9-årig P2 skulle udleveres til F, selv om P under samvær på dagen for Fs modtagelse af notat om børnesamtale, i Fs hjem havde talt til webcam om samværet og dagen efter på en søndag var bragt til privatpraktiserende psykolog af F, Roskilde fogedret den 5. oktober 2010.
Sagens problemstillinger:
Parterne har været gift med hinanden i en periode fra år 2000 til 2005.
De har to fælles børn, nemlig P1 på 12 år og P2 på 9 år. M har forældremyndigheden alene over begge børn.
Det er besluttet, at der ikke er samvær mellem F og P1 men mellem F og P2.
Der har været en meget voldsom strid mellem parterne om børnene i alle årene fra 2005 til nu. Konflikterne har drejet sig om mange forskellige forhold. F havde gentagne gange anmeldt M til de sociale myndigheder for en række forskellige forhold, der hver gang er afvist af myndighederne.
En del af orienteringsretten er frataget F på tidspunktet for fogedkendelsen. Sagen var tilbagesendt til statsforvaltningen af Familiestyrelsen med anmodning om, at P2 skulle høres.
Samværet med P2 er forløbet nogenlunde men ikke tilfredsstillende.
Der var ikke udleveret til samvær den 17. september 2010 og igen den 1. oktober.
P2 var til en samtale i statsforvaltningen den 1. september 2010. Under denne samtale siger hun, at hun ikke vil i samvær hos F mere. Referatet udsendes fra statsforvaltningen, så den kommer forældrene i hænde med posten lørdag den 4. september – mens P2 er i samvær hos F.
Samme dag udtrykker P2 til et webcam det modsatte synspunkt. Udtalelsen lægges ud på YouTube på internettet. Fs bekræftede, at det var sket men angiv, at det var P2s udtrykkelige ønske at formulere sine virkelige synspunkter.
Søndag den 5. september tager F P2 til en privatpraktiserende psykolog til en samtale.
Op til samværet den 17. september var P2 syg. Lægen ville ikke tilse barnet med den lidt omskrevne begrundelse, at systemet ikke skal bestemme, om lægen skal tilse barnet.
M henvendte sig til statsforvaltningen umiddelbart forud for fogedretsmødet. Her blev hun gjort bekendt med videooptagelsen, der blev afspillet i statsforvaltningen via internettet.
Fogedrettens begrundelse:
Det lægges til grund, at der ikke har været samvær i weekenderne fra den 17. september og 1. oktober 2010.11.04
Fogedretten finder ikke, at sagen bør udsættes på samtale med barnet eller en børnesagkyndig erklæring. Fogedretten lægger vægt på, at P2 den 1. september 2010 har afgivet forklaring til statsforvaltningen og at denne ikke i denne forbindelse har fundet anledning til at suspendere samværet under sagens fortsatte behandling. Inddragelse af P2 under fogedretten vil således inddrage hende yderligere i konflikten mellem forældrene, hvilket fogedretten finder vil være til skade for hende, jfr. rpl. § 537, stk. 2.
Vedrørende samværet den 17. september lægger fogedretten efter bevisførelsen til grund, at M blev afvist af lægen, da hun forsøgte at indhente dokumentation for P2s sygdom. Fogedretten finder på denne baggrund, at det ikke kan afvises, at der var tale om lovligt forfald, hvorefter Fs påstand om erstatningssamvær vedrørende denne samværsperiode ikke tages til følge.
Fogedretten finder ikke, at samværet med F er til fare for barnets sjælelige eller legemlige sundhed i henhold til rpl. §536, stk. 6. Fogedretten har lagt vægt på, at P2 også efter afgivelsen af forklaringen for statsforvaltningen har gennemført samværet. Det under samværet i weekenden den 3. september 2010 forløbne, der i et vist omfang er bestridt, kan ikke føre til andet resultat.
M har på baggrund af ovenstående misligholdt resolutionen. Fogedretten finder derfor, at F skal tilkendes erstatningssamvær i henhold til rpl. § 536, stk.5. Erstatningssamværet fastsættes som nedenfor bestemt.
