 2012 eskalerede problemerne.  M etablerede voldsom konflikt omkring Ps skole, og der var massiv skolefravær i de perioder, P var hos M.

Sagen indledtes i Statsforvaltningen i efteråret 2012. Første retsmøde var i januar 2013. Der var børnesagkyndig undersøgelse, og andet retsmøde ultimo september, efter at en børnesagkyndig undersøgelse forelå omkring første juli.

Byrettens begrundelse:

Ps perspektiv og synspunkter må anses for tilstrækkeligt belyst ved den under sagen foretagne børnesagkyndige undersøgelse og de samtaler, der i den forbindelse har været gennemført med hende. Herefter finder retten ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på at gennemføre en supplerende samtale med P ved en børnesagkyndig.

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger og på baggrund af navnlig oplysningerne i den børnesagkyndige erklæring og parternes forklaringer om parternes forhold, konfliktniveau, samarbejdsvanskeligheder og manglende kommunikation sammenholdt med oplysningerne om Ps aktuelle situation og behov, herunder hensynet til at sikre P den fornødne kontinuitet og tryghed i hverdagen, finder retten, at der er sådanne holdepunkter for at antage, at parterne fremadrettet ikke vil kunne samarbejde om Ps forhold til hendes bedste, at der er grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed, og at dette også vil være bedst for P.

Efter en samlet vurdering af oplysningerne om parternes forhold og Ps situation og behov, og idet der i den forbindelse også er lagt vægt på, hvem af forældrene, der efter de foreliggende oplysninger må antages bedst at være i stand til at tage vare på Ps behov og fortsatte udvikling og sikre samarbejdet med skoler, offentlige myndigheder, læger m.v., finder retten, at det vil være bedst for P, at forældremyndigheden tillægges F alene.

Herefter tages Fs påstand om, at den fælles forældremyndighed ophæves, og at forældremyndigheden tillægges ham alene, til følge, jfr. forældreansvarslovens § 11, jfr. § 4.

Efter oplysningerne om Ps aktuelle situation og behov og under hensyn til sagens langvarige forløb og den heraf følgende belastning af P, tages Fs påstand om, at dommen skal kunne fuldbyrdes, selv om den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, jfr. rpl. § 480 stk. 2.

kommentar:

Jeg repræsenterede F både i 2004 og nu. Den mest rammende kommentar gives egentlig i mit notat fra min første samtale med F i denne omgang, der fandt sted i november 2012. Heri skriver jeg nemlig:

”Det var ærlig talt en skræmmende samtale set i lyset af den sag, som var i 2004 og det notat, som stammer tilbage fra 14. april 2004.  Intet har forandret sig til det bedre. P er blevet 8 år ældre.”

Intet er lettere end at se i bakspejlet og sige ”hvad sagde vi”. Sandheden er og var, at det bestemt er svært at flytte forældremyndighed over en godt 2-årig, der slet ikke har boet sammen med F. Derfor er det svært at bebrejde nogen selv i bagklogskabens lys.

Viggo Bækgaard