Bopæl for to drenge på 6 og 8 år overført fra M til F, Østre Landsrets dom af 15. januar 2016, utrykt.
Byrettens begrundelse:
Parterne har hele tiden haft fælles forældremyndighed over D1 på 7½ år, og har den 9/4 2014 indgået forlig om fælles forældremyndighed over D2 på 6 år.
Retten skal tage stilling til, hvor det vil være bedst for drengene at have bopæl, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 2, jf. § 4.
Drengene har et stærkt bånd og støtter sig til hinanden. Parterne er enige om, at drengene skal være sammen.
Børnenes perspektiv skal alt efter alder og modenhed inddrages, jf. forældreansvarslovens § 5.
Retten finder, at sagen er velbelyst. Der er således ikke behov for at udsætte sagen på en nærmere undersøgelse af Ms forældreevne eller en børnesagkyndig undersøgelse.
Generelt om parterne og drengene.
M er diagnosticeret med angst, personlighedsforstyrrelse af ADD. Hun nærer utvivlsomt stor kærlighed til drengene og har i sit hjem formået at skabe en stor tryghed, og drengene trives i hjemmet. Af diverse bekymringsskrivelser og udtalelser fremgår udtrykkeligt, at M siden 2009 har ignoreret henstillinger, råd og opfordringer til at sende drengene regelmæssigt i institution og skole. Drengene har ikke fået den sociale træning, der skulle ruste dem til at begynde i skole. De er begge meget fåmælte og stille, hvilket gør, at de ikke virker alderssvarende. Ingen af dem har gået til en fritidsaktivitet. M ser to hyper sensitive drenge. Hun magter ikke at adskille sine behov fra drengenes behov og give dem plads og støtte til selvstændig udvikling. Det er ikke sandsynligt, at M, som ikke siden 2009 har formået at følge myndighedernes opfordringer og forældrepålæg nu vil sende drengene regelmæssigt i skole.
F har i retten givet et sundt og robust indtryk. Han har også stor kærlighed til drengene. Han ser to grundlæggende normale drenge, der ikke er alderssvarende, fordi de er blevet understimuleret. Han har gennem årene haft bekymringer, som er blevet bekræftet af forvaltningen. Han har i et år boet sammen med SL, der har to børn, som D1 og D2 leger godt med. De er også glade for deres halvbror D3. Han evner at trøste drengene, når de savner deres mor. Han er opmærksom på, at det er en særlig situation, at drengene i så lang tid har levet isoleret med M, og at der er behov for mere omsorg og rummelighed i forbindelse med et skifte af bopæl. Han vil søge og tage imod råd og vejledning, der kan bedre overgangen for drengene.
Børnesamtale:
F havde ikke nævnt sagen for drengene. M havde forberedt drengene på samtalen med dommeren og havde herunder fortalt dem, at far vil have, at de skal bo hos ham. Det vil han, selv om de ikke har lyst, fordi han mener, at hun ikke kan støtte dem i at begå sig socialt. Børnene var tydeligvis i klemme, uden mimik og meget generte. Det var dem ikke muligt at give udtryk for nogen holdninger, idet de praktisk talt alene kunne huske, at de ganske vist har en seng på deres værelser men sover sammen med deres mor i hendes seng. De kan umuligt overskue konsekvenserne af at bo hos henholdsvis deres far eller mor.
Parternes tilgang til samvær:
M har i retten erklæret, at hun vil overholde den nye samværsresolution, men har gennemgående givet udtryk for, at både den nye og den tidligere samværsordning strider mod børnenes tarv. Hun har adskillige gange hindret samvær ved simpelthen at ”stikke af med drengene” eller møde op på skolen, så børnene kom i en loyalitetskonflikt om, hvem de skulle gå med. Hun formår ikke at støtte drengene i at have samvær med deres far, men understøtter snarere udviklingen af angst for adskillelsen fra hende.
F anerkender, at M har de bedste intentioner og er en kærlig mor. Han ønsker, at drengene skal have et godt forhold til deres mor og vil gerne medvirke til samvær,herunder til at indgå en fast aftale om transporten.
Det vil efter sagens akter og den børnesagkyndiges bemærkninger være bedst for D1 og D2 at gennemgå et radikalt miljøskifte, så de kommer til at bo i nogle stabile rammer, hvor de i det daglige har to voksne og heraf en robust forælder at spejle sig i, og som kan anspore til at støtte dem i:
- et stabilt fremmøde i skolen,
- at blive en del af verden udenfor hjemmet, og
- at have samvær med den forælder, de ikke bor hos.
Retten finder, at F er den af parterne, der bedst kan imødekomme drengenes behov, hvorfor de skal have bopæl hos ham, jfr. forældreansvarslovens § 17, stk. 2.
Landsrettens begrundelse:
Efter de foreliggende oplysninger har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en afgørelse.
Også efter bevisførelsen i landsretten, herunder parternes forklaringer og de supplerende skriftligt indhentede oplysninger for landsretten, herunder fra Familieværkstedet *, findes F at være den af forældrene, der bedst kan sikre drengene P1 og P2 en hverdag med stabil skolegang og kontakt med jævnaldrende. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4.
Det er indgået i landsrettens vurdering, at F har erklæret sig og også vist sig indstillet på et nært samarbejde med de sociale myndigheder om hjælp og støtte til drengenes sociale udvikling, og at han har tilkendegivet at ville prioritere drengenes samvær med deres mor, herunder ved overgangen til deres bopæl hos ham.
Kommentar.
Byrettens begrundelse er vist den længste, jeg nogensinde har set i en forældreansvarsdom. Hele dommen er på 19 sider og dermed usædvanlig informativ og landsretsdommen på 10 sider.
Jeg er tidligere stødt på den pågældende byretsdommer og har oplevet en usædvanlig indlevelsesfuld dommer, hvilket kommer til udtryk i den konkrete og fyldige begrundelse.
Det er næsten vigtigst af alt, at en begrundelse for dommen er så fyldig, at selv den tabende part får en præcis forklaring på, hvorfor resultatet er blevet, som det er. Det virker på mig, som om dommerens begrundelse opfylder dette gamle ”krav” fra min side.
Jeg førte ikke sagen for byretten og var såmænd helt nervøs for at skulle have den i landsretten for F, da problemstillingen bestemt ikke er helt enkel og resultatet ikke 100% givet på forhold. Et “radikalt” miljøskifte som beskrevet af byretsdommeren kræver da grundige overvejelser.
M søgte tredjeinstansbevilling (tilladelse til at få sagen indbragt for Højesteret). Ansøgningen blev afvist, da sagen ikke kunne anses for principiel.
Viggo Bækgaard