Eneforældremyndighed til M over D1 på 7 år, D2 på 5 år og P på 6 i vanskelig konflikt, integrationsproblematik og beskyldning om vold, ØLD 13. juni 2016, utrykt.

Eneforældremyndighed til M over D1 på 7 år, D2 på 5 år og P på 6 i vanskelig konflikt, integrationsproblematik og beskyldning om vold, ØLD 13. juni 2016, utrykt.

Byrettens begrundelse:

M blev familiesammenført med F i 2007-08 og tog herefter ophold i Danmark. Partenes børn P, D1 og D2 er født i 2009, 2010 og 2011.

Parterne har under ægteskabet været bosat sammen med sagsøgerens forældre og søskende i et fælles hus, og M har forklaret, at hun ikke havde lov til at forlade huset uden tilladelse fra Fs far, og at Fs far har optrådt voldeligt overfor såvel børnene som overfor sagsøgeren.

F har bestridt, at der er udøvet vold af hans familie og har tværtimod forklaret, at P har udøvet voldt mod børnene.

Det lægges efter forklaringerne til grund, at parterne har haft uoverensstemmelser, blandt andet fordi M ikke ønskede fortsat at skulle bo sammen med sin svigerfamlie, samt at parternes uenigheder tog til efter Ms rejse til hjemlandet i foråret 2015, hvorefter det kulminerede med, at M efter et større skænderi i september 2015 blev kørt til Tyskland og uden Fs vidende herefter den 23. september 2015 blev noteret som udrejst i folkeregisteret.

Efter de afgivne forklaringer lægges det endvidere til grund, at M ikke er blevet i det danske samfund i løbet af de år, hun har boet her i landet, og det ikke skyldes, at hun ikke ønskede dette, idet hun på troværdig vis har forklaret om sit ønske om at kunne være en del af sine børns liv i skole og daginstitution, hvilket hun efter sin forklaring ikke er givet mulighed for af Fs familie.

På grundlag af disse omstændigheder sammenholdt med, at F siden hun kom tilbage til Danmark i begyndelsen af oktober 2015 har opholdt sig på krisecenter, må det lægges til grund, at parternes uoverensstemmelser er af en sådan karakter, at de har ført til et så højt konfliktniveau mellem parterne, at der er væsentlige holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om børnene til gavn for børnene.

Betingelserne for at ophæve den fælles forældremyndighed er derfor opfyldt.

Efter oplysningerne om Fs mentale retardering og funktionsniveau, der støttes dels af rettens indtryk af F og af oplysningerne om, at F har været bistået af sine familiemedlemmer i forbindelse med næsten enhver kontakt til det offentlige, må det tillige lægges til grund, at F ikke selv er i stand til at varetage omsorgen for børnene og opfylde deres behov på en måde, der er tilstrækkelig for dem.

Om end børnene også er tæt knyttet til deres far og hans familie, som de altid har boet sammen med, må det på den baggrund o efter en samlet vurdering af sagens øvrige oplysninger lægges til grund, at det vil være bedst for børnene, at forældremyndigheden over dem tillægges M.

Ms påstand tages på denne baggrund til følge, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4.

Landsrettens begrundelse:

Efter de foreliggende oplysninger finder landsretten, at sagen er tilstrækkelig oplyst, hvorfor der ikke er grundlag for at imødekomme Fs anmodning om foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse.

Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om parternes og børnenes forhold tiltræder landsretten, at der er konkrete holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde til børnenes bedste, og det derfor er bedst for børnene, at den fæ forældremyndighed ophæves, og at forældremyndigheden tillægges M alene, jfr. forældreansvarsloven § 11, jf. § 4.

Landsretten stadfæster derfor dommen:

Kommentar.

Jeg førte sagen for F i landsretten men ikke i byretten.

