Det bliver sagt.
En boganmeldelse v/Viggo Bækgaard
en bog af Kristian Ditlev Jensen – Gyldendal 2001 (ISBN 87-00-49026-1)
Denne boganmeldelse er ret gammel (fra 2001) men lagt med op i forbindelse med ændring af Børn og Samværs hjemmeside, fordi den stadig er relevant i lyset af alt det, man læser om krænkelser af børn også i dag.
“Det bliver sagt” er en bog om pædofili skrevet af et offer. Det stod mig helt klart fra første omtale, at her var en bog, jeg måtte læse. Gennem de seneste år har jeg læst mere litteratur om menneskets abnorme opførsel end nogensinde tidligere.
Jeg hører næsten dagligt kunder fortælle om tidligere eller nuværende partnere, som har psykopatiske eller abnorme seksuelle karaktertræk. Indimellem har jeg den tvivlsomme ære at støde på nogle af de mennesker, som beskyldes for atypisk adfærd. Litteraturen om emnerne hjælper med usvigelig sikkerhed til forståelse af problemerne. Bøgerne hjælper også i vurderingen af, om en konkret person kan have de karakteregenskaber, som det påstås.
Denne bog er skrevet af en mand, som gennem 3 år – fra han var 9 til 12 år gammel – blev udsat for en pædofils vanvittige adfærd. Det er en fantastisk velskrevet bog. Det lykkes forfatteren at beskrive den pædofiles løgne, forstillelser og magtudøvelse på en gribende måde uden på noget tidspunkt at blive vulgær eller sentimental klynkende på offerets vegne.
Forfatterens had kommer frem på en måde, der fratager det karakter af hævntørst. Beretningen virker realistisk og formår at holde fast ved væmmelsen, samtidig med, at det forklares, hvorfor “forholdet” får lov at stå på så længe.
Bogen giver et bud på, hvilke mekanismer, der gør, at forældre overlader børn til andre voksnes varetægt uden at reflektere over, hvad der egentlig sker omkring barnet.
Det skal på dette sted understreges, at det ikke er en samværsbog. Det er ikke en bog om incest. Men mekanismerne virker genkendelige også i den sammenhæng.
På et tidspunkt vælger barnet at fortælle om sagen til sine forældre. Om reaktionen i den forbindelse er et par gribende afsnit på side 146.
“Mine forældre anede ikke, hvad de skulle stille op. Gustav havde i telefonen tryglet min far om, at de ikke meldte ham til politiet. Han havde siddet i fængsel før, og det ville han ikke kunne bære at skulle opleve igen. Han ville dø af det, havde han sagt. Enten ville han blive slået ihjel – eller også ville han begå selvmord. Samtidig med denne trussel, havde de den skam en offentliggørelse ville medføre at tænke på. Og de havde jo også mig at tænke på. Hvad skulle de stille op. De vidste det ikke.
For at få et godt råd, talte mine forældre med den eneste voksne person, som de dels kendte godt, og som de dels vidste havde forstand på børn. Hun var folkeskolelærer, og hun var desuden vores overbo. Efter en lang samtale, fik hun gjort min far og mor det klart, at det vigtigste i hele denne sag var, hvordan jeg havde det. En ting var retssag og hævn og skam og så videre. Men ville jeg – der jo stadig kun var et barn – kunne klare en retssag? Jeg skulle jo også kunne leve videre bagefter.
Når jeg tænker på det i dag, synes jeg, at rådgiverens tanker lyder både fornuftige, velgennemtænkte og ikke mindst omsorgsfulde. Det er uden tvivl netop sagens kerne i den slags situationer, at man virkelig tænker rationelt, konstruktivt og ikke bare lader krisens voldsomme følelser løbe af med en.
Desværre var mine forældre ikke i stand til at fortolke den dybere mening i folkeskolelærerens tankegang. Eller også var skammen over deres egen utilstrækkelighed bare så altoverskyggende, at de ikke magtede at overkomme den opgave, det ville være at rette op på den skade, der var sket.
