Bopæl for P på 5 år ændret fra M til F, ØLD af 21. januar 2013, utrykt
Baggrund. Det var oplyst, at M havde visse vanskeligheder med et noget større særbarn, som krævede nogen opmærksomhed. M havde derudover nogle psykiske problmer.
Parterne var i byretten enige om at indstille til en børnesagkyndig undersøgelse. Byretsdommeren vurderede ikke, at det var nødvendigt. Landsretten gennemførte en børnesagkyndig undersøgelse – men der er ikke to ord i dommen om undersøgelsen eller dennes konklusioner.
Byrettens begrundelse:
Efter de foreliggende oplysninger er begge forældre egnede til at have P hos sig.
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger på baggrund af navnlig parternes forklaringer finder retten imidlertid, at det vil være bedst for P, at hun fortsat bor hos sin mor, jf. forældreansvarsloven § 17, jf. § 4.
Retten har herunder også lagt vægt på, at P siden samlivsophævelsen har haft bopæl hos sin mor, der også hidtil har været Ps primære omsorgsperson, og på oplysningerne om Ps aktuelle situation og behov og hendes tilknytning til sin søster, der også bor hos deres mor.
Retten forudsætter på baggrund af de foreliggende oplysninger, at parterne også fortsat vil kunne samarbejde om samvær m.v., således at P bevarer den tætte kontakt til sin far.
Landsrettens begrundelse:
Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om P og hendes forældre som belyst ved parternes forklaringer og til dels den børnesagkyndige undersøgelse med bilag, finder landsretten, at det vil være bedst for P, der beskrives som velfungerende, at hun bevarer bopælen hos faren i de vante og trygge omgivelser.
