Bopælsændring fra M til F og etableret fælles forældremyndighed over 4-årig. Samarbejdsvanskeligheder, samværschikane, TFA 2015/99 VLD
Byrettens begrundelse:
Efter forældreansvarslovens § 14 kan retten, efter anmodning fra en forælder, der ikke har forældremyndigheden, bestemme, at der skal være fælles forældremyndighed. På baggrund af parternes forklaringer sammenholdt med oplysningerne fra barnets børnehave af 21. maj 2014 finder retten, at der ikke foreligger omstændigheder, der taler imod etablering af fælles forældremyndighed. Retten finder, ud fra en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, at det er bedst for A, født januar 2010, at der etableres fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 14 jf. § 4. Retten har lagt vægt på, at sagsøger kan bibringe yderligere struktur i barnets liv. Retten finder ikke, at der er grundlag for at foretage en ændring af bopælsadressen, der fremover fortsat forbliver hos sagsøgte M.
Retten tager herefter sagsøgerens mere subsidiære påstand til følge som nedenfor bestemt.
(fælles forældremyndighed og fortsat bopæl hos F).
Landsrettens begrundelse:
Parterne er nu enige om, at forældremyndigheden skal være fælles.
Det fremgår af sagens oplysninger, at der især efter sommerferien har været problemer med faderens samvær, og faderen har været nødt til at henvende sig til fogedretten for at få samvær med A, og der har været afholdt flere møder i fogedretten. A er efter oplysningerne fra børnehaven glad for at komme i børnehaven, men der har været et meget stort fravær, og børnehaven har udtrykt bekymring for det store fravær. Kommunen har nu iværksat en § 50-undersøgelse.
Efter en samlet vurdering af parterne og A’s forhold, og da det må antages, at faderen er den af forældrene, der er bedst til at sikre A en stabil og regelmæssig kontakt med den anden forælder, finder landsretten, at det i vil være bedst for A at få bopæl hos sin far.
Med denne ændring stadfæster landsretten byrettens dom.
kommentar:
Ordene samarbejdsvanskeligheder og chikane bruges ikke i dommen.
Dommen har flere overraskende elementer.
Forældrene var gået fra hinanden, før barnet blev født. Der havde været samvær fra fredag til søndag efter aftale mellem parterne. I januar 2014 blev der laet en resolution i Statsforvaltningen. Det fremgår ikke tydeligt, men jeg fornemmer på referatet, at den aftale ikke indebar en større ændring af ordningen.
Byretsdommen blev afsagt ultimo maj 2014.
M havde indbragt spørgsmålet om ophævelse af samvær for Statsforvaltningen og valgte at undlade at udlevere til samvær i sommeren 2014. Hen over sommeren har F forsøgt at få barnet udleveret gennem fogedretten. Børnehaven havde udtrykt bekymring for barnets store fravær. M sagde i retten, at hun snakkede med barnet om, hvorvidt det har lyst til at gå i børnehave en dag eller ej.
Normalt oplever vi, at forældre, der ellers opfører sig uheldigt over for hinanden, som minimum kan finde ud af at lade som om, man vil samarbejde, mens retssagen kører.
Ved læsning af sagen må jeg undre mig meget over Ms adfærd, som alt andet lige må være understøttet af hendes advokat.
Det er sjældent at se konsekvenssætning af uheldig adfærd. Det må man til gengæld sige, at Vestre Landsret har gjort i denne sag.
I min oversættelse og med mit sprog har landsretten sagt til moren, at hun har opført sig helt vildt utilstedeligt og har tilsidesat al respekt for et retssystem, som er godt i gang med at vurdere, hvad der er bedst for barnet. Det må stoppes, og det gøres bedst ved, at far får serveretten.
Men det er godt nok usædvanligt at flytte bopælen for en 4-årig, der aldrig har boet sammen med far, og som har haft et samvær langt fra ligedeling.
Det er et vink med en vognstang om, at i al fald Vestre Landsret er klar til at drage konsekvenser af dårlig adfærd.
Viggo Bækgaard