Resultatet var i hvert fald helt anderledes ligetil, i forhold til det, læreren formentlig havde set for sig. De spurgte mig om, hvad jeg selv mente, at de skulle gøre. Syntes jeg, at de skulle gå til politiet – var det dét, jeg ville have? Eller syntes jeg, at de skulle lade være. Og nu skulle jeg tænke mig godt om -–for det var et meget alvorligt spørgsmål.”
Her har jeg citeret en af de passager i bogen, som jeg selv reflekterede en hel del over, da jeg læste den. Jeg læser selvfølgelig sådan en bog med “børn og samværs- briller”. Hele forfatterens formål med bogen er at afdække mekanismerne, der tillader sådan noget at ske. Hvorfor er børn tavse omkring det så længe? Hvilke psykiske relationer opstår mellem krænker og offer? I dette tilfælde var der ingen egentlig forbindelse mellem krænkeren og familien. Alligevel bliver båndene stærke.
I samværs-situationerne, hvor den pædofile begår incestuøse overgreb, er der langt stærkere bånd. Afsløringerne er måske derfor endnu vanskeligere.
Vi kræver, at man lytter mere til børnene. Men spørgsmålet, som disse afsnit rejser, er også, om vi trods alt ikke også skal nøjes med at lytte og så lade de voksne handle og beslutte. Beslutningen er let, når blot vi har lyttet rigtigt. Det er det sidste, det skorter på i den virkelige verden, som vi kender til.
Nogle år senere opsøger forfatteren Gustav, som krænkeren kaldes i bogen. I den forbindelse kommer et par afsnit, som vi i Børn og Samvær i den grad kan genkende. Jeg er nu på side 184:
“I de dage fortalte Gustav mig mange interessante ting. For eksempel fortalte han mig en dag, at den kvinde, han havde mødt, da jeg havde fortalt mine forældre hele historien, faktisk havde født ham en søn. Men allerede kort tid efter barnets fødsel, var de gået fra hinanden. Og hun havde med lynets hast sørget for, at han ikke måtte se barnet – overhovedet. Gustav forklarede den totalt manglende kontakt på flere forskellige måder, der imidlertid ikke harmonerede optimalt, når man sammenholdt dem indbyrdes. Men det var lige meget. Jeg vidste godt, hvad hun havde opdaget. Og jeg gratulerede hende i tavshed med hendes handlekraft. Det kunne lige passe, at Gustav skulle have sit egetbarn. Et barn han også havde juridisk hånd- og halsret over. En værre gyser kunne jeg ikke forestille mig.
Det mest sindssyge ved den historie var dog, at han tilsyneladende ikke var særlig sur over, at han ikke måtte se sin søn. Det, der gjorde ham virkelig rasende var, at hans tidligere kæreste engang havde ringet anonymt ind til et radioprogram, hvor en socialrådgiver sad og gav lytterne gode råd. Her havde hun, forklarede han med blussende kinder, sagt både det ene og det andet og det tredje om ham. Hvad det var, ville han ikke komme ind på. Men det var løgn alt sammen. Det var løgn.
“LØGN,! Det er LØGN”, skreg han melodramatisk ud i rummet”.
Personligt var jeg nu ikke så sikker på, at det var helt løgn. Hvis hun havde sagt noget i retning af det, jeg havde i tankerne, da han fortalte historien, så lød det da meget sandsynligt, at hun skulle have brug for et godt råd”.
Bogen er ubehagelig læsning, fordi emnet er ubehageligt. Forfatteren lægger ikke skjul på, at det også har været terapi at skrive den. Men hvor er det dog dejligt, at han havde modet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at læsningen vil hjælpe ofre og pårørende til forståelse og afklaring.
Man kunne ønske sig, at den også blev læst af beslutningstagere og sagsbehandlere i systemet. For eksempel i statsamterne og CivilRetsDirektoratet. Måske de en dag forstår, hvor vigtigt det er at tage signaler om krænkelser alvorligt.
I dag vil de bogstaveligt talt have BEVISER. Det er ikke nok til at få gennemført ordentlige undersøgelser, at “det bliver sagt”.
Viggo Bækgaard