Fælles forældremyndighed over D1 på 11 og D2 på 9 ophævet. Forældremyndigheden tillagt M2, hvilket indebar bopælsskifte fra M1, Retten i Sønderborg den 20. februar 2020, utrykt.

Fælles forældremyndighed over D1 på 11 og D2 på 9 ophævet. Forældremyndigheden tillagt M2, hvilket indebar bopælsskifte fra M1, Retten i Sønderborg den 20. februar 2020, utrykt.

Dommen er på intet mindre end 25 sider, hvilket er en ganske usædvanlig omfattende dom.

M1 og M2 indgik registreret partnerskab i 2007. M2 har født begge børn.

Parterne blev skilt i 2015. M1 tog i forbindelse med skilsmissen på krisecenter med børnene. Bopælen blev ved Østre Landsrets dom i begyndelsen af 2017 tillagt M1, hvilket var en stadfæstelse af byrettens dom.

Der har siden samlivsophævelsen været konflikt om samværet. I sommeren 2018 bestemte Statsforvaltningen, at der skulle være en 9/5 ordning.

M2 anlagde i 2018 en bopælssag, der ifølge dommen blev hævet i december 2019. (Det må nu være en fejlskrift for 2018).

Den 11. marts 2019 modtog X Kommune underretning om mistrivsel hos D1 og D2. Den 12. marts 2019 fremsendte X Kommune underretningen videre til Statsforvaltningen med anmodning om hurtigst muligt at træffe midlertidig afgørelse om bopælsændring, således at børnene fik bopæl hos M2. Forvaltningen præciserer, at ingen af forældrene er underrettet, da der er tale om en underretning om psykisk vold  af bopælsforælderen.

Dommen refererer flere samtaler med børnene, hvor de i meget markante vendinger fortæller om forholdene hos M1 og deres angst i forhold til hende.

Forvaltningen understreger, at det ikke er på M2s initiativ, at sagen er startet.

Byrettens begrundelse:

Under henvisning til sagens oplysninger og parternes forklaringer lægges det til grund, at der mellem parterne består en voldsom og uløselig konflikt.

Børnene har under samtalen med dommeren og den børnesagkyndige fremtrådt tyngede og synligt præget af denne konflikt i en sådan grad, at dette giver anledning til alvorlig bekymring. Den børnesagkyndige har således beskrevet, at begge drenge fremstår stærkt traumatiserede pga. konflikten og har brug for absolut ro.

Børnene har under samtalen meget tydeligt fortalt, at de ikke ønsker at bo hos M1 og heller ikke ønsker at se hende.

Parterne kan ikke samarbejde med hinanden om børnenes forhold til børnenes bedste.

Under henvisning til ovenstående og for at skabe mest mulig ro for børnene vurderes det, at det er bedst for børnene, at M2 får eneforældremyndigheden over børnene, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4, der således også kommer til at bo hos hende.

Kommentar:

De, som måtte have læst dommen den 23. februar, da den blev lagt op, har formentlig og med rette været forvirret. Jeg har nemlig i betydeligt omfang byttet om på M1 og M2. 

Så jeg repeterer lige faktum. Det var M1, der oprindeligt tog på krisecenter med børnene. Det var M1, som vandt den første sag i 2016-17, og som børnene derfor kom til at bo hos i flere år. Det var M1, som børnene markant tog afstand fra. Det var kommunen, der – meget usædvanligt – rettede henvendelse til Statsforvaltningen med anmodning om at ændre på bopælsstatus for børnene. Det har jeg faktisk trods mine mange års erfaring på området aldrig været ude for.

Som nævnt er det en ualmindelig lang og grundig byretsdom med usædvanlig mange belastende oplysninger om børnens trivsel.

Mit kendskab til sagen stammer alene fra den fyldige dom samt fra byrettens dom i 2016, som der er linket til ovenfor. Mange vil måske undre sig over det lange dramatiske forløb og over, at forholdene ikke er gennemskuet tidligere. Den undren eksisterer næppe hos de mange medlemmer af vores forening og læsere af hjemmeside og facebookside. Det er nemlig slet ikke så usædvanligt endda.

Viggo Bækgaard

23. februar 2020