Anke af Familierettens dom krævede Procesbevillingsnævnets tilladelse, TFA 2020/74 HKK

Anke af Familierettens dom krævede Procesbevillingsnævnets tilladelse, TFA 2020/74 HKK

Problemstilling:

Statsforvaltningen traf i januar 2019 afgørelse om ophævelse af samvær.

F klagede til Ankestyrelsen (som man skulle før 1. april 2019). Ankestyrelsen sendte sagen til Familieretten til færdigbehandling også lige efter bogen.

Familieretten stadfæstede Statsforvaltningens afgørelse. F søgte så om Procesbevillingsnænets tilladelse til at anke dommen til Landsretten. Også lige efter bogen.

Nævnet fortalte så F, at det ikke var nødvendigt. Upst for F: han søgte om tilladelse til at anke efter ankefristens udløb.

Landsrettens begrundelse:

Byrettens dom er afsagt af familieretten i medfør af reglerne i det nyaffattede kapitel 42 i retsplejeloven, der bl.a. indeholder en bestemmelse om ankebegrænsning, jf. § 453, stk. 1. Det følger af denne bestemmelse, at en dom afsagt af familieretten i en sag, hvor en afgørelse truffet af Familieretshuset er indbragt for familieretten, kun kan ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Spørgsmålet er herefter, om den foreliggende dom frit kan ankes til landsretten, og om landsretten i givet fald kan tillade anke efter ankefristens udløb efter retsplejelovens § 372, stk. 2, 5. pkt.

RETSGRUNDLAG

De nye regler i retsplejelovens kapitel 42 er indsat ved lov nr. 1711 af 27. december 2018 § 15, nr. 15, der trådte i kraft den 1. april 2019.

Af forarbejderne til bestemmelsen i retsplejelovens § 453, stk. 1, (lovforslag nr. L 91 af 7. november 2018, de specielle bemærkninger til lovforslagets § 15, nr. 14) fremgår bl.a.:

»Efter § 39 i forslaget til Familieretshuset kan en afgørelse truffet af Familieretshuset efter anmodning fra en part indbringes for familieretten til prøvelse.

Efter § 368 i retsplejeloven kan byretsdomme som udgangspunkt ankes til landsretten. …

Retsplejeloven indeholder visse generelle anke- og kærebegrænsninger.

Angår en sag et krav, der efter påstanden har en økonomisk værdi af højst 20.000 kr., kan dommen efter § 368, stk. 1, 2. pkt., kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Efter bestemmelsens stk. 2 kan Procesbevillingsnævnet meddele tilladelse til anke af domme, der er omfattet af stk. 1, 2. pkt., hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse skal indgives til nævnet inden fire uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen.

Endvidere kan landsretten i medfør af § 368 a i retsplejeloven afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter, eller andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten. Landsretten kan dog ikke afvise en sag, som er indbragt efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Det foreslås med § 453, stk. 1, i retsplejeloven, at en dom afsagt af familieretten i en sag, hvor en afgørelse truffet af Familieretshuset er indbragt for familieretten til prøvelse, kun kan ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Den frie ankeadgang i § 368 i retsplejeloven gælder således ikke for de omhandlede domme.

Det bemærkes, at de ovennævnte appelbegrænsninger i den civile retspleje ikke er fraveget i den foreslåede bestemmelse, og disse appelbegrænsninger gælder således sammen med den foreslåede bestemmelse i § 453, stk. 1, for domme afsagt af familieretten i sager omfattet af det foreslåede kapitel 42 i retsplejeloven.

Begrundelsen for den foreslåede appelbegrænsning er, at de omhandlede afgørelser vedrører prøvelse af en afgørelse truffet af Familieretshuset. Da sagen inden indbringelsen for familieretten har været undergivet behandling af en administrativ myndighed, bør der ikke være fri adgang til at få familierettens afgørelse om prøvelsen af Familieretshusets afgørelse indbragt for landsretten.

Det bemærkes, at den foreslåede appelbegrænsning ikke afskærer en part fra adgangen til domstolsprøvelse efter § 63 i grundloven.«

Ovennævnte lov nr. 1711 af 27. december 2018 indeholder i § 42, stk. 1, følgende overgangsbestemmelse:

»De ændringer af retsplejeloven, der følger af denne lovs § 15, nr. 1 og 7-19, og de ændringer af lov om retsafgifter, der følger af denne lovs § 16, finder ikke anvendelse for sager, som er indbragt for retten før lovens ikrafttræden. For sådanne sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.«

Af forarbejderne hertil (lovforslag nr. 91 af 7. november 2018, de specielle bemærkninger) fremgår bl.a.:

»§ 42 indeholder overgangsbestemmelser for domstolenes behandling af familieretlige sager og for de foreslåede ændringer vedrørende Procesbevillingsnævnet.

