F fik ikke forældremyndigheden over børnene, da han havde dræbt M, TFA 2020/193 VLD

F fik ikke forældremyndigheden over børnene, da han havde dræbt M, TFA 2020/193 VLD

Problemstilling: Statsforvaltningen havde i januar 2019 tildelt forældremyndigheden til advokat V. F ønskede forældremyndigheden, subsidiært hans bror indsat. Det bemærkes, at F havde eneforældremyndigheden, da han dræbte M.

Byrettens begrundelse:

Det kan efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at begge børn trives på det opholdssted, hvor de har boet i mere end 3 år. Det kan også lægges til grund, at de begge er tæt knyttet til F, og at de begge har givet udtryk for, at de ønsker, at forældremyndigheden over dem tillægges ham. Videre har de givet udtryk for, at de ønsker at bo hos F’s bror i Italien, hvis de ikke kan bo hos F.

Det kan imidlertid også lægges til grund, at F afsoner en dom på fængsel i 12 år for drab på børnenes mor. Selvom han tillægges forældremyndigheden, vil han derfor ikke have mulighed for at have børnene boende hos sig.

F har forklaret, at han, hvis han får forældremyndigheden, i samarbejde med børnenes opholdsted vil gøre, hvad der er bedst for børnene. Efter den forklaring, han har afgivet, må det henstå som uvist, om han i givet fald vil lade børnene forblive på opholdstedet, eller om han vil lade dem flytte til Italien med henblik på, at de kan bo hos hans bror.

Familieretten skal efter forældreansvarslovens § 15 a, jf. § 4 a, træffe afgørelse i sagen ud fra, hvad der er bedst for børnene.

Navnlig under hensyn til, at begge børn beskrives som havende massive behov for pædagogisk støtte og guidning, finder familieretten, at det er afgørende for deres fortsatte udvikling og dermed bedst for dem, at de forbliver i deres nuværende miljø, hvor deres særlige behov er kendt og bliver tilgodeset. Dette kan efter det anførte alene sikres ved, at forældremyndigheden tillægges en anden end F.

Det følger af det anførte, at advokat V frifindes.

Landsrettens begrundelse:

F er ved endelig dom af 27. september 2017 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237 ved den 10. oktober 2015 at have dræbt børnenes mor. Ved dommen blev han straffet med fængsel i 12 år og udvist af Danmark.

F havde forældremyndigheden alene over børnene, da børnenes mor døde, og der skal derfor i medfør af forældreansvarslovens § 15 a træffes afgørelse om, hvorvidt forældremyndigheden skal forblive hos ham, eller om en anden skal have forældremyndigheden.

Ved afgørelsen efter § 15 a finder forældreansvarslovens § 4 a anvendelse, idet det bemærkes, at § 4 a, der blev indføjet i forældreansvarsloven ved lov nr. 202 af 5. marts 2019, som trådte i kraft den 1. april 2019, også finder anvendelse på sager, som var under behandling ved lovens ikrafttræden, jf. de specielle bemærkninger til § 2 (om ikrafttræden) i lovforslag 2018/1 137.

Efter forældreansvarslovens § 4 a kan der ikke træffes afgørelse om, at F har forældremyndigheden over børnene, medmindre det er bedst for børnene, at han har forældremyndigheden over børnene efter § 15 a.

Efter forarbejderne til forældreansvarslovens § 4 a indebærer bestemmelsen, at der er en klar formodning imod, at en forælder er egnet til at have del i forældremyndigheden over et barn, når den pågældende – som F – er dømt for overtrædelse af straffelovens § 237. Der kan dog helt undtagelsesvist være enkelte børn, for hvem det efter en konkret og individuel vurdering kan være bedst at opretholde kontakten til en forælder, der er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet. Undtagelsesmuligheden skal dog anvendes restriktivt.

Af de specielle bemærkningerne til § 4 a fremgår blandt andet følgende om den vurdering, der skal foretages efter bestemmelsen:

»…

I vurderingen af, hvad der er til barnets bedste, skal indgå barnets relation til den pågældende forælder og barnets interesse i at bevare kontakten. Hensynet til den dømte forælder kan aldrig føre til, at der træffes en afgørelse, som ikke vurderes at være til barnets bedste. I vurderingen af, hvad der er til barnets bedste, skal endvidere indgå den nærmere karakter af forbrydelsen og omstændighederne i den forbindelse samt den tid, der er forløbet, siden forbrydelsen. Det forhold, at der foreligger særlige omstændigheder, såsom at parten var meget ung, da kriminaliteten blev begået, eller at der er gået lang tid siden partens løsladelse, kan dog ikke i sig selv føre til, at undtagelsen finder anvendelse. Sådanne forhold kan dog være relevante for vurderingen af barnets bedste, herunder bl.a. for vurderingen af partens evne til at drage omsorg for barnet og af risikoen for, at barnet udsættes for vold eller for at blive vidne til vold.

