Bopæl over 10-årig P flyttet fra M til F primært grundet samværchikane, ØLD af 25. september 2015, utrykt
Problemstilling kort:
Dom fra december 2011 om fælles forældremyndighed og bopæl hos mor. Der var børnesagkyndig undersøgelse dengang.
Bekymringsskrivelser fra skole og Statsforvaltningen i sommeren 2014. Ligeledes i 2014 adskillige fogedforretninger om gennemførelse af samværet.
Børnesamtalerne og skoleudtalelserne under byretssagen virker ukompliceret og ukompromitterende mod nogen af forældrene. Der udtrykkes dog bekymring omkring konflikten mellem forældrene, som P og hendes klassekammerater angiveligt ofte er vidne til.
Retten har afholdt 2 forberedende møder med deltagelse af børnesagkyndig psykolog (Københavns Byret). Byretten afviste Fs ønske om børnesagkyndig undersøgelse.
Byrettens begrundelse:
P, der i dag er 9 år og 11 måneder, har altid boet hos sin mor og halvstoresøster. P har i henhold til den seneste aftale samvær med sin far i en 9/5-ordning.
F bor i hus 3 km fra Ps skole i G-by. M har gennem det seneste år været folkeregistrertilmeldt i K kommune men har boet i H-by (15 km derfra) og i de seneste 7 måneder i et erhvervslejemål i E.
Efter udtalelsen fra *- skolen, det oplyste i K kommunes undersøgelse, samt rettens indtryk af P i forbindelse med børnesamtalen, lægges til grund, at Ps trivsel er påvirket af forældrenes konflikt.
Efter en samlet vurdering af det oplyste i sagen lægges endvidere til grund, at forældrenes konflikt og årsagen til, at der ikke i perioden fra sommeren 2013 til oktober 2015 var samvær med overnatning, reelt er begrundet i Ms modvilje mod, at P har samvær med sin far. Retten finder, at M ved sin adfærd, herunder også ved baggrunden for aflysningen af samvær i april og maj 2015, udviser samværschikane.
Henset til, at parternes konflikt og uoverensstemmelse vedrører Fs samvær med P, finder retten ikke, at der er holdepunkter for at antage, at en ophævelse af den fælles forældremyndighed vil ændre på parternes adfærd til Ps bedste. Ms påstand herom tages derfor ikke til følge, jf. forældreansvarsloven § 4 og § 11.
Retten finder ikke, at M som aktuelt bopælsforælder, ved sin adfærd har levet op til ansvaret om, at p skal have samvær med sin far, jf. forældreansvarsloven § 19.
På denne baggrund og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder en samlet vurdering af parternes forhold, finder retten, at det vil være bedst for P fremover at have bopæl hos F, jf. forældreansvarsloven § 4 og § 17.
Retten har herved lagt vægt på, at F, der ikke tidligere har været bopælsforælder for P, har tilkendegivet, at han vil bakke op om samværet mellem P og hendes mor, hvilket må antages fremover at kunne mindste den loyalitetskonflikt, som P aktuelt befinder sig i, samt at sikre en stabilitet og forudsigelighed i Ps hverdag.
(konkusion: P skal for fremtiden have bopæl hos F under fortsat fuld forældremyndighed)
Landsrettens begrundelse:
Efter de foreliggende oplysninger har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor landsretten ikke har fundet grundlag for at imødekomme anmodningen fra M om foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse.
Også efter bevisførelsen i landsretten findes det efter en samlet vurdering at kunne lægges til grund, at forældrenes langvarige konflikt og årsagen til, at der ikke i en længere periode var smvær med overnatning, er begrundet i Ms modvilje mod, at P har samvær med sin far. Der har således været adskillige fogedretsmøder angående udlevering til samvær.
Landsretten tiltræder på denne baggrund og af de grunde, der er anført i byretten, at det vil være bdst for P, at hun fremover har bopæl hos F, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4.
Landsretten stadfæster derfor dommen:
kommentar.
Det er en rigtig barsk dom.
I et stykke tid har jeg slået til lyd for det synspunkt, at ”beskidt” adfærd i form af regulær samværschikane bør få konsekvenser. Den yderste konsekvens er jo at flytte bopælen over til den anden forælder.
Når der så kommer sådan en dom, kan jeg da godt ryste lidt på hænderne og tænke, om det nu også er rigtigt.
Jeg føler mig sikker på, at dommen vil blive offentliggjort i TFA med deraf følgende gengivelse af de ret lange forklaringer og ikke mindst af den samtale, som P havde i byretten med en børnesagkyndig.
Der er et lille men tilsyneladende ikke rigtig bekymrende issue om, at hun sover sammen med F, når hun er hos ham.
Hun fortæller, at hun har savnet mor meget, når hun har været hos far men beskriver også samværet hos far meget positivt, herunder at hun ofte har veninder med hjemme hos far også til overnatning.
Mor beskriver (hævder?), at hun skam altid har ønsket, at der kunne være samvær, men at hun har lyttet til P, når hun har sagt, at hun ikke ville til samvær. I landsretten siger hun, at ”hele miseren består i, at P ikke ville sove hos F. Hun kan godt se, at hun i virkeligheden burde have rettet henvendelse til Statsforvaltningen for at anmode om en ændring af samværet. Det var en svær situation, og fogedretten hjalp ikke til nogen løsning.”
Det er utvivlsomt rigtigt, at M ikke har brugt den rigtige fremgangsmåde. Det står også klart, at omverdenen ikke har fundet anledning til bekymring eller hørt signaler fra P om, at hun ikke ville være hos F.
Normalt ville jeg være dybt kritisk over, at der ikke er gennemført en børnesagkyndig undersøgelse. Det er jeg egentlig ikke engang her.
I mit erfaringsunivers lægger jeg afgørende vægt på indtrykket af den børnesagkyndige samtale med P og ikke mindst det forhold, at M faktisk ikke engang anfægter den eksisterende 9-5-ordning men tilsyneladende ”bare” lægger løbende hinderinger i vejen og dermed lægger ved til det bål, som blusser op og fortæller, at det er selve forældrenes konflikt mere end noget andet, der påvirker P negativt.
I den situation er det måske ikke så tosset endda, at der sendes et signal ud om, at det faktisk er vigtigt, at der samarbejdes om samværet.
Men igen og igen må jeg understrege, at det er helt afgørende, at enhver reel bekymring tages alvorligt. Sådanne har der simpelthen ikke været i sagen, som den fremstår i såvel byrets- som landsretsdommen.
Hvis det havde været tilfældet, måtte retten have gravet dybere i det.
Som den fremstår nu, er den et signal om, at samværschikane faktisk kan få konsekvenser for den, der ikke vil samarbejde.
Konkret kan man – i det omfang, man kan lægge forklaringerne til grund – forvente, at P kommer til at bo hos F i en 7-7-ordning. Det har F i al fald sagt, at han vil bestræbe sig på.
Så er det selvfølgelig bare et spørgsmål, om det i virkeligheden vil være godt.
Det gode i den ideelle verden vil generelt være, at det kommer til at ændre samarbejdet, at faren overtager ”tømmen”.
Men kors, hvor er det svært at være dommer. Det er meget, meget lettere at være ”børnepolitiker” som formand for Landsforeningen Børn og Samvær eller at være advokat med bombastiske generelle holdninger. I sidste ende er det jo dommerne, som har ansvaret for børnenes fremtid.
Viggo Bækgaard