Afvisningsdom i sag om bopæl og samvær hjemvist af landsretten til realitetsbehandling, ØLK 2. juli 2025, utrykt
Byrettens begrundelse i oprindelig dom af 12. april 2024, der indgår i begrundelsen for byrettens afvisning: (Retten i Roskilde)
Bopæl
P har siden parternes samlivsophævelse i december 2022 haft bopæl hos sin mor, og hun har siden november 2023 haft samvær med sin far fra fredag i ulige uger til mandag i lige uger samt fra torsdag til fredag i lige uger.
Familieretten lægger til grund, at P er nært knyttet til begge sine forældre.
Efter en samlet vurdering af oplysningerne om M og F, herunder om deres evne til at varetage Ps behov og deres samarbejde med kommunen, finder familieretten, at F må antages at være bedst til fremover at sikre Ps trivsel og udvikling og fortsatte kontakt med den anden forælder. Familieretten har herved navnlig lagt vægt pa oplysningerne fra X Kommune, herunder den børnefaglige undersøgelse og oplysninger fra familiebehandlingen, samt oplysningerne fra børnehaven. Retten finder derfor, at det vil være bedst for P, at hun fremover far bopæl hos F.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 4 og § 17.
Samvær
Efter oplysningerne om parternes konfliktfyldte forhold finder familieretten, at det ikke kan antages at være til Ps bedste at have samvær med M i en 7/7-deleordning.
Efter en samlet vurdering af sagen oplysninger og Ps forhold finder familieretten, at der bør fastsættes samvær for P med M i en 9/5-ordning som anført nedenfor. Familieretten finder ikke grundlag for at antage, at det vil være bedst for P alene at have weekendsamvær med M som påstået af F. Familieretten har ved fastsættelsen af samværet lagt vægt pa, at P siden samlivsophævelsen har haft bopæl hos M og har samvær ved F i en 10/4-ordning. Retten har endvidere lagt vægt pa Fs forklaring om, hvorfor han fremover ønsker at have P i weekender i lige uger.
Retten fastsætter endvidere feriesamvær som nedenfor bestemt. Ved fastsættelsen af sommerferiesamvær har familieretten navnlig lagt vægt pa Ps alder.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens §§ 4, 19 og § 21.
Hvis samværet ikke gennemføres, er der automatisk erstatningssamvær i overensstemmelse med bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. § 9.
Dommen kan fuldbyrdes straks, også selvom den ankes, jf. retsplejelovens § 480, stk. 2.
P skal have samvær med M pa følgende måde: (9/5)
Om den ”nye sag”
Familieretten har til brug for behandlingen af nærværende sag indhentet nye udtalelses fra børnehave, Familiecenter og X Kommune.
Parterne har afgivet flere processkrifter til brug for sagen, dels om spørgsmålet om afvisning efter forældreansvarslovens § 39 og dels om sagens materialitet.
M har i processkrift af 14. januar 2025 anført bl.a.:
”Familieretten må konstatere, at sagsøgerens anmodning om ny sag er fremkommet ca. 2 måneder efter rettens dom.
Familieretten er enig med sagsøgte (M) i, at dommen indebar voldsomme omvæltninger for P, der kun var 3 1/4 ar på domstidspunktet, og som indtil da havde haft mor som sin primære omsorgsperson.
De reaktioner, som har været umiddelbart oven pa dommen må ses i sammenhæng med den dokumenterede forbedring, der synes at være pa Ps reaktioner både, som de beskrives af børnehaven og ikke mindst af den familierådgiver, som har været inde over P og hendes mor.
Familieretten må derfor nå til det resultat, at der ikke foreligger væsentlige og relevante forandrede forhold, der berettiger til en ny så kort tid efter dommen, hvorfor sagen vil være at afvise efter forældreansvarslovens § 39.”
F har i processkrift af 13. februar 2025 anført:
Sagsøger fastholder, at der i den foreliggende sag foreligger væsentlig forandrede forhold, hvorfor sagen ikke kan afvises efter forældreansvarslovens § 39.
Af dommen fra 12. april 2024 fremgår det, at retten ved afgørelsen om bopæl lagde vægt på, at sagsøger var bedst til at sikre fællesbarnets trivsel og udvikling. Det er der efter min vurdering ikke ændret pa, og derfor kan retten med rimelighed afvise sagsøgtes påstand om ændring af bopæl i medfør af forældreansvarslovens § 39.
