En forælder havde direkte eller stiltiende samtykket i barns indrejse til Danmark, hvorfor det ikke var børnebortførelse, TFA 2009/75 ØLK
Fogedretten har ved brev af 15. juli 2008 anmodet Familiestyrelsen om, i henhold til børnebortførelseslovens § 14, stk. 3, at anmode den polske centralmyndighed om dokumentation for, at F efter polsk ret har krav på at få udleveret S til Polen. Som svar herpå er fremsendt skrivelser fra dommer A, hvori anføres, at polsk ret ikke giver mulighed for at afgive erklæring desangående. Endvidere henvises til en erklæring, der angiveligt er udfærdiget af F’s advokat.
Det er oplyst at F og M har fælles forældremyndighed over S. Det er endvidere ved M’s forklaring, der underbygges af de fremlagte bilag, godtgjort, at F sammen med M har anmodet om opholdstilladelse for S i forbindelse med, at familien skulle tage ophold i Danmark. Opholdstilladelse er meddelt den 24. oktober 2007 for S. Det bemærkes, at der også er meddelt opholdstilladelse for F. F må herefter, som indehaver af den fælles forældremyndighed, anses at have givet samtykke til, at S rejste til Danmark.
På denne baggrund, og da det ikke er dokumenteret, at F efter polsk ret har krav på tilbagegivelse af barnet, finder fogedretten ikke, at S kan anses som ulovligt ført her til landet, jf. børnebortførelseslovens § 10.
Begæringen om udlevering af S til Polen tages derfor ikke til følge.
Stadfæstet af landsretten i henhold til grundene.