Bopælsregistrering – den nye kampplads, som kommunerne har svært ved at håndtere.

Bopælsregistrering – den nye kampplads, som kommunerne har svært ved at håndtere.

Cpr-loven indtager en spændende ny kampplads for forældre i skilsmissefasen.

Denne artikel har til formål at beskrive retsstillingen om registrering af børn i brudte familier. Artiklen er oprindelig fra 2014. Her har jeg grundlæggende bare ændret, at bestemmelsen nu findes i cpr-loven.

Cpr.lovens § 8 lyder sådan:

“§ 8. Kommunalbestyrelsen skal registrere et barn, hvis forældre ikke har samme bopæl, med bopæl hos den af forældrene, som barnet opholder sig mest hos, uanset hvem af forældrene der har forældremyndigheden eller er bopælsforælder efter forældreansvarsloven.

Stk. 2. Opholder barnet sig lige længe ad gangen hos hver af forældrene, og har den ene forælder forældremyndigheden alene over barnet, skal kommunalbestyrelsen registrere barnet med bopæl hos vedkommende forælder, medmindre forældrene over for kommunen erklærer sig enige om, at barnet skal registreres med bopæl hos den anden.

Stk. 3. Opholder barnet sig lige længe ad gangen hos hver af forældrene, og har forældrene fælles forældremyndighed, skal kommunalbestyrelsen registrere barnet med bopæl hos den af forældrene, som forældrene over for kommunen erklærer sig enige om. Enighed anses ligeledes for at foreligge ved dokumentation over for kommunen af

1) indgåelse af et retsforlig om barnets bopæl,

2) indgåelse af en aftale om barnets bopæl over for Familieretshuset,

3) indgåelse af en aftale om barnets bopæl, når det i aftalen udtrykkeligt er bestemt, at aftalen kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, eller

4) at den ene forælder over for Familieretshuset eller familieretten har accepteret at være samværsforælder.

Stk. 4. Opholder barnet sig lige længe ad gangen hos hver af forældrene, som på trods af fælles forældremyndighed ikke efter stk. 3 kan anses for at være enige om registreringen af barnets adresse i CPR, skal barnet registreres med bopæl hos den af forældrene, der i medfør af forældreansvarslovens § 17, stk. 1, § 18 a, stk. 2, eller § 26, stk. 1, er bopælsforælder. Er der ikke taget stilling til spørgsmålet om bopælsforælder efter forældreansvarslovens § 17, stk. 1, eller § 26, stk. 1, og er barnets bopæl ikke fastlagt i medfør af forældreansvarslovens § 18 a, stk. 2, forbliver barnet registreret på den adresse, barnet havde, før uenigheden opstod, hvis denne adresse er en af de angivne adresser.

Stk. 5. Opholder barnet sig lige længe ad gangen hos hver af forældrene, som på trods af fælles forældremyndighed ikke efter stk. 3 kan anses for at være enige om registreringen af barnets adresse i CPR, og er der ikke taget stilling til spørgsmålet om bopælsforælder efter forældreansvarslovens § 17, stk. 1, eller § 26, stk. 1, og er barnets bopæl ikke fastlagt i medfør af forældreansvarslovens § 18 a, stk. 2, følger barnets bopælsregistrering bopælen for den forælder, som barnet forud for uenigheden havde fælles adresse med, hvis ingen af de angivne adresser er barnets hidtidige adresse. Er ingen af de angivne adresser barnets hidtidige adresse, og havde barnet forud for uenigheden fælles adresse med begge forældre, registreres barnet i CPR med bopæl i kommunen, men som fraflyttet den tidligere adresse, jf. § 6, stk. 4, indtil der er taget stilling til spørgsmålet om bopælsforælder efter forældreansvarslovens § 17, stk. 1, eller § 26, stk. 1, barnets bopæl er fastlagt i medfør af forældreansvarslovens § 18 a, stk. 2, eller der opnås enighed mellem forældrene om registrering af barnets bopæl, jf. stk. 3.”

