Barns ophold i Danmark blev efter tysk ret opfattet som bopæl i Danmark. Derfor ikke i strid med børnebortførelsesloven, og barnet skulle ikke udleveres til F i Tyskland, TFA 2016/334 ØLK og UFR 2016/2747 ØLK

Barns ophold i Danmark blev efter tysk ret opfattet som bopæl i Danmark. Derfor ikke i strid med børnebortførelsesloven, og barnet skulle ikke udleveres til F i Tyskland, TFA 2016/334 ØLK og UFR 2016/2747 ØLK

Byrettens begrundelse:

Fogedretten lægger til grund, at B var 2½ år, da hun flyttede med sin mor til Danmark. F gav samtykke til, at hun opholdt sig midlertidigt her i landet indtil august 2014, og han havde jævnlig kontakt med B indtil sommeren 2014.

I sommeren 2014 bestred F de danske myndigheders og domstoles kompetence til at behandle spørgsmålet om B’s bopæl.

Uanset forældreansvarssagen, som verserede ved Københavns Byret og Østre Landsret, og sagen ved de tyske domstole kunne F have indleveret anmodning til fogedretten om tilbagegivelse efter børnebortførelseslovens regler, hvilket var det relevante retsskridt, når han ville modsætte sig B’s fortsatte ophold her i landet, jf. herved børnebortførelseslovens § 19.

Fogedrettens vurdering af, hvor B har bopæl, må foretages som en helhedsvurdering på tidspunktet for sagens indlevering til fogedretten.

Fogedretten lægger ved denne vurdering til grund, at B, der nu er 4½ år, har opholdt sig i Danmark i 2 år, og at hun bor sammen med sin mor, der har sit studium og arbejde her. B taler tysk og dansk, og hun går i børnehave.

På denne baggrund finder fogedretten, at B efter en helhedsvurdering har skiftet bopæl fra Tyskland til Danmark, og at hun derfor ikke tilbageholdes ulovligt. F’s anmodning om tilbagegivelse kan derfor ikke tages til følge.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet bemærkes, at fogedretten i medfør af børnebortførelseslovens § 18, stk. 2, har beskikket advokat for F, og at fogedretten i medfør af retsplejelovens § 500, stk. 2, har givet M fri proces og beskikket advokat for hende.

Landsrettens begrundelse:

B havde bopæl i Tyskland, før hun sammen med sin mor – med farens indforståelse – rejste til Danmark i august 2013. Hovedspørgsmålet er, om B i foråret 2014, da faderen modsatte sig hendes fortsatte ophold i Danmark, havde bopæl i Tyskland eller i Danmark, idet tilbagegivelse til faren i Tyskland kun kan finde sted, hvis hun fortsat havde bopæl der, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 1. Det er således efter børnebortførelseslovens § 10, stk. 1, bopælsforholdet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen, der er afgørende.

Afgørelsen af, om et barn har bopæl i Danmark, beror på en helhedsvurdering, hvori navnlig indgår dels forældrenes eventuelle fælles intentioner og aftaler om formålet og varigheden af opholdet i Danmark, dels barnets situation, herunder varigheden af opholdet her i landet, og barnets tilknytning til det nuværende og tidligere opholdssted.

F accepterede den 7. oktober 2013, at B kunne opholde sig hos sin mor i Danmark i forbindelse med et studieophold fra august 2013 til december 2013, og den 10. november 2013 accepterede han en forlængelse af opholdet indtil august 2014. I foråret 2014 blev spørgsmålet om en yderligere forlængelse af opholdet nævnt, men ikke accepteret. Det må på den baggrund lægges til grund, at der var en forståelse af, at opholdet i Danmark var midlertidigt, og at B skulle vende tilbage til Tyskland herefter. Efter udgangen af august 2014 var tilbageholdelsen af B derfor ikke i overensstemmelse med det, som parterne havde aftalt, og B har efter landsrettens opfattelse ikke i kraft af det aftalte midlertidige ophold på et år skiftet bopæl fra Tyskland til Danmark i børnebortførelseslovens § 10’s forstand.

Det fremgår imidlertid af de tyske afgørelser, at B fra juni 2014 efter tysk ret havde sit sædvanlige opholdssted i Danmark, og at tilbageholdelsen derfor ikke efter tysk ret kan anses for ulovlig. På den baggrund finder landsretten, at betingelserne i børnebortførelseslovens § 10, stk. 2, nr. 1, ikke er opfyldt.

Med den begrundelse stadfæster landsretten fogedrettens afgørelse.