Ved fastsættelse af samværet lagde retten i sin begrundelse vægt pa, at fællesbarnet hidtil havde haft bopæl hos sagsøgte. I dommen s. 21-23 er refereret udtalelse fra fællesbarnets børnehave af 15. februar 2024. Af denne udtalelse fremgår ingen særlig bekymring for fællesbarnets trivsel, udover at der ingen kontakt er mellem forældrene. Fællesbarnet havde været indskrevet i børnehaven siden oktober 2023, men var efter 4 måneder stadig i indkøringsfasen, da hun, som det fremgår af udtalelsen, kun var i institution 3-4 timer dagligt — og med flere fridage.
Efter rettens afgørelse og efter at bopæl var ændret, fremsendte børnehaven den 3. juni 2024 en underretning til Kommunen, hvoraf fremgår, at børnehaven vurderede, at sagsøgte udsatte fællesbarnet for psykisk vold. De oplevede en stor forskel pa fællesbarnets trivsel, nar hun var hos henholdsvis den ene og den anden forældre. X Kommunes familieafdeling anbefalede pa baggrund af indberetningen, at sagsøger skulle søge om fuld forældremyndighed og nedsættelse/bortfald af samværet, hvilket sagsøger gjorde.
I forbindelse med Familieretshuset behandling af sagen, har og skulle de, tage stilling til, om der var væsentlige nye forhold siden 12. april 2024. Pa trods af at dommen dengang var ganske ny, valgte Familieretshuset at behandle sagen, idet de fandt at der var væsentlige ændrede forhold og at en ændring kunne være til fællesbarnets bedste.
Familieretten kan ikke prøve Familieretshusets afgørelse om behandling af sagen. Det er fortsat sagsøgers opfattelse, at § 39 vedrører Familieretshuset sagsbehandling og mulighed for afvisning af en sag, henset til bestemmelsen placering i lovens kap. 6 om sagens behandling ved Familieretshuset.
Hvis Familieretten træffer/kan træffe afgørelse om afvisning efter forældreansvarslovens § 39, så skal denne baseres pa de aktuelle forhold.
Fællesbarnets institution har i februar 2025 jf. sagens bilag C pa ny fremsendt en underretning.
Af underretningens s 4 fremgår:
” Vi er meget bekymret for Ps udvikling, da vi oplever der sker en massiv ændring i hendes adfærd når der er skiftedage mellem forældrene. Vi ser at der er stor forskel pa hvordan Ps adfærd er og hvad hun kan rumme og mestre nar hun er hos hhv., sin mor og sin far. Vi mener ikke at Ps behov bliver imødekommet. Det oplever vi ved den måde hun agerer pa, ændre adfærd, nar hun skal have samkvem med mor, P er 2 meget forskellige piger, nar hun henholdsvis er hos mor og hvordan hun trives, når hun er hos far, – og hvordan P agerer/skal agere, som 2 forskellige piger. (Se nedenstående beskrivelse) Hele underretningen giver os indtryk af, at P er så påvirket, at det presser hende psykisk. Og dermed udsat for psykisk vold.”
“Vi kan pa nuværende tidspunkt ikke flytte P til Storbørnsgruppen, da vi ikke mener at hun kan klare sådan et skift i børnehaven. Den adfærdsændring der sker i samvær med mor, gem at det vil være et for stort skift og krav til hende Samt at hun har behov for et stabilt og gennemskueligt miljø.” (red: det er altså nøjagtig det, der står)
Videre af underretningen s. 5 fremgår:
“Vi ser, at P i perioder har det meget svært følelsesmæssigt. Vi ser at det opstår i forbindelse med skiftedage. Vi ser at P ændre adfærd, og at hun ved samvær med sin mor fremstår til at gå tilbage i sin følelsesmæssige udvikling. Derfor ser vi ofte ændringerne for samvær, under samvær og efter samvær med mor. “
“Vi er bekymret for at P ikke vil kunne udvikle sig selvstændigt/selvhjulpen og følelsesmæssigt — og få problemer socialt og i fællesskaber, pga. Ps reaktioner for, under og efter samvær med mor.”
