Fælles forældremyndighed ophævet for 3 børn på i dag 13, 11 og 5 år ophævet på grund af konkrete forhold og ikke, fordi den ene forælder bor i Danmark, og den anden i udlandet, Højesterets dom af 16. februar 2016 – DISSENS, utrykt

Fælles forældremyndighed ophævet for 3 børn på i dag 13, 11 og 5 år ophævet på grund af konkrete forhold og ikke, fordi den ene forælder bor i Danmark, og den anden i udlandet, Højesterets dom af 16. februar 2016 – DISSENS, TFA 2016/224 og UFR  2016/1949

Probemstilling som beskrevet på Højesterets hjemmeside:

Sagen vedrørte spørgsmålet, om den fælles forældremyndighed over tre børn skulle ophæves, og forældremyndigheden skulle tillægges moderen alene. Moderen og børnene boede i Danmark, mens faderen havde bosat sig i udlandet.

Byretten havde tillagt moderen forældremyndigheden alene, og landsretten havde stadfæstet denne afgørelse.

Højesterets flertal fandt, at den geografiske afstand mellem forældrene ikke i sig selv kunne føre til, at den fælles forældremyndighed skulle ophæves. Der var imidlertid sikre og konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene, der ikke hidtil havde været i stand til at samarbejde tilfredsstillende om børnenes forhold, under de nuværende omstændigheder heller ikke fremover ville kunne etablere et sådant samarbejde til bedste for børnene. Den beskedne kontakt, der havde været mellem faderen og moderen samt børnene, og faderens manglende deltagelse i varetagelsen af forældreansvaret måtte tilskrives hans forhold. Flertallet fandt derfor, at betingelserne for at fravige lovens hovedregel om fælles forældremyndighed var opfyldt.

Byrettens begrundelse (april 2014):

Det fremgår af oplysningerne om parternes og børnenes forhold, at børnene efter parternes samlivsophævelse i januar 2012 blev boende hos sagsøgeren i det fælles hjem. De havde regelmæssigt samvær med sagsøgte med de begrænsninger, hans boligforhold medførte. Efter sagsøgtes flytning i september 2012 til X-land har han kun haft sporadisk kontakt med børnene på sine korte besøg i Danmark. I denne periode har sagsøgeren alene varetaget omsorgen og opdragelsen af børnene.

Efter samlivsophævelsen har sagsøgeren været utilfreds med, at sagsøgte ikke har kunnet afse ret megen tid til børnene under sine besøg i Danmark. Sagsøgte har blandt andet besværet sig over, at sagsøgeren vil styre hans kommunikation med børnene over telefon og Skype. Bortset herfra har der ikke været uoverensstemmelser eller egentlige konflikter mellem parterne om børnene.

På baggrund af sagsøgtes flytning til X-land må det imidlertid antages, at sagsøgte reelt ikke er interesseret i at varetage den daglige omsorg for børnene eller deltage i opdragelsen af dem, men helt har overladt denne opgave til sagsøgeren, der som den eneste af børnenes forældre har levet op til det ansvar, der hører med til at være indehaver af forældremyndigheden.

Det må herefter anses for bedst for børnene, at den fælles forældremyndighed over dem ophæves,

og at forældremyndigheden tillægges sagsøgeren alene.

Landsrettens begrundelse: (oktober 2014)

Landsretten er enig med byretten i, at As bopæl i X-land medfører så betydelige vanskeligheder for parternes samarbejde om de tre børn, at der er grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed i medfør af forældreansvarslovens § 11. Landsretten tiltræder således, at det er bedst for børnene, at B skal have forældremyndigheden alene.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Højesterets begrundelse:

Sagen angår, om A og Bs fælles forældremyndighed over deres børn, E, D og C skal ophæves, og forældremyndigheden skal tillægges B alene.

Som anført i Højesterets dom af 24. november 2015 (sag 58/2015) bygger forældreansvarsloven på et udgangspunkt om, at et barn har ret til to forældre, og at barnet har krav på, at begge forældre påtager sig ansvaret og omsorgen for barnet. Efter loven fortsætter den fælles forældremyndighed, selv om forældrene har ophævet samlivet eller er blevet separeret eller skilt.

Den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.