Det kan således bl.a. være relevant for vurderingen af barnets bedste, i hvilken kontekst forbrydelsen er begået. Det skal f.eks. indgå i vurderingen, om kriminaliteten er begået over for et familiemedlem m.v., da dette kan have betydning for vurderingen af forælderens evne til at drage omsorg for barnet og risikoen for, at barnet udsættes for vold eller for at blive vidne til vold, såfremt relationen til forælderen opretholdes. Tilsvarende kan aktualiteten af kriminaliteten have betydning for vurderingen af barnets bedste. Det vil således generelt indgå med vægt i vurderingen af, at det ikke er til barnets bedste, hvis forældrenes samlivsophævelse og/eller forældreansvarssagen er helt eller delvist udløst af den ene forælders kriminalitet. Ligeledes kan det være af relevans for vurderingen, hvis forældrene har opretholdt samlivet i en længere periode, hvor den anden forælder har været vidende om kriminaliteten, og det ikke har givet anledning til bekymring for den dømte forælders omsorgsevne. Der skal dog i denne sammenhæng være fokus på parternes relation til hinanden, herunder om der har været voldelig adfærd, eller den ene part af andre grunde har været tilbageholdende med at opløse samlivsforholdet og/eller rejse en forældreansvarssag.

Der skal i vurderingen af barnets bedste anlægges en helhedsvurdering. Barnets synspunkter, der bl.a. kan være fremkommet under en børnesamtale, skal tillægges vægt under hensyn til barnets alder og modenhed. Barnets synspunkter kan dog ikke stå alene, da der kan være situationer, hvor barnet ikke kan overskue konsekvenserne, f.eks. hvis parten er dømt for seksuelle overgreb, barnet og parten har et usundt psykisk afhængighedsforhold, eller barnet føler sig presset til at bevare kontakten til parten. Det skal i vurderingen af barnets bedste tillægges vægt, om barnet har været vidne til den kriminalitet, som parten er dømt for.

Muligheden for at gøre undtagelse efter en konkret vurdering af barnets bedste kan f.eks. være relevant i tilfælde, hvor barnets mor som kulmination på et forhold, hvor hun har været udsat for vold, slår sin samlever, der ikke er barnets far, ihjel, og hvor barnet har en meget tæt relation til sin mor, der tilsiger, at det er bedst for barnet, at moren har del i forældremyndigheden, at barnet har bopæl hos moren, eller at der fastsættes samvær eller anden kontakt med moren.

Tilsvarende kan undtagelsesmuligheden efter en konkret vurdering af barnets bedste, relationen mellem barnet og parten, og partens evne til at drage omsorg for barnet bl.a. være relevant i tilfælde, hvor barnets far har udsat moren for vold over en længere periode, og hvor moren i affekt begår grov vold mod faren.

Endvidere bør undtagelsesmuligheden overvejes, hvor forælderen for en længere årrække siden er dømt for en mindre alvorlig voldshændelse, der dog klassificeres som grov vold, forælderen og offeret ikke havde en nær relation, den anden forælder har været vidende om kriminaliteten under parternes forhold, barnet og forælderen har et nært og godt forhold, og der i øvrigt ikke er forhold, der tilsiger, at det ikke vil være til barnets bedste at opretholde kontakten til forælderen.

Undtagelsesbestemmelsen kan endvidere have særlig relevans i tilfælde, hvor begge forældre er dømt for kriminalitet omfattet af § 4 a, stk. 1.

…«

Ved den vurdering, der skal foretages efter forældreansvarslovens § 15 a, jf. § 4 a, har landsretten – udover den omstændighed, at F er dømt for at have dræbt børnenes mor og fortsat afsoner straffen herfor – navnlig lagt vægt på følgende:

Børnene, der nu er henholdsvis 15 og 16 år, har siden december 2015 været anbragt på et opholdssted. Børnene, der har haft en turbulent opvækst med mange flytninger og vedvarende konflikter mellem forældrene, har ifølge udtalelser fra opholdsstedet behov for massiv pædagogisk støtte og guidning. Børnene trives på opholdsstedet og profiterer af den støtte, de får. Det kan på baggrund af den børnesagkyndiges beskrivelse af F ikke antages, at han vil være i stand til at yde børnene den samme støtte.

F skal udvises efter afsoning af dommen, og det er ikke afklaret, hvor han vil tage ophold efter løsladelsen. Det er således ikke afklaret, om han kan eller vil tage ophold i Italien, eller hvilken betydning udvisningen vil have for hans mulighed for at tage vare på børnene.

Børnene har efter det oplyste fortsat en nær tilknytning til F, som de har samvær med, mens han afsoner sin straf. De har begge givet udtryk for, at de ønsker, at han skal have forældremyndigheden over dem. Udtalelserne herom skal dog ses i lyset af, at begge børn har givet udtryk for den opfattelse, at F ikke har slået deres mor ihjel. Børnene kan desuden ikke antages at kunne overskue konsekvenserne af, at F måtte få forældremyndigheden over dem, herunder betydningen for deres fortsatte ophold i Danmark. Under hensyn hertil kan der ikke lægges afgørende vægt på børnenes ønske.

Efter en samlet vurdering finder landsretten herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at det undtagelsesvist kan antages at være bedst for børnene, at F får forældremyndigheden over dem.

Familierettens dom stadfæstes derfor.

Kommentar:

Det er mig bekendt den første dom afsagt efter, at vi fik bestemmelsen i forældreansvarslovens § 4a.

Landsrettens præmisser er usædvanlig fyldige og fremstår næsten som en lærebog i, hvordan man skal forholde sig i disse sager.

Viggo Bækgaard