Bestemmelsen giver anledning til en del besvær i praksis, fordi den bliver misbrugt af den forælder, som ikke har fået medhold i det familieretlige system. Vi oplever, at nogle kommuner misforstår regelsættet og deres opgave i denne sammenhæng.

Lovteksten er lidt kringlet og juridisk. Den kunne derfor godt trænge til en ”oversættelse” til forståeligt dansk. For forståelsen er det også vigtigt lige at have for øje, hvilke myndigheder, som tager sig af hvad.

Folkeregistrets og Statsforvaltningens opgaver:

Folkeregisteret (borgerservice) skal populært sagt sørge for, at der er styr på, hvor borgerne rent faktisk bor. Bopælen kan have betydning for ganske meget, herunder vedrørende borgernes rettigheder til økonomiske ydelser fra det offentlige.

Statsforvaltningen og domstolene behandler sager om forældremyndighed og bopæl vedrørende børn, hvis forældrene ikke kan blive enige om det.

Som det vil fremgå af det følgende, skal kommunen folkeregistrere et barn der, hvor barnet rent faktisk bor. Hvis retten eller Statsforvaltningen har truffet afgørelse om bopælden, eller hvis der er indgået en aftale mellem forældrene i retten eller i Statsforvaltningen, skal kommunen registrere barnet i overensstemmelse med aftalen eller afgørelsen uden hensyn til, hvordan tilstanden har været indtil afgørelsen eller aftalen.

”Oversættelse” og forklaring til personregisterlovens § 8.

Som sagt er det overordnede hensyn i personregisterloven at sikre, at den offentlige registrering er i overensstemmelse med de faktiske forhold.

Bestemmelsens første stykke er letlæselig og letforståelig. Desværre er det vist netop det, der giver anledning til problemerne i praksis. Bestemmelsen siger meget banalt, at et barn skal registreres der, hvor det rent faktisk bor.

Forældrene gået fra hinanden for længe siden

I en situation, hvor forældrene er gået fra hinanden for nogle år siden, og at det i den forbindelse blev bestemt, at barnet skulle bo hos mor, kan man meget vel tænke sig, at tilstanden ændrer sig i praksis. Det kunne for eksempel tænkes i en situation, hvor barnet som 16-årig skal starte i gymnasiet, der ligger meget tættere på fars bopæl. Barnet flytter så til faren i god forståelse mellem forældrene i praksis. Efter en tid anmelder far så bopælsforandring for barnet, der jo rent faktisk er flyttet ind hos ham. Kommunen skal efter reglerne rette en såkaldt høring til moren for at få bekræftet, at hun er enig. Nu går det så op for hende, at en af konsekvenserne vil være, at hun ikke længere får børnetilskud som enlig forælder, eller at hun mister retten til boligsikring. Derfor protesterer hun.

I den situation vil kommunen med henvisning til § 8 stk. 1 kunne registrere barnet i overensstemmelse med den faktiske tilstand.

Hvis mor fortsat er uenig, vil hun være henvist til at rejse en bopælssag i Statsforvaltningen og retten, og hvis den sag så ender med, at hun på ny bliver bopælsforælder, skal kommunen selvfølgelig ændre igen.

Delebørn – den ene har forældremyndigheden alene.

I dag er der en del børn, som i praksis opholder sig lige meget hos begge forældrene. De følgende bestemmelser i § 8 forsøger at tage højde for, hvordan borgerservice skal forholde sig til det emne. Sandheden er nemlig, at man ikke kan save børn over men er nødt til at foretage en registrering på en bopæl.

• 8 stk. 2 forholder sig til den egentlig meget enkle situation, at et barn bor lige meget hos hver, men at det er den ene forælder, der har forældremyndigheden alene. Situationen er nok ikke så hyppigt forekommende, fordi forældre, som kan finde ud af at håndtere en deleordning omkring barnet, sædvanligvis også vil have fælles forældremyndighed. Men situationen kan forekomme, og den er i al fald på et punkt interessant.

I det familieretlige system kan man nemlig ikke få dom til eneforældremyndighed og samtidig få bestemt, at barnet skal have bopæl hos den anden.

