Anke afvist, da M ikke mødte personligt efter utilstrækkelig lægeerklæring, TFA 2011/ 282 ØLD

Anke afvist, da M ikke mødte personligt efter utilstrækkelig lægeerklæring, TFA 2011/ 282 ØLD

Byrettens begrundelse:

 

Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at F efter parternes samlivsophævelse i juli 2007 har haft normalt samvær med S indtil februar 2009, og at han herefter trods anmodning herom ikke har haft kontakt med S, som M ikke har villet udlevere til samvær, og som siden den 17. august 2010 har opholdt sig uden for landet sammen med M, efter det oplyste foreløbig indtil maj 2011.

 

Retten finder, at parternes konflikt omkring S er så voldsom, at S lider under det, hvorfor parternes samstemmende påstand om ophævelse af den fælles forældremyndighed tages til følge, jf. forældreansvarslovens § 11, da der foreligger tungtvejende grunde hertil.

 

S er efter den børnesagkyndiges vurdering følelsesmæssigt knyttet til M, som han har boet sammen med siden parternes samlivsophævelse i juli 2007, og M er følelsesmæssigt knyttet til S. F er efter den børnesagkyndiges vurdering ligeledes følelsesmæssigt knyttet til S, som imidlertid har taget stærkt afstand fra F, senest under børnesamtalen og den børnesagkyndige undersøgelse.

 

Ifølge den børnesagkyndige er det dog nærliggende at overveje, i hvor høj grad beskrivelsen af F, som S ikke har haft kontakt med i over 1½ år, er et udtryk for S’ reelle og hele opfattelse af ham, eller om der snarere er tale om en beskrivelse, som skal ses i relation til den kontekst, hvori den er afgivet, men at det under alle omstændigheder af hensyn til S er vigtigt at medtænke hans oplevelse af F i forhold til forældremyndighed og samvær.

 

Efter den børnesagkyndiges vurdering vil S’ sundhed og udvikling på kortere og længere sigt være bedst tilgodeset, hvis han fortsætter sin tilværelse her i landet, mest ideelt hvis han bor hos M og har samvær med F, hvilket F har erklæret sig enig i var en ideel løsning før februar 2009.

 

M har ved sin udrejse af landet med S og ved sin øvrige adfærd siden februar 2009 umuliggjort denne løsning. M har endvidere ved sin udrejse med S afskåret ham fra kontakt med familie og venner her i landet, ligesom hun har taget ham ud af sit vante miljø med skole, fritidsaktiviteter m.v.

 

Retten finder, at M gennem sine handlinger har vist, at hun ikke formår at varetage S’ tarv, og at det derfor på længere sigt vil være bedst for S, at forældremyndigheden over ham tillægges F, som har forklaret, at han er i kontakt med relevante myndigheder, psykolog m.v. med henblik på så skånsomt som muligt at genetablere kontakten til S.

 

Retten tager som følge af ovenstående F’s principale påstand til følge, hvorefter forældremyndigheden over S tillægges ham.

 

Spørgsmålet om samvær overlades til M’s efterfølgende anmodning herom til statsforvaltningen.

 

Landsrettens begrundelse:

 

I ankestævningen var det oplyst, at M fortsat opholdt sig i Asien med sønnen S, og at hun ikke ville give møde for landsretten. Som det fremgår af retsbogen for den 3. november 2010, pålagde landsretten i medfør af retsplejelovens § 450 b herefter M, der ikke havde givet møde under hovedforhandlingen i byretten, at hun skulle møde til hovedforhandlingen i landsretten og afgive forklaring. Det er i retsbogen anført, at ankesagen vil kunne afvises, hvis M ikke måtte give møde, jf. retsplejelovens § 452, stk. 2.

 

Ved hovedforhandlingens påbegyndelse den 1. februar 2011 oplyste den for M beskikkede advokat, advokat X, at hun havde modtaget underretning om, at M var brudt sammen og formentlig ikke var ankommet til Danmark. Advokat X anmodede på den baggrund om, at anken ikke blev afvist, men at sagen blev udsat, idet hun samtidig oplyste, at M var anmodet om at fremskaffe en gyldig lægeerklæring. F protesterede mod udsættelse af hovedforhandlingen og begærede anken afvist. Advokat X oplyste på landsrettens forespørgsel, at udskrift af landsrettens retsbog for den 3. november 2010 var tilsendt M.

 

Landsretten tilkendegav i retsmødet, at sagen ville blive udsat, såfremt der blev fremlagt lægeerklæring, der dokumenterede, at M på grund af sygdom har været ude af stand til at give møde til hovedforhandlingen. Landsretten tilkendegav samtidig, at anken ville blive afvist, såfremt fornøden lægeerklæring ikke måtte fremkomme.

 

M har efterfølgende fremsendt erklæring af 8. februar 2011 fra P FBPsS, PhD, M.Ss, C. Psychol, Professor of Clinical Psychology, Diplomate of the Academy of Cognitive Therapy, Associate Fellow of the Albert Ellis Institute. Af erklæringen fremgår blandt andet, at den er udfærdiget efter telefonisk konsultation den 8. februar 2011, og at den ikke er udarbejdet af M’s sædvanlige læge. Det er anført, at M’s symptomer opfylder kriterierne for diagnosen »Acute Stress Disorder«, og sygdomstilfældet angives at være begyndt den 30. januar 2011. Det er samtidig angivet, at sygdommen vurderes at have været til hinder for M’s fremmøde i retten og vil være det i op til 4 uger eller mere.

 

Landsretten finder, at den fremsendte erklæring af 8. februar 2011 ikke er tilstrækkelig dokumentation for, at M på grund af sygdom har været forhindret i at give møde under hovedforhandlingen den 1. februar 2011. Herefter og da M var meddelt pålæg om at give møde under hovedforhandlingen og afgive forklaring og var bekendt med, at sagen ville kunne afvises ved manglende efterkommelse af pålægget, afvises anken, jf. retsplejelovens § 452, stk. 2.

Kommentar:

Sagen giver stof til eftertanke. Den minder mig i uhyggelig grad om en sag, der påvirkede mig ganske meget tilbage i 2006 (link). Jeg læser afgørelsen og skriver denne kommentar samme dag, som BT bringer en historie om en 75-årig kendis-far, der har fået forældremyndigheden over et 7-års barn, fordi mor er gået under jorden.

Det er en uendelig vanskelig problemstilling, der dukker op med jævne mellemrum.

På den ene side står bevidstheden om den bekymring, en forælder har, og som fører ti at gå under jorden. Det gamle ordsprog om, at der sjældent er røg, uden at der har været brand rinder også i hu.

Den ”efterladte” forælders i mange tilfælde berettigede frustration over ikke at kunne se sit barn, og den bekymrede forælders paniske angst for, at sagen ikke bliver ordentligt oplyst, så bekymringerne bliver behandlet seriøst.

Bekymringen over, om sagen behandles seriøst, hvis man vover at dukke op, er relevant. I 2006-sagen var det med et mulehår og en 2-1 afgørelse, at mor ikke endte i fængsel.

Jeg ønsker at understrege, at jeg selvfølgelig ikke har nogen mening hverken om den konkrete sag ovenfor eller om ”kendis-sagen”. Det gælder såvel bevæggrunde som resultat.

For mig er det blot tankevækkende, at nogen føler sig nødsaget til at gå under jorden primært oftest fordi man ikke har tillid til det retssystem, som vi ellers ynder at bryste os af.

Viggo Bækgaard