Bopælssag hjemvist til byretten med henblik på stillingtagen til international kompetence, TFA 2012/543 ØLD
Byrettens begrundelse:
Det må lægges til grund, at M har fungeret som den primære omsorgsperson for S, indtil han var 14 måneder gammel, men også frem til indrejsen i Danmark, hvor S var fyldt 2 år. Som anført i landsrettens dom har M ikke givet samtykke til, at S får bopæl i Danmark. Han er det seneste år blevet tilbageholdt af sin far, der kun i begrænset omfang og uden overnatning har givet M samvær uden mulighed for, at de kunne være alene sammen.
S er født og opvokset i Asien, og det må efter M’s forklaring lægges til grund, at han kan få en god, sikker og tryg opvækst der.
Uanset at S har opholdt sig hos sin far gennem det sidste år, og uanset at det må lægges til grund, at han har det godt der og trives i børnehaven, finder retten herefter, at det vil være bedst for S, at M tillægges bopælsretten i Asien, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., jf. § 4.
Uanset samværspåstandens noget uklare karakter tages denne til følge som nedenfor bestemt.
Landsrettens begrundelse:
M’s hovedsynspunkt er, at Østre Landsrets ankedom af 21. maj 2012 er uden betydning for afgørelsen af formalitetsspørgsmålet i denne sag, idet der foreligger en ny situation, hvor betingelserne i retsplejelovens § 448 f, stk. 3, nr. 2, er opfyldt, således at danske domstole nu har international kompetence i sagen.
Det fremgår, at M ved sagens indbringelse for Statsforvaltningen Sjælland henviste til retsplejelovens § 448 f, stk. 3. Ved statsforvaltningens indbringelse af sagen for byretten nævntes intet om kompetencespørgsmålet. Af den indankede dom fremgår, at F ikke principalt, men subsidiært påstod afvisning, og der er hverken i dommen eller i retsbogen anført, hvad M’s påstand var heroverfor. Spørgsmålet om kompetence er ikke nærmere uddybet i F’s processkrifter for byretten, og spørgsmålet er uomtalt i M’s processkrifter. I dommen er intet gengivet om parternes procedure, og spørgsmålet om kompetence er heller ikke nævnt i præmisserne. Under ankesagen har F i sin ankestævning principalt påstået afvisning med henvisning til, at Østre Landsrets ankedom af 21. maj 2012 har retskraft under nærværende sag. M, der har påstået stadfæstelse, har ikke i sit ankesvarskrift forholdt sig til spørgsmålet om kompetence.
På den baggrund, og da det på grundlag af Østre Landsrets ankedom af 21. maj 2012 om manglende kompetence må have formodningen imod sig, at byretten implicit har forholdt sig til retsplejelovens § 448 f, stk. 3, nr. 2, som nu skulle hjemle kompetence for danske domstole, må landsretten lægge til grund, at byretten ikke har forholdt sig til F’s påstand om afvisning eller i øvrigt af egen drift har forholdt sig til spørgsmålet om international kompetence.
Herefter tages F’s påstand om ophævelse af dommen og hjemvisning af sagen til fornyet behandling ved byretten til følge. At sagen samlet set allerede har haft et langt forløb kan ikke bevirke en ændret vurdering.