Betydningen af uenighed om skoleskift ved fælles forældremyndighed, TFA 2013/75 ØLD
Problemstilling:
Der var praktiseret fælles forældremyndighed og en 7/7-ordning siden samlivsophævelse i 2004 men med den formelle forældremyndighed hos M, som D boede hos. D var fortsat i den skole, hvor han gik, da parterne flyttede fra hinanden. F boede nu i en naboby til ”skolebyen”. M var i 2010 flyttet længere bort og ønskede nu, at D skulle gå i skole i hendes nye by.
Byretten dømte til fælles forældremyndighed med bopæl hos M. M ankede, fordi F ikke var enig i skoleskiftet.
Byrettens begrundelse:
Spørgsmålet om samvær blev drøftet på retsmødet den 02.07.2012. Der er tale om en sag efter forældreansvarslovens § 14, stk. 1, og da parterne tidligere i 2004 har fået afgjort en sag om forældremyndighed, tilkendegav retten, at spørgsmålet om samvær skal afgøres af statsforvaltningen, jf. § 38. Det var der ikke indvendinger imod, og sagsøgte har da heller ikke i sit processkrift taget stilling til samvær.
Det lægges til grund, at moren formelt har haft forældremyndigheden over S, og at hun har flyttet bopæl for hende og S, samt at hun har skrevet ham op til Y skole.
Parterne har dog praktiseret fælles forældremyndighed og en 7/7-samværsordning indtil flytningen.
S har et godt forhold til begge forældre. Parterne har vist, at de har kunnet praktisere fælles forældremyndighed, og den omstændighed, at S har skiftet adresse og skole, finder retten ikke bør bevirke, at parterne ikke kan have fælles forældremyndighed for fremtiden.
Retten tager derfor påstanden om fælles forældremyndighed, således, at S’ bopæl forbliver hos moren, til følge.
Landsrettens begrundelse:
M har hidtil haft forældremyndigheden over S, men forældrene har i det væsentlige ageret, som om der var fælles forældremyndighed i henhold til en tidligere indgået aftale, der dog ikke er blevet behørigt registreret. Siden M’s flytning til Y i 2010 har forældrene praktiseret en 7/7-samværsordning, og S har fortsat sin skolegang på skolen på X, jf. folkeskolelovens § 36, stk. 4, hvorefter en elev har ret til at fortsætte skolegangen i den skole, hvor eleven er optaget, i tilfælde, hvor eleven flytter til en anden bopæl under skoleforløbet.
Det kan efter forklaringerne lægges til grund, at der mellem forældrene hidtil i det væsentlige har været enighed om S’ forhold bortset fra det nu opståede spørgsmål om S’ skolegang. Landsretten finder herefter ikke, at den opståede uenighed om skolegangen er så tungtvejende, at der ikke er grundlag for fælles forældremyndighed, og at fælles forældremyndighed derfor vil være bedst for S, jf. forældreansvarslovens § 14, jf. § 4.
Det tiltrædes derfor, at forældrene skal have fælles forældremyndighed over S.
Landsretten finder, at S’ ret til efter folkeskolelovens § 36, stk. 4, at fortsætte i skolen på X forudsætter, at forældremyndighedsindehaverne er enige herom, jf. folkeskolelovens § 54, stk. 1, hvorefter forældrenes rettigheder efter blandt andet lovens § 36 tilkommer den eller de personer, som har forældremyndigheden over eleven. Da der som anført ikke er enighed om, at S skal fortsætte i skolen på X, hvor ingen af parterne har bopæl, kan S ikke fortsætte i denne skole. S vil derimod i medfør af bestemmelsen i folkeskolelovens § 36, stk. 2, kunne optages i en skole i det skoledistrikt, hvor han har bopæl, hvilket efter landsrettens opfattelse efter ordlyden af bestemmelsen må gælde, uanset om forældrene er enige herom.
Landsretten lægger efter parternes forklaringer om deres indbyrdes forhold, herunder om samlivet, til grund, at M må anses for at være den primære omsorgsperson for S. S går til fodbold både på X og i Y, hvor han har stiftet bekendtskab med skolen og kammeraterne, hvorimod der ikke foreligger oplysninger om bekendtskaber eller kendskab til skolen i tilknytning til F’s bopæl på Z.
Efter en samlet vurdering finder landsretten herefter, at det vil være bedst for S, at han får bopæl hos M.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Kommentar:
Landsretten har nu definitivt løst et stort praktisk problem ved at slå fast med syvtommersøm, at det er folkeskolelovens principper, der slår igennem over for forældreansvarslovens.
Viggo Bækgaard