Bopæl for piger på 6 og 11 år til M efter hidtidig deleordning og Ms flytning, ØLD 21. oktober 2013, utrykt.
Problemstilling: Samliv ophævet i 2009, hvorefter begge forældre boede i mindre nordsjællandsk by inden for S-togsområdet. M arbejdede under og efter ægteskabet i Kastrup, hvortil hun efter nogle år ønskede at flytte. Der var 7-7-deleordning, som næppe vil kunne opretholdes efter flytningen.
Pigerne havde forskellige vanskeligheder med gældende ordning. Der gennemførtes en børnesagkyndig observation med samtaler med børnene men ikke egentlig børnesagkyndig undersøgelse.
Der var i forbindelse med skilsmissen aftalt en ordning med P1 (den 6årige) som formelt boende hos F og P2 (den 11 årige) som boende hos M. Derfor var der formelt tale om to sager, idet sagen vedrørende P2 var startet af F, mens Ms sagsanlæg var en følge heraf. Sagerne blev behandlet sammen, da begge forældre havde bopæl i samme retskreds.
Byrettens begrundelse:
Retten finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, således at der kan træffes afgørelse på det foreliggende grundlag. der er derfor ikke grundlag for at udsætte sagerne på foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse, som påstået af F, jfr. rpl. § 450b.
Der er herved lagt vægt på, at børnesagkyndig psykolog Z har observeret børnene og parternes samvær med børnene og har talt med børnene i hvert af parternes hjem, og den børnesagkyndige har udarbejdet en observationsrapport af 4. marts 2013. Der er fremlagt skoleudtalelser og udtalelser fra fritidshjem vedrørende børnene. Der skønnes derfor ikke at være behov for at iværksætte en egentlig børnesagkyndig undersøgelse, idet forholdende må anses for at være tilstrækkelig belyst.
Den af F fremsatte anmodning herom tages derfor ikke til følge.
Ud fra en samlet vurdering finder retten, at det vil være bedst for barnet P2 (den 11-årige) fortsat at have bopæl hos M, jfr. forældreansvarsloven § 4, og retten finder derfor, at betingelserne for at ændre bopælen efter forældreansvarsloven § 17 stk. 2 ikke er til stede.
Endvidere finder retten ud fra en samlet vurdering, at det vil være bedst for barnet P1 fremover at have bopæl hos M, jfr. forældreansvarsloven § 4, jfr. § 17 stk. 2.
Retten finder, at begge forældre fremtræder som omsorgsfulde forældre og som engagerede i P1 og P2s forhold. Begge forældre har gode forældreressourcer til at tage vare på børnene, og begge parter vurderes at have et stort ønske om, at børnene skal have det godt.
Retten har navnlig lagt vægt på, at det af ovennævnte observationsrapport fremgår, at det efter den børnesagkyndiges vurdering tyder på, at P2 oplever sig tætter knyttet til sin mor end til sin far, samt at hun vedvarende også udtrykker ønske om at få bopæl hos sin mor. Det fremgår endvidere af observationsrapporten, at den børnesagkyndige har indtryk af, at børnene er tæt knyttet til hinanden, og at det ikke vil være i deres interesse at skille dem ad i dagligdagen.
Retten har endvidere lagt vægt på, at P1 under en samtale med den børnesagkyndige har udtalt, at hun ønsker at bo mest hos sin mor og skifte skole, så hun kan være sammen med P2.
Retten finder, at der ikke foreligger omstændigheder, der kan begrunde, at retten træffer bestemmelse efter rpl. § 480 stk. 2 om, at dommen skal kunne fuldbyrdes, hvis den ankes inden fuldbyrdelsesfristen s udløb, hvorfor Ms påstand herom ikke tages til følge.
Landsrettens begrundelse:
Efter de foreliggende oplysninger har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at imødekomme en anmodning om en samtale med børnene.
Af de grunde, der er anført af byretten, herunder særligt P2s forhold, og at pigerne ikke skal skilles, finder landsretten, at det vil være bedst for pigerne, at de begge får bopæl hos deres mor. Landsretten stadfæster derfor dommen.
Kommentar:
Sagen er et eksempel på, hvor kompliceret det kan blive, når der er aftalt bopæl hos F for det ene barn og hos M for det andet. Modellen, som jeg kalder atomkapløbsmodellen.
Modellen binder i vidt omfang både børn og forældre.
Viggo Bækgaard