Det følger således af § 8 sammenholdt med de familieretlige regler, at man faktisk vil kunne aftale sig frem til den model, hvis helt specielle forhold skulle bevirke, at parterne finder den model hensigtsmæssig.

Delebørn – fælles forældremyndighed.

I § 8 stk. 3 tror jeg, at nogle af de praktiske problemer ude i kommunerne opstår. Bestemmelsen tager udgangspunkt i en situation, hvor der eksisterer en deleordning (kaldet 7-7-ordning) for barnet samtidig med, at der er fælles forældremyndighed. I den situation skal barnet registreres der, hvor forældrene er enige om at lade det registrere. Det lyder enkelt og ligetil.

Det svære opstår måske, når det i det derefter slås fast, at der skal anses for at være enighed i en opremset eksemplificering af situationer, hvor enigheden måske ikke opleves som værende til stede af begge forældre, selv om de formelt har indgået en aftale.

Opremsningen i stk. 3 gentages:

1) indgåelse af et retsforlig om barnets bopæl,

2) indgåelse af en aftale om barnets bopæl over for statsforvaltningen,

3) indgåelse af en aftale om barnets bopæl, når det i aftalen udtrykkeligt er bestemt, at aftalen kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, eller

4) at den ene forælder over for statsforvaltningen har accepteret at være samværsforælder.

Hvis det er dokumenteret over for kommunen, at der er indgået et retsforlig om barnets bopæl, skal barnet registreres i overensstemmelse med retsforliget. Et retsforlig er en aftale, som er indgået i retten, og som vil fremgå af en retsbogsudskrift. Sådan et forlig kan sagtens af den ene part opleves som påduttet pågældende, der ikke mentalt er enig men dog formelt har tiltrådt aftalen måske i erkendelse af, at sådan vil en retssag også ende, og at det så er bedre at bøje sig med en aftale frem for at udsætte sig selv, den anden forælder og barnet for en langvarig proces.

Det samme gælder, hvis der er indgået en tilsvarende aftale over for Statsforvaltningen, eller hvis parterne helt uden for retten eller Statsforvaltningens regi har indgået en privat aftale, hvori det er bestemt, at aftalen kan fuldbyrdes. Det betyder, at hvis man har lavet en aftale, som man kan få fogedretten til at gennemføre, er den aftale lige så bindende som en dom eller et retsforlig.

Endelig er det bestemt i stk. 3, at hvis en forælder har accepteret at være samværsforælder over for Statsforvaltningen, skal barnet registreres hos den anden forælder. I praksis vil sådan en accept ligge implicit i en aftale om bopæl og samvær i Statsforvaltningen.

Blot for fuldstændighedens skyld kan nævnes en situation, hvor forældrene i forbindelse med samlivsophævelsen indgår en aftale om, at barnet skal være hos mor 9 dage og hos far 5 dage ud af en 14-dagsperiode, vil den aftale implicit indebære en aftale om bopæl hos mor (flere dage hos hende).

Samlivsophævelse og uenighed om bopæl.

I § 8 stk. 4 foreligger en situation, hvor der fortsat er fælles forældremyndighed, men hvor forældrene ikke har kunnet blive enige om bopælen, eller hvor man ikke kan ”anse” dem som enige efter stk. 3. I den situation refereres til forældreansvarsloven. Reelt siger bestemmelsen, at barnet så skal registreres hos den, som retten har bestemt enten ved en midlertidig eller endelig afgørelse om bopælen. I særlige situationer kan en midlertidig afgørelse også træffes af Statsforvaltningen, hvis afgørelse har samme konsekvens.

Endvidere bestemmes det i samme bestemmelse, at barnet forbliver registreret som hidtil, indtil der er truffet en afgørelse af retten. I praksis betyder det altså, at hvis den ene forælder flytter fra det hidtidige fælles hjem, og der ikke er truffet en familieretlig afgørelse enten midlertidigt eller endeligt, skal barnet blive ved med at være registreret på den hidtidige bopæl.

Samlivsophævlese, uenighed og begge er flyttet samtidigt.