Da der tidligere er sket misligholdelse af resolutionen, fastsætter fogedretten tvangsbøder for de næste fire samvær. Såfremt P2 ikke udleveres til samvær den….. og den …. o.s.v. pålægges M tvangsbøder som nedenfor bestemt (1.500 kr. pr. gang), jfr. rpl. § 536, stk 2, jfr. § 537, stk. 3.
Afgørelsen blev kæret, men kæresagen blev trukket tilbage, da statsforvaltningen få dage efter ophævede samværet. Se afgørelsen herom.
Jeg repræsenterede M og havde mit første kendskab til sagen i forbindelse med fogedsagen. Det må forekomme umiddelbart tankevækkende, at statsforvaltningen havde begrænset orienteringsretten delvist, og at sagen nu lå i statsforvaltningen med henblik både på behandling af samværet generelt og orienteringsretten.
Endvidere var det tankevækkende for mig, at 12-årige P1 klart havde sagt fra over for samværet og havde fået det stoppet, mens P1 fortsat var i samvær i et konfliktfyldt minefelt.
Nu fik landsretten desværre ikke lejlighed til at vurdere sagen. Men det havde nu været interessant at få en landsretsvurdering af, om det er i orden at lade et barn udtale sig til webcam samme dag, som forælderen har fået et notat fra en børnesagkyndig samtale – og 2 dage efter dennes afholdelse – og om det ligeledes er i orden at bringe et barn, som man ikke har forældremyndigheden over til en privatpraktiserende psykolog på en samværssøndag i samme weekend.
For den meget spændte læser kan jeg åbenbare, at statsforvaltningen endte med at kalde det et overgreb på barnet, hvilket jeg er helt enig i.
For mig er fogedafgørelsen forkert. Læg i øvrigt mærke til fogedens argumenter, som også er tankevækkende.
Det ene argument er, at ”P2 også efter afgivelsen af forklaringen for statsforvaltningen har gennemført samværet.”
P2 havde været i samvær kontinuerligt og havde bare sagt, at hun ikke ønskede samvær. Men det var ikke et issue, om hun skulle i samvær, så længe statsforvaltningen ikke havde stoppet det. 9-årige P2 selv har sådan set ikke noget valg.
Det er jo netop det, som fogedretten slår fast. De begivenheder, som senere førte til, at M valgte at lade P2 blive hjemme, fandt jo netop sted i den weekend, hvor P2 i fogedens terminologi havde ”gennemført samværet”. For mig er det en ren cirkelslutning.
Det andet argument er mere reelt men ikke mindre tankevækkende for vores system generelt.
”Fogedretten lægger vægt på, at P2 den 1. september 2010 har afgivet forklaring til statsforvaltningen og at denne ikke i denne forbindelse har fundet anledning til at suspendere samværet under sagens fortsatte behandling.”.
Jeg ser hele dette mix mellem statsforvaltningen og fogedretten som fuldbyrdelsesmyndighed meget problematisk. Det er utvivlsomt, at statsforvaltningen i nogle situationer fæster lid til netop rpl. § 536, stk. 6, idet fogedretten skal vurdere, om der foreligger en risiko for, at samværet vil udsætte barnet for krænkelse af legemlige eller sjælelige sundhed. Det er omvendt lige så utvivlsomt, at fogedretterne opfatter sig som den fuldbyrdelsesmyndighed, de også er – og at fogeden med nogen rette kan mene, at statsforvaltningen har siddet med nøjagtig de samme informationer som fogeden, og at det derfor så at sige er statsforvaltningens ansvar, at der skal være samvær.
Man bør nok hos især fogedretterne være opmærksom på en væsentlig forskel i sagsbehandlingsformen. Statsforvaltningen behandler stort set alene på skriftligt grundlag i den fase af en sag, mens fogedretten har begge parter inde til et egentligt retsmøde, hvor parterne udtaler sig under strafansvar.
Lige præcist der har fogedretten en bedre mulighed for at fortage en bevisbedømmelse og konkret vurdering af sagen.
Konklusionen er, at man aldrig skal forlade sig på fogedretten som redningsplanke.
Viggo Bækgaard