Anke til landsretten.

Anke til landsretten.

En forældreansvarssag kan ankes til Landsretten. Ankefristen er fire uger fra dommens afsigelse.

Der er forskel på konsekvenserne for afgørelser om bopæl/forældremyndighed og om samvær.

For forældremyndighed og bopæl er reglerne er sådan, at hvis der ankes  efter 14 dage, vil byrettens resultat være gældende, indtil landsretten har truffet den endelige afgørelse. Derimod er det sådan, at hvis der er anket inden 14 dage efter dommen, vil det være retstilstanden før byretsdommen, der er afgørende.

For samvær gælder, at byrettens afgørelse gælder straks, uanset om dommen ankes.

I begge sagstyper kan man under sagen nedlægge påstande om, at ovennævnte ikke skal gælde. For den nørdede læser henviser jeg til retsplejelovens § 480.

Sagens behandling i landsretten ligner i nogen grad behandlingen ved byretten. Man anker sagen via retssagsportalen minretssag.dk.

I praksis ser man oftest en kort ankestævning i de sager, hvor det er de samme advokater, der har sagen for landsretten, som har haft den for byretten. De vil oftest mene, at byretten har haft et fyldigt og relevant grundlag for sin afgørelse, selv om anken selvfølgelig er udtryk for, at den ene part ikke er fornøjet med resultatet.

Hvis der derimod er ny advokat på i forbindelse med landsretssagen ses det ofte, at der først sendes en kortfattet ankestævning med det fornødne formelle indhold, så ankesagen er sat behørigt i gang inden for tidsrammerne, og at der efterfølgende følges op med et supplerende lidt længere processkrift.

Landsretten er relativ hurtig til at få berammet en hovedforhandling i en forældreansvarssag. Det er helt utvivlsomt landsretten, som i forhold til både Familieretshuset og byretten er suverænt hurtigst i sin sagsbehandling i lige præcist disse sager.

Min erfaring siger, at en landsretssag kan gennemføres forholdsvis få måneder efter byretsdommen. Et typisk eksempel, som er helt aktuel, mens jeg skriver denne oprindelige artikel er en byretsdom, som blev afsagt den 11. marts 2014, og som kom for landsretten den 13. august 2014.  Næsten nøjagtig 5 måneder er virkelig nydeligt, når man tænker på, at der i den periode er en sommer, hvor landet nærmest er lagt ned i mere end en måned.

Der er selvfølgelig mulighed for skriftveksling i landsretten, således at indstævnede får mulighed for at svare på ankestævning og eventuelle processkrifter. Men der er sjældent brug for det i videre udstrækning.

Selve retsmødet i landsretten minder meget om retsmødet i byretten. I landsretten er der 3 dommere, hvor byretten kun havde en dommer.

Retsmødet er lidt mere formelt. Både dommere og advokater bærer kapper, og advokaterne står tuypisk op, når de afhører parterne. Det kan virke en smule stift og unaturligt, at du som part skal sidde ned derinde i midten af retssalen, mens din advokat står ved sin pult og afhører dig. Men det fungerer nu udmærket i praksis. Da flere af retssalene i landsretten er ret store indrettet sådan, at man ikke altid kan se alle dommerne, når man sidder ned, har i al fald jeg vænnet mig til formen som naturlig.

Men jeg ved godt, at man som part aldrig rigtig bliver fortrolig med den stive form, som man typisk kun oplever en enkelt eller i al fald ganske få gange i livet.

Jeg må erkende, at der de sidste 15-20 år er sket en betydelig forandring i oplevelsen af at komme i landsretten. Dommerne er blevet meget yngre, når de udnævnes. Selv om man selvfølgelig og med rette holder på formerne af hensyn til rettens autoritet, er møderne blevet mere afslappede og uformelle.

Afhøringen i landsretten starter med, at den forklaring, du har afgivet i byretten, bliver læst op af din advokat. Retsformanden spørger så, om byretsdommeren har forstået din forklaring rigtigt, som den er gengivet.

Herefter bliver du afhørt i praksis kun om, hvad der måtte være sket i perioden fra byretsmødet og indtil mødet i landsretten.

Der er i praksis ikke forskel på afhøringen i byret og landsret. Først er det egen advokat, som afhører, og derefter har modpartens advokat lejlighed til at stille supplerende spørgsmål. Jeg henviser til min beskrivelse af det i byretskapitlet.

Hvis sagen giver anledning til overvejelse af, om der f. eks. skal gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse i landsretten, er det klogt, at parterne har fremsat ønsket så tidligt som muligt. Det hænder, at landsretten på skriftligt grundlag beslutter det, men det mest almindelige er, at retten afventer retsmødet og derefter optager sagen enten til dom eller til afgørelse af, om der skal gennemføres en fornyet undersøgelse eller for eksempel gennemføres en samtale med barnet.

En samtale med barnet i landsretten kan også være bestemt forud for retsmødet. Efter regelændringerne i 2012 må dommerne ikke afholde samtalen alene. Der skal være en børnesagkyndig til stede, som i praksis skal gennemføre samtalen.

Generelt gælder desværre, at parter i en forældreansvarssag kan opleve det som meget frustrerende, at retten ikke lader sagerne oplyse godt nok. Man kan bestemt tit med rette undre sig over, at retterne mener, at de kan træffe afgørelse alene på baggrund af forældrenes forklaringer og eventuelt en erklæring fra en institution om barnet.

Højesteret.

I Danmark har vi tre instanser ved domstolene. Forældreansvarssager starter ved domstolene i byretten og kan ankes til landsretten. Vi har i praksis et to-instansprincip. Man kan nemlig kun få en sag for Højesteret, hvis man kan få en anketilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Højesteret skal kun behandle principielle sager. Desværre er det overordentlig svært grænsende til umuligt at få en forældreansvarssag for Højesteret. Det hænder, men det er absolut undtagelsen, der bekræfter reglen.

Jeg er selv meget tilbageholdende med at sende ansøgninger om anke til Højesteret og har kun gjort det i ganske få sager, hvor jeg selv har været meget overbevist om, at der burde være en chance, fordi jeg ser sagen som principiel. Det er aldrig lykkedes for mig at få en sådan anketilladelse.

Advokater og universitetsjurister, som beskæftiger sig med familieret er generelt enige om, at Procesbevillingsnævnet er for restriktiv i sin praksis på området.

Landsrettens afgørelse er med andre ord i praksis endelig.

Viggo Bækgaard
advokat (H), mediator
Formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær

opdateret 21. november 2022