• 8 stk. 5 omhandler den situation, hvor forældrene ikke er enige, og hvor der endnu ikke enten er indgået en aftale eller truffet en afgørelse om bopælen, og hvor begge forældre nu har en anden adresse end den, som de har haft hidtil. I den situation skal barnet registreres hos den af forældrene, som barnet hidtil har haft adresse hos.

Hvis forældrene er flyttet samtidig fra familiens hidtidige adresse men til hver sin nye adresse, og er der fortsat ikke truffet aftale eller afgørelse, skal barnet registreres som havende bopæl i den hidtidige kommune men som fraflyttet den tidligere adresse, indtil spørgsmålet er afklaret.

I forbindelse med familieopbruddet opstår spørgsmålet ofte, hvor barnet eller børnene skal bo efter skilsmissen.

Den familieretlige bopæl.

I familieretten er spørgsmålet, om en forælder kan tage et barn med sig, når den pågældende forælder forlader hjemmet. Det familieretlige svar herpå er, at forældrene som udgangspunkt har fælles forældremyndighed og derfor skal være enige om de store spørgsmål.

Blandt de spørgsmål er efter forældreansvarsloven, hvor i landet barnet skal bo. Kan der ikke opnås enighed om det spørgsmål, kan Statsforvaltningen træffe en midlertidig afgørelse herom. Såfremt Statsforvaltningen ikke træffer en midlertidig afgørelse, henhører spørgsmålet om barnets bopæl under domstolene, jfr. forældreansvarslovens § 17.

Enhver sag om barnets bopæl starter i Statsforvaltningen. Formålet med reglerne om en fælles indgang til retssystemet i familieretlige sager via Statsforvaltningen er, at Statsforvaltningen får lejlighed til at vejlede borgerne om deres retsstilling og ikke mindst, at Statsforvaltningens opgave er at få parterne til at finde løsninger gennem aftale uden om retten.

Statsforvaltningen indkalder parterne til et vejledningsmøde, på hvilket der ofte opnås enighed om, hvor barnet skal bo.

Perioden fra parternes faktiske opbrud og indtil vejledningsmødet i Statsforvaltningen kan ofte være relativ lang som følge af Statsforvaltningens ekspeditionstid. I den periode oplever man som familieretsadvokat ganske ofte, at børnene er genstand for forældrenes positionskamp. Nogle forældre insisterer på, at børnene i den periode har en egentlig deleordning. Den insisteren kan det være svært for den anden forælder at modstå i den fase.

Kommunens adfærd i ”kampperioden”.

I kampperioden, som jeg kalder perioden fra samlivets ophævelse, og indtil der træffes aftale eller afgørelse om bopælsspørgsmålet, bør kommunen i praksis se tiden an, hvis forældrene ikke er enige.

Kampperioden anses for ophørt på det tidspunkt, hvor der enten er truffet en aftale i Statsforvaltningen eller i retten, eller hvor der er afsagt en afgørelse om bopælsspørgsmålet enten midlertidigt eller endeligt.

Hvis byretten har truffet afgørelse om spørgsmålet, og den tabende part anker til landsretten, anses den indtil byrettens dom eksisterende situation for værende gældende, hvis der er anket inden 14 dage efter byretsdommen. Ankes der først efter den periode, gælder resultatet fra byrettens dom.

Et par afgørelser til illustration:

Ikke umiddelbar fogedforretning om tilbagegivelse af barn, som M havde taget med, da hun flyttede – og om CPR-lovens bopælsproblematik, UFR 2014/3485 og TFA 2014/480 ØLK

Problemstilling:

M flytter fra det fælles hjem med barnet B. F går til fogedretten for at få barnet udleveret, da det har registreret bopæl efter CPR-loven i det hidtidige fælles hjem.

Byrettens begrundelse i uddrag:

Byrettens kendelse gennemgås ikke detaljeret, da den er lang – (og forkert ifølge landsretten).

