Bistandsadvokat i straffesag måtte ikke overvære fogedens samtale med børn. Endvidere en række andre spørgsmål. M skulle betale sagsomkostninger til F på 8.000 i fogedsagen, TFA 2012/66 VLK
Fogedrettens kendelse:
Det fremgår af retsplejelovens kapitel 66 a, at en forurettet under nærmere angivne betingelser kan få beskikket en bistandsadvokat. Denne har i medfør af retsplejelovens § 741 c, stk. 1, adgang til at overvære blandt andet forurettedes forklaring i retten. Kapitel 66 a er placeret i fjerde bog om strafferetsplejen, og den finder ikke direkte anvendelse i den borgerlige retspleje. Fogedretten lægger endvidere til grund, at pigerne ikke skal afgive en forklaring i retten, men deltage i en samtale, og at denne samtale ikke tager udgangspunkt i de angivne forhold, der er under politimæssig efterforskning i den verserende straffesag. Formålet med samtalen er at få belyst, om det vil være til alvorlig fare for pigernes mentale eller fysiske helbred at blive udleveret.
Bestemmelsen i retsplejelovens § 450 d finder ikke direkte anvendelse under en sag om tvangsfuldbyrdelse efter retsplejelovens kapitel 48 a. Fogedretten finder endvidere ikke grundlag for at anvende bestemmelsen analogt, da de bagvedliggende hensyn i retsplejelovens § 450 d fuldt ud er tilgodeset ved, at repræsentanten for kommunen overværer samtalen, jf. retsplejelovens 537, stk. 2.
Thi bestemmes
Anmodningerne om advokat A overværelse af samtale med pigerne samt udpegning af advokat Amdi Møller i medfør af en analogi af retsplejelovens § 450 d imødekommes ikke.
Herefter:
Der er mellem parterne enighed om, at der ikke er sket udlevering som anført af rekvirenten. Rekvisita har gjort gældende, at børnene var klar til udlevering fredag, den 3. juni 2011 i overensstemmelse med resolution, hvilket rekvirenten har bestridt.
Rekvisita har anmodet om, at sagen udsættes på politiets efterforskning af de genoptagne voldsanmeldelser samt nye forhold. Der har mellem parterne været adskillige møder i fogedretten vedrørende udlevering af børnene siden 2010, der alle har resulteret i, at børnene er blevet udleveret enten efter aftale mellem parterne eller med fogedrettens medvirken. Henset hertil, samt til, at rekvirenten ikke er dømt i den tidligere voldssag, og da den politimæssige efterforskning og resultatet heraf ikke er afgørende, men blot et moment i afgørelsen af, hvorvidt tvangsudlevering skal finde sted, er betingelserne for at udsætte sagen i medfør af retsplejelovens § 502, stk. 1, nr. 2, ikke til stede.
Efter omstændighederne i sagen og henset til forholdet mellem parterne er der endvidere ikke tilstrækkeligt grundlag til at udsætte sagen på civilrettens afgørelse af rekvisitae anmodning om suspension af samvær m.v. eller afgørelse i forældremyndighedssagen, der efter det oplyste nu er omberammet til – – – september 2011. Rekvisitae anmodning om udsættelse på denne baggrund kan derfor ikke imødekommes.
Resolutioner vedrørende samvær truffet af en statsforvaltning skal som udgangspunkt efterkommes og skal endvidere som udgangspunkt tvangsfuldbyrdes af fogedretten, jf. retsplejelovens § 536, stk. 1.
Fuldbyrdelse skal ikke ske, hvis det er til alvorlig fare for børnenes sjælelige eller legemlige sundhed, jf. retsplejelovens § 536, stk. 6.
Der foreligger adskillige anmeldelser af rekvirenten vedrørende vold mod pigerne, og der foreligger endvidere adskillige skadestuerapporter og andre optegnelser fra hospitalsverdenen, hvoraf fremgår, at pigerne er blevet undersøgt, og i et ikke uvæsentligt omfang, at de konstaterede objektive fund kan være forårsaget som forklaret af pigerne, herunder at skaderne er påført af rekvirenten.
Fogedretten skal ikke tage stilling til, om der foreligger overtrædelse af straffelovens § 244 eller øvrige overtrædelser begået af rekvirenten eller andre. Fogedretten skal foretage en vurdering af, om udlevering er til alvorlig fare for pigerne. Det fremlagte og omfattende materiale, der i vid udstrækning har været fremlagt under tidligere samværssager, skal indgå i denne vurdering og taler imod en udlevering.
Fogedrettens samtale med pigerne med deltagelse af en børnesagkyndig og en repræsentant fra kommunen efterlader imidlertid det helt entydige indtryk, at pigerne – hvis de har været udsat for vold fra rekvirenten – ikke er traumatiseret over for rekvirenten, og pigerne har tilkendegivet, at de ikke har noget imod at blive udleveret til rekvirenten. På baggrund af samtalen med pigerne er der således ikke grundlag for at fastslå, at udlevering vil være til alvorlig fare for pigerne, og der skal således ske udlevering.
For så vidt angår udleveringen den 3. juni 2011 lægger fogedretten til grund, at det af resolutionen fremgår, at aflevering skal ske på den angivne tankstation. Der er ikke ved de fremkomne forklaringer ført bevis for, at afleveringsstedet efterfølgende skulle være ændret, og fogedretten lægger herefter til grund, at der også foreligger misligholdelse vedrørende dette samvær.
