Fælles forældremyndighed over drenge på 8 og 10 år med bopæl hos far. Landsretten tillod nye påstande under anken, TFA 2017/342 ØLD

Fælles forældremyndighed over drenge på 8 og 10 år med bopæl hos far. Landsretten tillod nye påstande under anken, TFA 2017/342 ØLD

Byrettens begrundelse:

M har efter loven forældremyndigheden alene.

Der har været kontinuerligt samvær mellem drengene og F, og begge parter vurderes at have forældreevne.

Børnenes perspektiv er inddraget ved udtalelser fra skole og fritidsinstitutioner, partsforklaringer og børnesamtaler.

Parterne har i perioder boet sammen eller været meget sammen, og F ønsker nu, at forældremyndigheden skal være fælles. Han er indforstået med, at børnene fortsat skal blive boende hos deres mor. Han har forklaret, at der er store ulemper forbundet med, at han ikke har del i forældremyndigheden, han har f.eks. ikke ret til en separat skole/hjem-samtale, når parterne ikke kan møde på samme tid. Han kan ikke bestille en recept til drengene eller bestille skolefotos.

Der har i den senere tid op til sagen været en begrænset kommunikation mellem parterne, og retten har vejledt parterne om at følge et kursus i kommunikation.
Retten har lagt til grund, at M som indehaver af den fulde forældremyndighed overhovedet ikke orienterer F. Når han f.eks. dagen før skole/hjem-samtalen finder ud af, at hun har ændret mødetiden, så han ikke kan møde, mener hun, at han selv må finde ud af det. Dermed skaber hun konflikterne. Hun inddrager også børnene i parternes konflikt ved f.eks. at vise parternes korrespondance på telefonen. Hun har under hovedforhandlingen insinueret forskellige ting om F uden at underbygge det konkret, hvorfor retten har set bort herfra.

Parternes relationelle fundament er skrøbeligt. De har dog været i stand til at indgå aftale om børnenes skole og har frem mod nærværende sag haft et praktisk samarbejde, hvor farmor kunne træde til, når de begge havde svært ved at nå at hente børn.

Efter en samlet vurdering finder retten, at det vil være bedst for børnene, som er stærkt knyttet til begge parter, at de har fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens §§ 4 og 14.

Landsrettens begrundelse

Efter bevisførelsen for landsretten lægges det til grund, at parterne i tiden efter B2’s fødsel i perioder boede sammen, og at parterne i hvert fald fra 2010 til samlivsophævelsen i 2015 hele tiden boede sammen. Landsretten lægger endvidere til grund, at begge drenge har en lige så tæt relation, tilknytning og kontakt til deres far som til deres mor. Uanset at der navnlig i den sidste tid har været problemer i parternes samarbejde, finder landsretten efter parternes forklaringer og det indtryk, som landsretten har fået af parterne, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke fremadrettet igen vil kunne samarbejde om drengenes forhold til drengenes bedste. På den baggrund tiltræder landsretten, at det efter en samlet vurdering er bedst for drengene, at parterne fremover har fælles forældremyndighed over B2 og B1.

Det er i retspraksis flere gange fastslået, at spørgsmålet om, hvorvidt en ny påstand kan tillades nedlagt under anke af en sag efter forældreansvarsloven, skal afgøres efter retsplejeloves § 383 og § 384. Landsretten finder, at appellanten har haft tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser i relation til indstævntes nye påstand om bopæl.

Landsretten tager derfor indstævnes påstand om bopæl under påkendelse.

Begge drenge har indtil marts måned dette år boet i det samme lokalområde, hvor de også hidtil har gået i institution og nu i skole. På denne baggrund sammenholdt med drengenes alder og tilknytning til indstævnte finder landsretten, at det er bedst for drengene, at de får bopæl hos indstævnte, jf. forældreansvarslovens § 17.

Som følge af det anførte stadfæster landsretten derfor byrettens dom med den tilføjelse vedrørende spørgsmålet om bopæl, at begge drenge skal have bopæl hos indstævnte.

kommentar:

Hvis du læser den grundige afgørelse i TFA, vil du i tidsskriftets hoved få indtryk af, at mor fik bopælen. Det er ikke rigtigt.

Landsretten placerer bopælen hos F. Byrettens begrundelse – og forklaringerne – indikerer egentlig, at der er tale om samarbejdschikane fra mor, som endte med at få konsekvenser for hende.

Viggo Bækgaard