…. Muligheden efter forældreansvarslovens § 17 for at træffe afgørelse om barnets bopæl blev indført ved forældreansvarsloven samtidig med, at der blev indført mulighed for at dømme forældre til fælles forældremyndighed. Spørgsmålet om barnets bopæl har således nær sammenhæng med spørgsmålet om forældremyndighed, og for så vidt angår begge forhold træffes der statusafgørelser af retten.

…… Den gældende formulering af § 596, stk. 2, medfører i praksis, at fogedretten i nogle tilfælde afviser begæringer om umiddelbare fogedforretning i forhold til en gennemtvingelse af barnets bopæl, hvis bopælsforælderen ikke støtter ret på en afgørelse eller en skriftlig aftale med fuldbyrdelsesklausul. Efter forslaget bliver det også muligt med fogedens hjælp at få barnet udleveret til bopælsforælderen, hvis samværsforælderen tilbageholder barnet, i tilfælde hvor forældrene har fælles forældremyndighed, og barnet har boet hos den ene forælder i længere tid og derfor har bopæl der.«

I forarbejderne til CPR-lovens § 8, stk. 3, jf. samme lovforslag § 3 og de almindelige bemærkninger hertil, hedder det blandt andet:

»Bestemmelsen regulerer registreringen af et barns adresse i CPR i visse situationer. Det følger bl.a. af bestemmelsen, at når der ikke er udpeget en bopælsforælder efter § 17, stk. 1, eller § 25, stk. 1, i forældreansvarsloven, forbliver barnet som udgangspunkt registreret på den adresse, barnet havde, før uenigheden om registreringen opstod.«

Det må følge heraf, at B har bopæl hos F, og at M’s fraflytning fra adressen – – -, når parterne ikke er enige herom, ikke kan ændre herved, selvom hun har medtaget B ved fraflytningen for godt 2 uger siden.

Rekvirentens anmodning vil derfor kunne fremmes i medfør af retsplejelovens § 596, stk. 2, jf. retsplejelovens § 537, medmindre de i retsplejelovens § 536, stk. 6, nævnte forhold taler herimod.

Efter det oplyste, herunder navnlig parternes forklaring, finder fogedretten intet grundlag for at antage, at B’s sjælelige eller legemlige sundhed udsættes for alvorlig fare, hvis hun udleveres til F.

Rekvisita har endelig anmodet om, at sagen udsættes på statsforvaltningens stillingtagen til hendes anmodning om midlertidig forældremyndighed.

Fogedretten finder, henset til parternes holdning til sagen, at der ikke er grundlag for at tro, at sagen vil kunne afsluttes efter mødet i statsforvaltningen den 21. august 2014.

Herefter og henset til sagens umiddelbare og hastende karakter finder fogedretten ikke grundlag for at udsætte sagen i medfør af retsplejelovens § 502.

Fogedretten tager således rekvirentens anmodning om at fremme sagen til følge, således at M pålægges straks at udlevere B til F som neden for bestemt.

Landsrettens begrundelse:

Det er oplyst over for landsretten, at parterne i medfør af forældreansvarslovens § 7, stk. 1, nr. 1, har fælles forældremyndighed.

Det fremgår af sagens akter, at M den 12. juli 2014 fraflyttede parternes fælles bopæl med parrets datter B, der er født den 2. november 2011. Der er endnu ikke truffet afgørelse om, hvor B skal bo, ligesom der ikke er truffet afgørelse om en samværsordning. Parterne har under sagens behandling i fogedretten oplyst, at der er indkaldt til møde i statsforvaltningen den 21. august 2014 til behandling af spørgsmålet om midlertidig forældremyndighed og samvær.

I medfør af retsplejelovens § 596, stk. 2, er det en betingelse for at fremme en umiddelbar fogedforretning, at det er påkrævet til håndhævelse af forældremyndighed eller barnets bopæl.

