Der havde ikke tidligere været fælles forældremyndighed, men F fik nu del i forældremyndigheden over 12-årige tvillinger, TFA 2009/54 VLD
Byrettens begrundelse:
Det lægges efter bevisførelsen til grund, at parterne gennem en årrække har boet sammen, og begge har deltaget i pasningen af A og B, som siden februar 2007, da parterne ophævede samlivet, har boet en uge ad gangen hos hver af parterne. På baggrund heraf sammenholdt med oplysningerne om baggrunden for, at forældremyndigheden ikke tidligere har været fælles, og da der efter oplysningerne i sagen ikke foreligger sådanne svære og uovervindelige samarbejdsproblemer, der taler imod etablering af fælles forældremyndighed, findes det bedst for A og B, at forældremyndigheden over dem er fælles, jf. forældreansvarslovens § 14, jf. § 4.
Begge parter er velegnede til at have A og B boende hos sig.
Efter de oplysninger, der foreligger om parterne og deres forhold sammenholdt med indholdet af dommerens samtale med A og B, findes det bedst for A og B at have bopæl hos F, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, jf. § 4.
F’s påstand tages herefter i det hele til følge.
Stadfæstet af landsretten i henhold til grundene.