Efter forarbejderne til ændringen af forældreansvarsloven i 2012 kan retten kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der kan påvises konkrete holdepunkter for, at forældrene må antages ikke at kunne samarbejde – også fremadrettet – til bedste for barnet. Det kan indgå i vurderingen, at en forælder ikke er interesseret i at varetage omsorgen for barnet og ved sin adfærd har vist, at den pågældende ikke har til hensigt at deltage i barnets liv. Det kan f.eks. være en forælder, som efter praksis ikke vil få samvær, eksempelvis fordi den pågældende ikke har formået at være i stabil kontakt med barnet eller har været fraværende i barnets liv i flere år, og den manglende kontakt kan tilskrives samværsforælderens egne forhold. Det kan endvidere tillægges betydning, i hvilken grad forældrene kommunikerer med hinanden om barnet og barnets forhold, idet kommunikationen skal kunne danne grundlag for et egentligt samarbejde. Fælles forældremyndighed forudsætter således, at forældrene realistisk set er i stand til sammen og inden for en rimelig tid at blive enige om spørgsmål om barnet. Det fremgår endvidere af forarbejderne til 2012-lovændringen, at forældreansvarslovens overordnede intention om at fastholde forældrenes fælles ansvar for barnet gennem et udgangspunkt om fælles forældremyndighed fortsat skal være afsættet for vurderingen af, om den fælles forældremyndighed skal fortsætte eller ophæves. Lovændringen skal øge muligheden for – og understrege lovens andet grundprincip om – at træffe afgørelser, som er til barnets bedste, og øge muligheden for at skærme barnet mod forældrenes konflikt.

A og B mødte hinanden i 1997 på deres fælles arbejdsplads i Danmark. De boede da begge i Danmark. De blev gift i 2001 og fik sammen børnene E, D og C, der i dag er henholdsvis 13 år, 11 år og 5 år. Efter det oplyste ophævede forældrene samlivet og blev skilt i første halvår 2012, hvorefter B og de tre børn blev boende i det tidligere fælles hus. I efteråret 2012 flyttede A til X-land, hvor han fortsat bor og driver selvstændig virksomhed. A er i X-land gift på ny med en kvinde, med hvem han i 2015 fik et barn. A har deltaget i forsørgelsen af de tre børn i Danmark ved at betale børnepenge og ved at bidrage til, at B og børnene fortsat kunne bo i huset, som hele familien tidligere boede i. Huset er nu blevet solgt.

De foreliggende oplysninger om As kontakt til B og deres tre børn og om hans samvær med børnene siden efteråret 2012 er behæftet med en vis usikkerhed, og parterne er heller ikke enige herom.

Tre dommere – Poul Søgaard, Jytte Scharling og Henrik Waaben – udtaler herefter:

Vi lægger efter oplysningerne i sagen til grund, at der siden As flytning til X-land i 2012 har været en vis kontakt mellem ham og B. Denne kontakt har navnlig været gennem brug af mobiltelefon og mail. Kommunikationen mellem parterne har efter det oplyste navnlig omfattet spørgsmål om bl.a. udstedelse af nyt pas til et af børnene, om Es konfirmation og om salg af deres tidligere fælles bolig. Der er ikke under sagen fremkommet nærmere oplysninger om, at A og B løbende har kommunikeret med hinanden om børnene og deres forhold i hverdagen.

Vi lægger efter parternes oplysninger til grund, at kommunikationen har været besværliggjort af den store geografiske afstand, og at det generelt har været vanskeligt for B at komme i kontakt med A.

Om As kontakt til og samvær med børnene lægger vi efter  oplysningerne i sagen til grund, at A gennem telefon og Skype har haft i hvert fald en vis kontakt med børnene, navnlig med det ældste barn, E. Denne kontakt gennem telefon og Skype har imidlertid givet anledning til uoverensstemmelser mellem parterne om hyppigheden af og tidspunktet for As kontakt med børnene, hvilket har ført til, at A i dag kommunikerer direkte med børnene uden Bs mellemkomst. Under sine forretningsrejser til Danmark har A enkelte gange haft samvær med børnene.

Tilrettelæggelsen af dette samvær har været forbundet med vanskeligheder og givet anledning til uenighed mellem A og B. Det er således sket, at A har været på besøg i Danmark, uden at det har været muligt for parterne at tilrettelægge samvær mellem børnene og ham.

Parterne har aldrig indgået faste aftaler om samvær mellem A og børnene, herunder om hyppigheden og varigheden af samværet.

