8/6 samværsordning vedr. P på 9 år og D på 6 år ikke ændret i nedadgående retning som ønsket af M, Statsforvaltningen Hovedstaden 23. marts 2012
Problemstillingen kort fortalt.
Tidligere 7/7-ordning ændret i marts 2011 til en 8/6-ordning med bopæl hos M. Der er vanskeligt samarbejde mellem forældrene, der – som så ofte i disse sager – fremstiller tingene meget forskelligt.
M har fra starten (juli 2011) ønsket samværet fastsat til en 10/4 ordning.
I første møde i statsforvaltningen ”truede” juristen med, at samværet ikke ville blive ændret og ”tvang” parterne til at forsøge konfliktmægling. Konfliktmæglingen førte til en aftale, som stort set straks blev fraveget.
Det stod allerede i mødet i statsforvaltningen klart, at der var forskel på børnenes situation – efter mors beskrivelse. M oplyste, at D havde det svært, men at P var langt mere afklaret om det eksisterende samvær som værende okay.
Efterfølgende var der temmelig meget diskussion om oplysningsniveauet. Ms advokat sendte et afsluttende brev til statsforvaltningen, hvori bl. a. anførtes:
”Tak for brev af 5. marts 2012 indgået her den 8. marts 2012 indeholdende notat fra samtalen med P.
Nærværende brev er, udover at indeholde kommentarer til denne samtale, en opsamling på sagen, herunder på brev af 3. februar 2012 samt 7. februar 2012 fra Statsforvaltningen.
….
Der er grund til at slå fast, at jeg ikke har interesse i noget som helst andet end at forholde mig til den fortælling, jeg bliver præsenteret for af børnenes mor.
Det er det, jeg forsøger at videreformidle, og der er ingen dagsorden om noget som helst andet end at formå Statsforvaltningen til at sætte sig på det konkrete barns stol og forholde sig til dennes situation.
Konfliktniveauet imellem forældrene er ganske højt.
Ikke desto mindre har de forsøgt at afholde en konfliktmægling, der har fundet sted den 2. november 2011.
Den konfliktmægling kom der en aftale ud af, som parterne efter det for mig oplyste begge har underskrevet.
Det er Ms oplevelse, at aftalen på et par punkter ikke er efterlevet af F.
….
Jeg fik jo en skrivelse fra Statsforvaltningen dateret 7. februar 2012 underskrevet af kontorchef JR og kommenterede kort på den med mit brev af 16. februar 2012.
Jeg har tidligere nævnt, at det selvfølgelig er godt, at medarbejderne bakkes op af deres kontorchef.
Det fortjener generel anerkendelse. Omvendt ville det ikke gøre alverden, om kontorchefen satte sig konkret ind i sagen, inden der bliver svaret.
Jeg er nødt til at fastholde mine synspunkter vedrørende sagsbehandlingen, der er understreget ved min skrivelse af 16. januar 2012.
Mine synspunkter er for så vidt på en måde blevet bekræftet af den samtale, som har fundet sted med P.
Det skal gentages, at hovedproblemet i denne sag ikke er P men D!
Jeg har selvfølgelig noteret mig, at F har hævdet, at der ingen problemer overhovedet er vedrørende D, uanset hvad M måtte mene.
Problemet er imidlertid, at Statsforvaltningen skal vurdere det konkrete barns konkrete forhold.
Det er soleklart også efter allerede gældende ret, men jeg kunne måske opfordre Statsforvaltningen til at gennemlæse hele evalueringsmaterialet omkring forældreansvarsloven og herunder det udkast til lovforslag, som netop har været i høring.
I det materiale er det endnu engang forstærket, at det netop er det konkrete barns konkrete forhold, der er afgørende.
Det er efter min bedømmelse fuldstændig umuligt for Statsforvaltningen at vurdere Ds konkrete forhold på baggrund af stærkt modstridende oplysninger fra forældrene alene suppleret med en samtale med den to år ældre – 8-årige P.
Når det er sagt, skal jeg dog ikke undlade at bemærke, at P i sin samtale bekræfter, at D gerne vil være mere hos mor, men at hun synes, at det er bedst at være lige meget hos forældrene.
Samtidig svarer hun, at hun ikke behøver at få ændret den nuværende 8/6 ordning.
Samtalen illustrer til fulde det kolossale psykiske pres, der lægges på børn i forbindelse med børnesamtaler.
Jeg vender uddybende tilbage til spørgsmålet nedenfor.
Men P fortæller trods alt loyalt i forhold til lillebroren, at han gerne vil være mere hos mor.
Problemet i den sammenhæng er, at D i virkeligheden slet ikke vil over til far.
Han trives ikke.
Men der er ingen, som giver D plads til at blive hørt.
Det er så forargeligt, at det trodser enhver beskrivelse, og der skal ikke herske et halvt sekunds tvivl om, at enhver afgørelse, der træffes, vil blive indbragt for Ankestyrelsen aldeles omgående, så længe D ikke har været inddraget under de i denne sag foreliggende omstændigheder.
Det virker som rendyrket skrivebordsarbejde og skuffende udover normal fatteevne dikteret eller støttet af kontorchefen.
Det bedste ville være, at der gennemføres en egentlig børnesagkyndig undersøgelse med henblik på at komme til bunds i Ds forhold.
