Bopæl for 3 årig D til F, der var den, der var mest indstillet på at sikre, at D kunne være meget hos begge forældre, TFA 2016/479 VLD

Bopæl for 3 årig D til F, der var den, der var mest indstillet på at sikre, at D kunne være meget hos begge forældre, TFA 2016/479 VLD

Byrettens begrundelse

Det afgørende princip i forældreansvarsloven er, at afgørelser træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4.

Efter parternes forklaringer sammenholdt med udtalelsen fra vuggestuen finder retten, at begge parter er egnede til at have bopælen over A, idet de begge er opmærksomme på ham og kan imødekomme hans behov.

Efter forklaringerne fra parterne, herunder om, hvordan de valgte at indrette sig under samlivet med hensyn til arbejde og barsel, lægger retten til grund, at det er M, der i hvert fald frem til samlivsophævelsen har været den primære omsorgsperson for A. Når henset hertil og til A’s alder, samt til at A har en halvbror, der bor hos M, finder retten efter en samlet vurdering af alle sagens oplysninger, at det vil være bedst for A, at han har får bopæl hos M. Retten tager derfor hendes påstand til følge, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4.

Landsrettens begrundelse

Efter indholdet af den børnesagkyndige erklæring må det lægges til grund, at A er tæt knyttet til begge forældre, og at de begge har et godt samspil med ham og har stor omsorg for ham.

Parterne har store indbyrdes konflikter, og ingen af dem har været i stand til at samarbejde positivt med den anden part om A. Derimod har de siden samlivsophævelsen opretholdt en 3/3-samværsordning, selv om de begge – ganske vist med hver sit udgangspunkt – har været bevidst om, at de mange skift ikke tilgodeser A’s behov.

Det fremgår af den børnesagkyndige erklæring, at A har behov for mere ro, og at han har behov for at være meget sammen med begge forældre, hvorimod det ikke fremgår, at A har behov for at have base hos den ene af parterne. Den sagkyndige undersøgelse understøtter således ikke, at det bør tillægges afgørende betydning, at M under samlivet var A’s primære omsorgsperson. Det er landsrettens vurdering, at F er den, der er mest indstillet på at imødekomme A’s behov for at være meget hos begge sine forældre. En samværsordning med længere ophold hos begge parter vil kunne tilgodese dette behov og samtidig sikre, at A og B kan udvikle deres relation som søskende.

Under disse omstændigheder finder landsretten efter en samlet vurdering, at det er bedst for A, at han får bopæl hos F.

Landsretten ændrer derfor byrettens dom, således at A skal have bopæl hos F.
kommentar.

Afgørelsen virker noget politisk korrekt og med mindre fokus på barnet end vanligt. Der har været børnesagkyndig undersøgelse i landsretten men tilsyneladende ikke i byretten.

Afgørelsen viser i al fald, at det er ubetinget vigtigt at have evnen til at ville samarbejde.

Viggo Bækgaard