Vi finder, at den geografiske afstand mellem parterne som følge af As bopæl i X-land ikke i sig selv kan føre til, at den fælles forældremyndighed skal ophæves. Vi finder imidlertid på den ovenfor anførte baggrund, at der er tilvejebragt sikre og konkrete holdepunkter for at antage, at A og B, der efter vores opfattelse ikke hidtil har været i stand til at samarbejde tilfredsstillende om børnenes forhold, under de nuværende omstændigheder heller ikke fremover vil kunne etablere et sådant samarbejde til bedste for børnene. Den beskedne kontakt mellem A og B samt børnene og As manglende deltagelse i varetagelsen af forældreansvaret må tilskrives hans forhold. Vi finder derfor, at betingelserne for at fravige lovens hovedregel om fælles forældremyndighed er opfyldt, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.

Vi stemmer herefter for at stadfæste landsrettens dom, således at den fælles forældremyndighed over E, D og C ophæves, og at forældremyndigheden tillægges B alene.

Dommerne Jens Peter Christensen og Jens Kruse Mikkelsen udtaler:

Vi lægger efter oplysningerne i sagen til grund, at A har bevaret kontakten til børnene efter flytningen til X-land, herunder navnlig i tilknytning til forretningsrejser til Danmark et par gange om året, og i et vist omfang pr. telefon og Skype imellem disse rejser. Efter de gennemførte børnesamtaler med de to ældste børn på 13 år og 11 år lægger vi til grund, at børnene er velfungerende og ikke negativt påvirket af, at der har været fælles forældremyndighed. Der er uenighed mellem parterne om, i hvilket omfang de kommunikerer med hinanden om børnenes forhold, men der er ikke oplysninger om egentlige uoverensstemmelser imellem dem. B har oplyst, at det er svært for hende at få kontakt med A i X-land, og at det f.eks. var vanskeligt at få udstedt et nyt pas, da et pas var blevet stjålet under et indbrud i deres hus.

Vi finder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at A ikke er interesseret i at varetage omsorgen for børnene eller ved sin adfærd har vist, at han ikke har til hensigt at deltage i deres liv. Vi finder på det foreliggende grundlag, at det heller ikke er påvist, at As bopæl i X-land har medført eller vil medføre sådanne vanskeligheder for hans og Bs kommunikation og samarbejde om børnene, at de ikke er eller fremover vil være i stand til sammen og inden for en rimelig tid at blive enige om spørgsmål om børnene.

Vi finder herefter, at der ikke er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde til bedste for deres tre børn. Fortsat fælles forældremyndighed må – i overensstemmelse med forældreansvarslovens overordnede formål – i denne situation antages at kunne medvirke til at fastholde forældrenes fælles ansvar for børnene, uanset at de ikke lever sammen. Der er derfor ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt. Vi stemmer herefter for at frifinde A for Bs påstand herom.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

Kommentar:

Se kendelse i sagen om samtale med børnene her

Højesteret valgte at foranstalte en samtale med de to største børn for at få et konkret indtryk. Det fremgår ikke af sagen, hvilket land, der er tale om. Derimod fremgår det, at forældrene havde mødt hinanden i det pågældende land, hvorfra moderen kom. Faren var dansker. Børnene udtrykte det som lidt pudsigt, at nu var situationen pludselig, at far bor i det pågældende land, mens mor bor i Danmark.

Familieretsjurister ærgrer sig meget over, at det generelt er meget svært overhovedet at få lov til at få en sag i Højesteret. Særligt forældreansvarssager har det været svært at få Procesbevillingsnævnets tilladelse til at føre for Højesteret.

 Den væsentligste betingelse for overhovedet at få lov til det er, at sagen skal være principiel.

 Tankegangen er, at Højesterets samfundsindsats skal indskrænkes til via sine afgørelser at udstikke retningslinjer for lovfortolkning, som såvel advokater som by- og landsretterne kan pejle efter fremadrettet.

 Derfor sidder vi hele tiden og venter spændt på sådanne principielle afgørelser, som vil kunne gøre det lettere at agere både som forældrene i deres indbyrdes konflikt men også for os, der skal forsøge at rådgive befolkningen om, hvordan konflikten vil blive løst, hvis den skal løses juridisk og ikke ved forhandling (retsmægling eller mediation).

Forældreansvarslovens altoverskyggende princip er, at en afgørelse efter loven skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Alle bemærkninger til loven lægger vægt på, at afgørelsen skal træffes efter det konkrete barns konkrete forhold.

De senere års få højesteretsafgørelser må i sandhed siges at understrege det. De bliver nemlig ofte ikke afgjort af en enig Højesteret.

I de fleste højesteretssager deltager der 5 dommere. Når dommerne ikke er enige, siger man, at der er dissens. Men det er selvfølgelig flertallets afgørelse, som gælder.