I medfør af retsplejelovens § 536, stk. 5, fastsætter fogedretten erstatningssamvær. Parterne er enige om, at der ikke har været samvær i syv dage, og da der ikke er grundlag for fastsætte et mindre erstatningssamvær, navnlig under hensyn til vigtigheden af, at pigerne har kontakt med begge parter, imødekommes rekvirentens påstand, således at erstatningssamvær fastsættes som nedenfor bestemt. Fogedretten bemærker, at det af hensyn til børnene, og efter en samlet vurdering, herunder forholdene i forbindelse med en tidligere udlevering i fogedretten, hvor rekvisita havde mulighed for at tale med pigerne, er mest formålstjenligt, at samværet udøves direkte efter retsmødet.
Udgangspunktet er, at der ikke tilkendes sagsomkostninger i samværssager. Henset til, at parterne har været i fogedretten adskillige gange, og at rekvisita fortsætter med at nægte at udlevere børnene, i vidt omfang på samme grundlag, skal rekvisita betale sagsomkostninger til rekvirenten. Disse kan skønsmæssigt fastsættes til 8.000 kr. og dækker udgifter til advokatbistand i denne sag og i den tidligere udsatte sag vedrørende sagsomkostninger.
Thi bestemmes
A og B skal udleveres til F til samvær i overensstemmelse med Statsforvaltningen Midtjyllands resolution af 30. juni 2010.
A og B skal herudover som erstatningssamvær udleveres til F straks efter afsigelse af denne kendelse og indtil fredag, den 26. august 2011 ved skoletids begyndelse.
M skal betale 8.000 kr. i sagsomkostninger til F. Beløbet skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8a.
Landsrettens begrundelse:
M’s påstand 1
Advokat A er beskikket som bistandsadvokat for A og B i forbindelse med den politimæssige efterforskning, der verserer mod F, i anledning af M’s anmeldelse af F for vold mod pigerne.
Af de grunde, som fogedretten har anført, og da samtalen mellem fogeden og A og B den 19. august 2011 fandt sted under tilstedeværelse af både en børnesagkyndig og en repræsentant fra kommunen, tiltræder landsretten, at anmodningen om, at advokat Amdi Møller overværede samtalen med pigerne og blev udpeget efter en analogi af retsplejelovens § 450 d, ikke blev taget til følge.
M’s påstand 2
Landsretten tiltræder af de grunde, som fogedretten har anført, at fogedretten ikke udsatte sagen på afslutning af den politimæssige efterforskning mod F eller på byrettens afgørelse i den anlagte forældreansvarssag, hvor M bl.a. har påstået F’s samvær med pigerne ophævet eller ændret.
M’s påstand 3
Fogedrettens afgørelse om at fremme sagen blev truffet, efter fogeden havde haft en samtale med A og B. Under samtalen var en børnesagkyndig – en psykolog – og en repræsentant fra kommunen til stede. Af de grunde, som fogedretten har anført, og navnlig efter fogedrettens referat af hovedindholdet af samtalen, tiltræder landsretten, at sagen blev fremmet.
M’s påstand 4
Det fremgår af retsbogen for fogedretten, at parterne var enige om, at der var tale om syv dage, hvor F skulle have haft samvær med A og B, men ikke havde haft det. Landsretten tiltræder, at fogedretten bestemte, at der skulle være erstatningssamvær, og at dette blev fastsat som sket. Under hensyn til forløbet siden sommeren 2010, hvor der har været afholdt mange møder i fogedretten vedrørende gennemførelsen af F’s samvær med A og B, tiltræder landsretten endvidere, at erstatningssamværet blev gennemført umiddelbart efter fogedretsmødet den 19. august 2011.
M’s påstand 5
Landsretten er enig med byretten i, at der er grundlag for at tilkende F sagsomkostninger til hans udgifter til advokatbistand. Da landsretten ikke har grundlag for at ændre fogedrettens skønsmæssige fastsættelse af sagsomkostningerne, tiltrædes det, at disse er fastsat til 8.000 kr.
M’s påstand 6
Det fremgår ikke af retsbogen for fogedretten, at fogedretten tog stilling til en anmodning fra M om tilladelse til at sige farvel til A og B inden udleveringen af dem til samvær med F efter fogedretsmødet den 19. august 2011. Som følge heraf behandler landsretten ikke påstanden.
Efter det anførte stadfæster landsretten derfor fogedrettens kendelser.
kommentar:
Det er en yderst interessant afgørelse ikke mindst i lyset af, at den offentliggøres netop på det tidspunkt, hvor hele forældreansvarslovskomplekset er til revision.
Der er enten tale om et eklatant eksempel på samværschikane – eller tale om en sag, hvor ”systemet” overhovedet ikke er gået i dybden i Ms bekymringer omkring børnene.
Det er åbenlyst, at fogedretten og landsretten vurderer problemstillingen som samværschikane.
Jeg er ud fra mit grundsyn på behandlingen af børnesagerne både i statsforvaltningerne, domstolene og i fogedretterne rigtig ærgerlig over, at landsretten ikke tillod bistandsadvokaten at overvære børnesamtalen. Det ville – i al fald under normale omstændigheder – medvirke til at skabe tryghed om processen.
Det kan bemærkes, at Fs advokat ikke ytrede sig om spørgsmålet – og altså ikke ville protestere mod bistandsadvokatens tilstedeværelse.
Det er svært at se, at man ikke kunne have fulgt en analogi af § 450d som hævdet af Ms advokat. Jeg tror, at det har ligget i dommernes baghoveder, at tilstedeværelsen også ville oppuste sagen omkostningsmæssigt, da statskassen i givet fald skulle have betalt pågældende i henhold til retsplejelovens § 451.
Omkostningsafgørelsen giver et meget klart signal om, at det har været fogedrettens bedømmelse, at vægringen ved udlevering har været ”ren hysteri”.
Sagen er også et eksempel på, at man ikke altid kan udlede det, som man gerne vil af referater i TFA, og at ikke alt er fremme i en fogedsag overhovedet.
Viggo Bækgaard