Som advokat ved man aldrig objektivt, hvad der er den fulde sandhed i de sager, man har. Derfor kan jeg heller ikke objektivt sige fuldstændig skråsikkert, at dommen er forkert i sit resultat. Men jeg kan sige helt uden at ryste på hånden, at retten med en afgørelse som denne tager en chance helt uden at kunne vurdere, om det er rigtigt eller forkert. Det er simpelthen ikke fagligt og retssikkerhedsmæssigt i orden.

Utallige gange har jeg på denne hjemmeside fremhævet, at det er altafgørende, at en sag er undersøgt grundigt. Dertil kommer, at kun den afgørelse er god, der følger af en sagsbehandling og en begrundelse, hvor den tabende part sidder tilbage med en oplevelse af at forstå, hvorfor retten (eller i samværssager Statsforvaltningen) kommer till det resultat.

Det er ikke tilfældet i denne sag. På Fs vegne gjorde jeg meget tydeligt klart som mit synspunkt, at der burde foretages en børnesagkyndig undersøgelse, hvilket landsretten som så ofte afviste. Dommere besidder efter deres egen selvforståelse guddommelig visdom.

Problemstillingerne i sagen var som i mange andre sager mange og ikke helt enkle. Det fremgår af præmisserne, at M blev familiesammenført i 2007-08. Ligeledes fremgår af byrettens præmisser, at F havde nogle intellektuelle problemer. Han fremstilles i præmisserne og i et gammelt notat som mere uselvstændig, end han fremtræder.

Familien er kommet til Danmark i 1988. Det fremgår af sagen, at F har ganske mange søskende, som alle er fuldt integrerede i det danske samfund. Alle har  akademiske uddannelser eller er undervejs med sådanne. Jeg talte med flere familiemedlemmer undervejs. De afviste alle for mig yderst troværdigt, at M eller andre i familien havde været udsat for vold, og at M ikke måtte få danskundervisning eller undervisning i øvrigt. Retorisk må man vel med rette kunne spørge, om Ms påstande virker sandsynlige i en så veldokumenteret integreret familie.

Ms krisecenterophold ser jeg egentlig ikke som udtryk for dokumentation for noget som helst. Det er ikke så let at komme ind  på krisecenter, men jeg har flere gange oplevet, at udlændinge, som ikke har et netværk her i landet, lidt lettere er kommet ind på et krisecenter. M var på krisecenter i 9 måneder og er det fortsat ved dommens afsigelse.

2 af børnene var efter byrettens afgørelse blevet ”bortført” af M fra skolen, selv om F havde fået midlertidig forældremyndighed. Fogeden havde nægtet at tilbagegive børnene.  F havde heroverfor fået afslag på behandling af samværssag i Statsforvaltningen, da han havde forældremyndigheden på det tidspunkt. Så der har været 9 måneder, hvor 2 af børnene ikke har set det tredje barn og far, mens det tredje i samme periode ikke har set mor og sine søskende.

Der forelå udtalelser, der bestemt tydede på problemer hos i al fald et af børnene, som var hos M.

Det var to vanskelige og modsat rettede konklusioner. Enten skulle børnene bo hos far med en meget stærkt integreret familie som netværk, eller hos mor med et ikke eksisterende netværk.  

Landsretten har simpelthen ikke haft et seriøst belæg for at træffe en afgørelse uden en børnesagkyndig undersøgelse.

Hvis de havde valgt den løsning, ville vi have haft seriøs mulighed for at bedømme sagen. En  børnesagkyndig psykolog ville blive rettens neutrale flue på væggen i hjemmene og have mulighed for at  vurdere konsekvensen for børnene, hvis de skulle bo hos henholdsvis mor og far.

Nu vælger landsretten at kaste en mønt i vejret og sige: det går nok.

Jeg kan ikke lade være med at henvise til mit kapitel ”påstand mod påstsand”, som jeg skrev til bogen Forældreansvarsloven (K)ærligt talt i 2012. Flere af de betragtninger, jeg gør gældende i denne artikel.

Viggo Bækgaard