Det fremgår af bemærkningerne til forældreansvarslovens § 39, at hvis der foreligger tvivl om, hvorvidt en ændring er bedst for barnet, kan ansøgningen ikke afvises. I denne sag foreligger 2 indberetninger fra fællesbarnet institution, den seneste dateret den 6. februar 2025, hvoraf det klart fremgår, at fællesbarnets samvær i den nuværende 5/9 ordning ikke er til hendes bedste. Der er derfor en berettiget tvivl om, hvorvidt det samvær, der blev fastsat ved dommen af 12. april 2024, er til barnets bedste.
Retten skal ved sin afgørelse tage hensyn til de aktuelle forhold og de oplysninger der foreligger pa afgørelsestidspunktet — ikke vurdere om Familieretshusets burde/skulle have behandlet sagen i sommeren 2024.
Baggrunden for forældreansvarslovens § 39 var et ønske om at skabe ro for børnene, så man undgik unødige og hyppige sager om ændring af bopæl og samvær. Afgørelser efter § 39 skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4.1 denne sag, hvor børnehaven nu 2 gange efter april 2024 har lavet en indberetning, fordi de mener, at fællesbarnet bliver udsat for psykisk vold af sagsøgte, og at hun mistrives i den nuværende samværsordning, er det godtgjort, at den nuværende samværsordning ikke er til fællesbarnets bedste.”
Familierettens begrundelse og resultat (Roskilde 7. marts 2025)
Det fremgår af forældreansvarslovens § 39, at en anmodning om ændring af forældremyndighed, barnets bopæl, samvær eller anden kontakt kan afvises, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. Af forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. 91 af 7. november 2018, almindelige bemærkninger pkt. 3.3 samt specielle bemærkninger til § 39) fremgår, at såvel Familieretshuset som familieretten kan træffe afgørelse herom.
Af de tidligere forarbejder til bestemmelsen (lovforslag nr. 157 af 13. april 2012, almindelige bemærkninger, pkt. 2 og pkt. 3.1.2.2 samt specielle bemærkninger til § 39) forudsætter familierettens afvisning af en anmodning, at forholdene ikke har ændret sig væsentligt, og at det ud fra de foreliggende oplysninger kan lægges til grund, at det er bedst for barnet at fastholde barnets nuværende bopæl. Ønsket om at skærme barnet mod hyppigt verserende sager har afsæt i overordnede betragtninger om, hvad der er bedst for et barn, og er et hensyn, der vejer tungt ved vurderingen af, om en ansøgning skal afvises. Den konkrete stillingtagen til, om en anmodning skal afvises, beror dog pa et skøn over, hvad der er bedst for det enkelte barn i den konkrete situation. Det vil derfor ikke være muligt at afvise en anmodning, hvis det ud fra de foreliggende oplysninger vurderes, at en ændring vil kunne være bedst for barnet, eller der er tvivl herom.
Spørgsmalet er derfor, om der foreligger væsentlig ændrede forhold efter familierettens dom af 12. april 2024 om bopæl og samvær, og om en ændring af bopælen og/eller samværet vil være bedst for P, fodt den * oktober 2020. Af familierettens dom fremgår bl.a., at barnets forhold blev belyst ved flere udtalelser fra kommunen, en børnefaglig undersøgelse, en statusudtalelse fra en familiebehandler samt barnets børnehave, ligesom forældrene blev indkaldt til to retsmøder og afgav forklaringer.
Efter en gennemgang af sagens bilag, herunder de nyeste udtalelser fra børnehaven og X Kommune, finder familieretten, at der ikke foreligger væsentligt forandrede forhold siden familierettens dom af 12. april 2024 om bopæl og samvær, idet familieretten bemærker, at der også under behandlingen af den tidligere sag fra bl.a. børnehavens side blev udtrykt bekymring af samme karakter. Familieretten finder pa denne baggrund, at det er bedst for barnet at fastholde hendes nuværende bopæl og samværsordning og dermed skærme hende mod endnu en sag om bopæl og samvær kort tid efter den foregående sag herom er afsluttet.
Af de ovennævnte grunde afvises sagen om bopæl og samvær, jf. forældreansvarslovens § 39.
Byrettens resultat: (afvisning)
Landsrettens begrundelse:
Efter forældreansvarslovens § 39 kan en anmodning om ændring af bl.a. samvær afvises, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. Vurderingen af, om en anmodning kan afvises efter bestemmelsen, afhænger ifølge forarbejderne af, om dette vil være bedst for barnet, og en ansøgning kan derfor ikke afvises, hvis en ændring på det foreliggende grundlag må anses for bedst for barnet, eller hvis der er tvivl herom.
Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger finder landsretten, at der er tvivl om, hvorvidt det vil være bedst for P, at den nuværende samværsordning fastholdes. Herefter og efter Ms påstand for landsretten er der ikke grundlag for at afvise Fs anmodning.
Landsretten hjemviser derfor sagen til familieretten til fornyet behandling.
Kommentar.
Jeg erkender, at det for mange vil være rigtig svært at fange pointerne i denne sag.
Grundhistorien er, at der afsiges en dom i april måned 2024, hvor bopælen flyttes fra M til F, og samværet for M fastsættes til 9/5. P var på det tidspunkt 3 ½ år gammel. Så afgørelsen er ganske dramatisk men med et forholdsvis pænt samvær.
Byretsdommen fra april 2024 blev ikke anket af grunde, jeg ikke kan redegøre for. Jeg repræsenterede ikke M på det tidspunkt men fik sagen i forbindelse med den nye sag, hvor far ganske kort tid efter dommen starter en sag om begrænsning af samværet.
P har ret naturligt henset ikke mindst til hendes alder reageret ret kraftigt på de store ændringer i hendes liv. Her bliver det store issue fremadrettet at finde ud af årsag og virkning.
Der har stedse været store konflikter mellem forældrene.
Da far kun 2 måneder efter dommen starter en sag om samværsændringer, er M sådan set vældig begejstret, for hun vil jo gerne have ændret status, så hun igen får bopælen.
Mit råd var at få ro på og se tiden an og vurdere barnets fremadrettede reaktioner.
Byretsdommeren ”fandt selv på” at gøre brug af reglen i forældreansvarslovens §39. F strittede voldsomt imod. Jeg tilkendegav principiel enighed i afvisningssynspunktet men også Ms ønske om realitetsbehandling, der jo indebar en slags prøvelse af den oprindelige dom, som jo ikke var anket.
Byretsdommeren afviste sagen.
F ankede afgørelsen og søgte for en sikkerheds skyld Procesbevillingsnævnets godkendelse, hvilket ikke var nødvendigt. Jeg nedlagde på Ms vegne den ganske pudsige påstand, at jeg ”halvhjertet tog bekræftende til genmæle”. Oversat til almindelig sprog betyder det, at jeg sådan set var enig i, at sagen skulle realitetsbehandles.
I ankesvarskriftet skrev jeg følgende:
” Jeg erkender, at det er en højst usædvanlig påstand.
Juridisk fagligt mener jeg faktisk, at byretsdommen er korrekt og henviser i det hele til mit processkrift til byretten af 5. februar 2025.
Det er grænsende til uanstændigt at forsøge at få ophævet samvær 2 måneder efter en byretsdom og i det hele taget problematisk at have løbende sager mellem forældre uafbrudt gennem flere år.
Alle sager uden undtagelse er startet af appellanten i denne sag.
Indstævnede ønsker dybest set gerne en revurdering af sagen, og det er ret utvivlsomt, at der vil komme en sag om bopæl inden for en overskuelig fremtid.
Barnet er nu 4½ år og fik sin hverdag ændret fra mor som primær omsorgsperson ved dommen fra april 2024. Den ret drastiske ændring blev foretaget uden gennemførelse af en børnesagkyndig undersøgelse, hvilket ikke er i overensstemmelse med retningslinjerne i en åbenlys højkonfliktsag (§7-sag).
Det emne er beskrevet i præmisserne i et også lidt tvetydigt processkrift dateret 5. februar 2025 for byretten.
Hvis sagen bliver hjemvist til familieretten, vil jeg på indstævnedes vegne nedlægge påstande om ændring af bopæl til mor men ikke om ophør af fælles forældremyndighed og ej heller om samværsophør – i al fald som situationen ser ud nu.”
Hvorfor kan du spørge:
Jo der vil jo gå nogle måneder, inden landsretten afgør hjemvisning. Fremgangsmåden indebærer, at P har haft chancen for lidt ro, og at en ny sag om bopæl på den måde indebærer, at processen i Familieretshuset springes over.
Det spændende er nu, hvad der sker fremadrettet.
Viggo Bækgaard
2. juli 2025