Med stk. 1 foreslås det, at de ændringer af retsplejeloven, der følger af lovforslagets § 15, nr. 1 og 6-18, og de ændringer af retsafgiftsloven, der følger af lovforslagets § 16, ikke finder anvendelse for sager, som er indbragt for retten før lovens ikrafttræden. Sådanne sager behandles efter de hidtil gældende regler.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer, at de regler i retsplejeloven og retsafgiftsloven, der følger af lovforslagets § 15, nr. 1 og 6-18, og § 16, for det første finder anvendelse for de sager, som Familieretshuset fra og med den 1. april [2019] indbringer for familieretten.

For det andet finder de nævnte regler i retsplejeloven og retsafgiftsloven anvendelse for sager vedrørende klager over Statsforvaltningens afgørelser i familieretlige sager, som er omfattede af § 2, nr. 1-11, i forslaget til Familieretshusloven, og som ved lovens ikrafttræden er under behandling af Ankestyrelsen. Disse sager oversender Ankestyrelsen ved lovens ikrafttræden til familieretten til videre behandling. Der henvises til § 47, stk. 5, i forslaget til Familieretshusloven, hvorefter klage over Statsforvaltningens afgørelse i en sag omfattet af § 2, nr. 1-11, som ved lovens ikrafttræden er under behandling af Ankestyrelsen, færdigbehandles af familieretten.

Begrundelsen for den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er, at de foreslåede ændringer af retsplejeloven og retsafgiftsloven er rettet mod sager, som Familieretshuset efter forslaget til Familieretshusloven indbringer for familieretten fra og med den 1. april 2019. De foreslåede regler kan derfor ikke finde anvendelse for retssager, der verserer ved lovens ikrafttræden den 1. april 2019.«

Den omtalte overgangsbestemmelse i § 47 i lov nr. 1702 af 27. december 2018 om Familieretshuset, der trådte i kraft den 1. april 2019, er sålydende:

Ȥ 47

Sager omfattet af § 2, som Statsforvaltningen ved lovens ikrafttræden ikke har færdigbehandlet, færdigbehandles af Familieretshuset eller familieretten efter reglerne i denne lov, jf. dog stk. 2. …

Stk. 2.

Stk. 3.

Klage over en afgørelse truffet af Statsforvaltningen inden lovens ikrafttræden i en sag omfattet af § 2, nr. 1-11, indgives til Familieretshuset. Familieretshuset behandler klagen som en anmodning om at indbringe afgørelsen for familieretten. Det samme gælder for klager, som er indgivet til Statsforvaltningen inden lovens ikrafttræden, men som Statsforvaltningen ved lovens ikrafttræden ikke har videresendt til Ankestyrelsen. §§ 39 og 40, § 41, stk. 2-6, og kapitel 13 finder tilsvarende anvendelse for sådanne klager.

Stk. 4.

Stk. 5.

Klage over Statsforvaltningens afgørelse i en sag omfattet af § 2, nr. 1-11, som ved lovens ikrafttræden er under behandling af Ankestyrelsen, færdigbehandles af familieretten.

Stk. 6.

…«

I den omtalte § 2 opregnes en række love og bestemmelser m.v. – herunder forældreansvarsloven (§ 2, nr. 1) – efter hvilke Familieretshuset behandler sager efter lov om Familieretshuset.

Af forarbejderne til den nævnte overgangsbestemmelse i lovens § 47 (lovforslag nr. 90 af 7. november 2018, de specielle bemærkninger) fremgår:

»Det foreslås med § 47, stk. 1, at sager efter de love, der er nævnt i den foreslåede bestemmelse i § 2, der er under behandling i Statsforvaltningen på tidspunktet for lovens ikrafttræden, færdigbehandles af Familieretshuset eller familieretten efter reglerne i denne lov.

Med bestemmelserne i § 47, stk. 3, 1. og 2. pkt., foreslås det, at klage over en afgørelse truffet af Statsforvaltningen inden lovens ikrafttræden i en sag omfattet af § 2, nr. 1-11, indgives til Familieretshuset. Familieretshuset behandler klagen som en anmodning om at indbringe afgørelsen for familieretten til prøvelse. Det foreslås videre med stk. 3, 3. pkt., at 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse på klage, som er indgivet til Statsforvaltningen inden lovens ikrafttræden, men som Statsforvaltningen ved lovens ikrafttræden ikke har videresendt til Ankestyrelsen.