Det fremgår af rekvisition af 16. juli 2014, at F mener, at han fik tillagt bopælsretten over B ved statsforvaltningens afgørelse af 3. februar 2014. M havde forinden ansøgt om bopæl for B. Der foreligger ingen afgørelse om B’s bopæl, idet det fremgår af statsforvaltningens afgørelse af 3. februar 2014, at sagen blev sluttet, idet M udeblev fra to forligsmøder i statsforvaltningen. Der foreligger efter landsrettens opfattelse heller ikke i øvrigt en situation, hvorefter B må anses for at have bopæl hos F frem for hos M. CPR-lovens regler findes ikke at kunne føre til et andet resultat, da lovens formål er at folkeregistrere borgere på deres faktiske opholdssted.

Landsretten finder på den baggrund, at retsplejelovens § 596 om umiddelbar fogedforretning uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag ikke kan finde anvendelse i det foreliggende tilfælde, hvorfor fogedforretningen nægtes fremme.

kommentar:

Sagen illustrerer den problemstilling, som jeg har beskrevet i artiklen ”bopælsregistrering – den nye kampplads”.

Landsretten siger med flammeskrift det, som jeg forklarer grundigt i artiklen: ”CPR-lovens regler findes ikke at kunne føre til et andet resultat, da lovens formål er at folkeregistrere borgere på deres faktiske opholdssted.”

Fogedretten havde tydeligvis ikke fattet sammenhængen. Derfor kan det måske heller ikke undre, at man kan have problemer med at forklare borgerservice tingene.

Med andre ord er afgørelsen med til at pensle ud, at CPR-loven ikke overhovedet kan eller bør bruges til noget som helst familieretligt.

Børn, der havde folkeregisteradresse hos far, blev ikke udleveret til far, efter mor var flyttet fra hjemmet og havde taget børnene med sig, Fm 2015/81 VLK.

Mor var flyttet fra det fælles hjem den 30. oktober 2014 og havde taget børnene med sig. Indtil fogedretten den 5. december 2014 holdt møde og afsagde kendelse, havde børnene haft ophold hos moren. Forældrene havde fælles forældremyndighed, og der forelå ikke nogen afgørelse fra Statsforvaltningen om midlertidig bopæl. Far begærede børnene udleveret efter retsplejelovens § 596 under henvisning til, at børnene havde folkeregisteradresse hos ham.

Fogedretten henviste til, at retsplejelovens § 596, stk. 2, blev ændret ved lov nr. 600/2012, således at der efter »forældremyndighed« blev indsat »eller barnets bopæl«. Fogedretten bemærkede, at det af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at det efter forslaget også bliver muligt ved fogedens hjælp at få et barn udleveret til bopælsforælderen, hvis samværsforælderen tilbageholder barnet, i tilfælde hvor forældrene har fælles forældremyndighed, og barnet har boet hos den ene forælder i længere tid og derfor har bopæl der.

Efter bemærkningerne til lovforslaget fandt fogedretten ikke, at den foreliggende situation var omfattet af retsplejelovens § 596, stk. 2, hvorfor fogedretten afviste farens anmodning. Den omstændighed, at børnene fortsat var folkeregisteranmeldt på den tidligere fælles adresse, kunne ikke føre til andet resultat.

Landsretten var enig i fogedretten resultat og begrundelse herfor og stadfæstede fogedrettens afgørelse.

kommentar.

Afgørelsen kan sammenholdes med afgørelsen i UFR 2014/3485 og TFA 2014/480 ØLK, som du også skal læse min kommentar til. I den anden afgørelse, var min reaktion oprindeligt, at barnets alder på 2½ år måske havde spillet en rolle.

Sammenholdes de to afgørelser i et forsøg på at afklare retstilstanden, synes budskabet at være, at afgørelsen af, hvor et barn skal bo, ikke skal træffes i fogedretten, men at man må følge den slaviske vej.

Enhver forestilling om, at den formelle bopælsregistrering i kommunen skulle have betydning, må med de to afgørelser være manet helt til jorden.

6-årig A skiftede bopæl fra M til F, fordi M ikke fik læst og rettidig reageret på en besked i sin e-Boks. Under en efterfølgende bopælssag, som M anlagde mod F, fik A efter en samlet vurdering på ny bopæl hos M. TFA 2017/126 VLD

Let tilrettet 10. september 2025