I den nyeste dom fra 16. februar 2016 (ovenstående), bruger alle højesteretsdommerne en del plads på at gennemgå det helt overordnede om loven og hensigtserklæringerne om, at et barn har ret til to forældre, og at det er hovedreglen, at der skal være fælles forældremyndighed, med mindre det i et fremadrettet perspektiv må antages, at forældrene ikke er i stand til at samarbejde til gavn for børnene.

Herefter deler Højesteret sig med 3 dommere for eneforældremyndighed til mor og 2 for fælles forældremyndighed. De foretager simpelthen en konkret vurdering baseret på den enkelte højesteretsdommers indtryk af, hvorvidt forældrene må antages at kunne samarbejde.

Det eneste, som man kan udlede af dommen er vel egentlig, at afstanden i sig selv ikke bør kunne forhindre fælles forældremyndighed. Men det er der nu mange afgørelser, som er nået frem til.

Højesteret har imidlertid også i november 2015 haft spørgsmålet om fælles forældremyndighed til behandling.

Højesteret har den 24. november truffet afgørelse i en sag om fælles forældremyndighed, der desværre ikke efterlader befolkningen i større afklaring om retsstillingen.

Problemstillingen i den sag var, at der var tale om en dansk far og en thailandsk mor, som lærte hinanden at kende i 2010 på en ferie i Thailand. Faren arbejdede dengang i Holland, og parret flytter sammen der, hvor de får en datter i december 2011.

De ophæver samlivet i oktober 2012. En hollandsk domstol bestemmer, at faren må tage datteren med til Danmark, hvilket han så gjorde i august 2013.

Herefter har moren et relativt sporadisk samvær i farens hjem i Danmark ca. en gang om måneden. Samværet synes vanskeliggjort af, at faren ikke tillader moren at tage barnet med på et almindeligt samvær, da han frygter, at moren vil tage barnet med ud af landet. Mors økonomi synes at være årsag til det ret sporadiske samvær, da det er bekosteligt at rejse til Danmark og indlogere sig på hotel.

Derudover er der nogenlunde hyppig skype-kontakt mellem mor og barn. Datteren taler kun dansk.

Der er en del uoverensstemmelser mellem forældrene om flere forskellige forhold. De har lidt sprogforvikling, da deres interne sprog er engelsk, som de kun synes at beherske begrænset. Religiøse uoverensstemmelser har rod i, at mor er buddist og far kristen.

Far siger, at der ikke rigtig er noget samarbejde. Mor at det sådan set fungerer nogenlunde.

Nøjagtig som i den nyeste dom deler Højesteret i november-sagen sig i en 3-2-afgørelse baseret på meget konkrete vurderinger af samarbejdspotentialet.

Tilbage i 2011 havde Højesteret en sag til prøvelse spørgsmålet om, hvorvidt en bopælsforælder kan flytte med barnet, sådan som det egentlig fremgår af forældreansvarslovens § 2. (Bopælsforælderen kan bestemme, hvor i landet barnet skal bo). Højesteret bestemte ved den dom (UFR 2011/257), at 2 børn på 4 og 6 år skulle bo hos M, der var flyttet fra en by til en anden men også dengang i en 3-2-afgørelse. Jeg kommenterede dengang afgørelsen sådan:

Afgørelsen er på en måde rigtig ærgerlig. Det er ekstremt vanskeligt at få lov til overhovedet at få en sag for Højesteret gennem Procesbevillingsnævnet. Sagen skal være principiel.

Når så endelig det lykkes at få en sag om flytning i Højesteret, kommer der en 3-2-afgørelse.

Det ærgrer mig grænseløst, at Højesteret både for flertallets og mindretallets vedkommende alene går ind i en ”ævle-bævle-argumentation”. Vel skal domme være konkrete, men når vi er helt oppe og ringe i Højesteret, ville det have været dejligt, om man havde forholdt sig mere konkret til lovens bestemmelser om, at det er bopælsforælderen, der bestemmer hvor i landet barnet skal bo.

Det gjorde de så ikke. Derfor må jeg konstatere, at det trods alt virker rigtigst på mig, at Højesterets flertal lægger afgørende vægt på tilknytningen til forældrene end til ”byen”.

Jeg tror virkelig, at de her nævnte afgørelser er de seneste tre, hvor Højesteret har haft mulighed for at mene noget om forældremyndighed og bopæl for skilsmissebørn.

Som du kan se, er der ikke megen vejledning at hente i Højesteret.

Viggo Bækgaard