Endelig foreslås det med stk. 3, 4. pkt., at lovforslagets §§ 39 og 40, § 41, stk. 2-6, og kapitel 13 om domstolsprøvelse og om indbringelse af sager for familieretten finder tilsvarende anvendelse på klager efter stk. 3, 1. og 3. pkt.

Den tilsvarende anvendelse af de foreslåede bestemmelser i § 39 betyder, at Statsforvaltningens afgørelse indbringes for familieretten til prøvelse, medmindre der er tale om en afgørelse, der er omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 40. Det følger endvidere af § 39, at det er Familieretshuset, der indbringer afgørelsen for familieretten, og at indbringelsen sker efter bestemmelserne i lovforslagets kapitel 13.

Der foreslås med bestemmelsen i § 47, stk. 5, at klage over Statsforvaltningens afgørelse i en sag omfattet af de i lovforslagets § 2, nr. 1-11, nævnte love m.v., som ved lovens ikrafttræden er under behandling af Ankestyrelsen, færdigbehandles af familieretten.

Bestemmelsen medfører, at Ankestyrelsen ved lovens ikrafttræden skal sende klagesager, der er under behandling, og som er omfattede af den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 5, til familieretten. Sagens akter skal medsendes, jf. lovforslagets § 42.

…«

Ad admittering af anken

Retsplejelovens § 453, stk. 1, angår afgørelser »truffet af Familieretshuset«.

Henset til overgangsbestemmelserne i § 42 i lov nr. 1711 af 27. december 2018 og § 47 i lov nr. 1702 af 27. december 2018 og forarbejderne hertil – hvorefter de nye regler i retsplejeloven finder anvendelse bl.a. for sager, som Familieretshuset fra og med den 1. april

2019 indbringer for familieretten, og for sager vedrørende klager over Statsforvaltningens afgørelser, som den 1. april 2019 var under behandling af Ankestyrelsen – finder landsretten, at ankebegrænsningen efter retsplejelovens § 453, stk. 1, også skal anvendes i forhold til familierettens domme vedrørende afgørelser om samvær truffet af Statsforvaltningen.

Denne forståelse af bestemmelsen i retsplejelovens § 453, stk. 1, stemmer også bedst med begrundelsen for ankebegrænsningen, jf. de citerede lovforabejder.

Idet det herefter følger af retsplejelovens § 453, stk. 1, at landsretten i denne sag ikke kan træffe afgørelse efter retsplejelovens § 372, stk. 2, 5. pkt., vedrørende spørgsmålet om tilladelse til anke, afvises F’s anmodning.

Thi bestemmes

F’s anmodning om anketilladelse afvises

….

Her sluttede det så ikke. F forsøgte sig også i Højesteret.

Højesterets begrundelse:

Højesteret er enig i landsrettens begrundelse og resultat. Højesteret stadfæster derfor kendelsen.

kommentar:

Igen en uhyre nørdet afgørelse juridisk.

Personligt bliver jeg ærlig talt lidt pikeret over afgørelsen. Almindelige mennesker – herunder en gammel advokat som jeg – vil have svært ved at forstå, at når F rent faktisk gjorde det rigtige, nemlig at søge Procesbevillingsnævnet – og nævnet ligeså faktuelt gjorde det forkerte: hvorfor i alverderden skulle der så gå så meget jura i det?

Jeg har egentlig allermest lyst til at kalde det gedigen dovenskab i landsretten nu understøttet af Højesteret.

Selvfølgelig er det lidt “barskt” udtalt. Man kan sagtens hævde – som domstolen – at der mangler “hjemmel”, hvilket betyder, at loven slet ikke tillader, at man ser gennem fingre med formaliteten.

I min verden burde landsretten på grund af den åbenlyse fejl i nævnet have “hjulpet” F til en praktisk løsning. Her går jeg ærlig talt ikke ned i detaljerne og mulighederne. Men afgørelsen virker “forrykt”.

Vi var på det tidspunkt i en overgangsfase. Jeg ved, at mange advokater havde svært ved lige at håndtere, hvornår man kan anke hvad med eller uden særlig tilladelse.

Jeg kan simpelthen ikke finde på bedre argumenter, end at F havde gjort det rigtige og fået det forkerte svar fra Procesbevillingsnævnet.

Man kan ikke engang sige, at F formelt for en sikkerheds skyld både skulle søge og anke samtidig. Han gjorde altså det rigtige.

Viggo Bækgaard