Byret kunne tage stilling til Statsforvaltningens midlertidige afgørelse, da sagen var indbragt for retten, UFR 2014/1655
Byrettens begrundelse:
Statsforvaltningen har den 12. november 2013 efter forældreansvarslovens § 26 truffet afgørelse om, at M skulle have forældremyndigheden over B under sagen. Samme dag afsluttede forvaltningen sagen om forældremyndighed og indbragte sagen for retten efter forældreansvarslovens § 40, stk. 2, nr. 2.
Det følger af forældreansvarslovens § 41, stk. 1, at statsforvaltningens afgørelser kan påklages til Ankestyrelsen. Da sagen om forældremyndighed er indbragt for retten, er denne klageadgang afskåret, jf. lovens § 41, stk. 2. Det fremgår ikke af loven, at retten i denne situation skulle være kompetent til at behandle klager over statsforvaltningens afgørelse, hvorfor
bestemmes
Klagen over statsforvaltningens afgørelse af 12. november 2013 om midlertidig forældremyndighed afvises.
Landsrettens begrundelse:
Forældreansvarslovens § 41, stk. 2, hvorefter Ankestyrelsen afviser en klage over en midlertidig afgørelse om forældremyndighed efter forældreansvarslovens § 26, er indsat ved lov nr. 600 af 18. juni 2012 med henblik på at ophæve den tidligere mulighed for forvaltningens og domstolenes samtidige behandling af en midlertidig afgørelse om forældremyndighed, når sagen – som i dette tilfælde – er indbragt for retten i medfør af lovens § 40. Det følger ikke af bestemmelsen, at også retten herefter er afskåret fra at tage stilling til statsforvaltningens midlertidige afgørelse, som er indbragt for retten ved kærendes brev af 14. januar 2014, jf. forældreansvarslovens § 30.
Kærendes påstand tages derfor til følge.
kommentar:
Afgørelsen tager stilling til et praktisk ofte forekommende problem. Nu ligger det altså fast, at man faktisk kan bruge retten som klageinstans i forhold til en midlertidig afgørelse.
Den praktiske forskel er begrænset, da der ikke tidligere har været tvivl om, at retten altid kan træffe en midlertidig afgørelse.
Viggo Bækgaard