Det næstbedste er, at man holder en børnesamtale med D, selvom jeg erkender, at han er lille. Her henviser jeg til den korrespondance, der allerede har været i sagen.
Samværet med D bør i første omgang sættes ned til et samvær fra fredag efter skole til mandag med aflevering i skole.
Han formulerer selv sine ønsker sådan, at han gerne vil være 2000 dage hos mor og 6 dage hos far.
Det kan man så lægge i, hvad man vil.
Jeg nævnte, at jeg ville vende tilbage til børnesamtalen vedrørende P.
For hende er det afgørende vigtigt ikke at gøre nogen af forældrene kede af det.
Det er et tilbageværende almengyldigt fænomen, som vi alle kender.
Samlende er det Ms standpunkt, at samværet bør ændres, således at det ikke er identisk for de to børn.
Det er ikke D, som for alvor er klemt.
Der er en række oplysninger i form af småindtryk, der indikerer, at D er langt mere klemt end alle de andre børn i den familie, der nu omgiver faren.
På baggrund af samtalen med M sidder jeg med en klar fornemmelse af, at D dybest set med et moderne udtryk er offer for massiv mobning rettet mod sig fra i første række stedmorens særbarn D1 men tilsyneladende støttet aktivt eller måske ligefrem styret af stedmoren. ”
Statsforvaltningen lægger i sin afgørelse vægt på, at udtalelserne udefra (SFO og skole) indikerer, at børnene trives normalt. Endvidere lægges vægt på, at F oplyser, at de er velfungerende.
”Du (M) har efterfølgende oplyst, at du er glad for, at dine børn er velfungerende udadtil, men at især D giver udtryk for, at at han ønsker en ændring, og at rodningen heller ikke fungerer for P, men at hun blot syntes at tilpasse sig bedre.
Vi besluttede derfor at indkalde P til en samtale”
Herefter gennemgås de passager i samtalen, som passer ind i afgørelsen, hvorefter der fortsættes:
”Du har endvidere oplyst, at det ikke er P, der er årsagen til din ansøgning om ændring af samværet, men D, og at man ikke ud fra en samtale med P kan finde ud af, hvordan D har det, og at D selv formulerer sit ønske således, at at han ønsker at være 2000 dage hos dig og 6 dage hos F.
F har efterfølgende oplyst, at samtalen med P har bekræftet ham i, at P trives i hans samværsperiode, og at han oplever, at P trives i de samme rammer. F har endvidere oplyst, at han har talt med D, om han gerne vil være mere hos dig, og at D i den forbindelse har oplyst, at han må spille mere nintendo, playstation og computer, når han er hos dig”
Herefter følges op med følgende begrundelse:
”Statsforvaltningen finder ikke, at du har oplyst om sådanne forhold, som kan begrunde en ændring af samværet som ansøgt.
Du har endvidere ikke påvist, at ændringen vil være bedst for børnene.
Vi har herved lagt vægt på, at der har været praktiseret en deleordning, siden du og F gik fra hinanden, og at det fremgår af udtalelserne fra børnenes skole og institution, at børnene trives.
Vi har lagt vægt på, at hverken skole eller institution kan mærke forskel på, om børnene er hos dig eller F.
Vi har endvidere lagt vægt på, at det fremgår med samtalen med P, at hun ikke ønsker en ændring af den nuværende samværsordning.
Vi har endelig lagt vægt på, at I begge oplyser, at der er et meget højt konfliktniveau imellem Jer.”
Resultatet blev herefter, at 8/6-ordningen fortsættes.
Det centrale i sagen, som jeg ser den er sagens oplysningsniveau.
Fra første ”fløjt” i sagen oplyser M, at D er problemet. D er for lille til at blive hørt gennem en samtale.
M siger, at han ikke trives med samværet. F at det går fint. P fortæller med sine ord, at D gerne vil være mere hos M.
Statsforvaltningens første par sætninger er komiske i al deres forvrøvlede enkelhed. ”Du har ikke oplyst om sådanne forhold, som kan begrunde en ændring af samværet som ansøgt”. Svaret er ”nå”. D trives ikke rigtigt, men M må ikke få det dokumenteret ved en samtale eller en børnesagkyndig undersøgelse. Hvad skulle M næsten gøre mere end at bede statsforvaltningen om at få det oplyst?
”Du har endvidere ikke påvist, at ændringen vil være bedst for børnene”. Det er en vrangudtalelse, der leder den juridiske tanke hen imod en bevisbyrdeproblematik. Udtalelsen fører til selvsving. Statsforvaltningen nægter at medvirke til, at den nødvendige ”påvisning” kan gennemføres.
Institutionsudtalelserne fortæller ikke andet, end at D trods alt ikke er i direkte og alarmerende mistrivsel.
Endelig lægges vægt på et højt konfliktniveau.
Det virker simpelthen som om, statsforvaltningen ikke har fattet noget af, hvad hele problemstillingen reelt handler om.
I evalueringen af forældreansvarsloven lægges der vægt på, at deleordninger er en misforståelse i sager, hvor forældrene ikke er i stand til at samarbejde, og hvor konfliktniveauet er højt. 8/6-ordninger er deleordninger i normal forstand.
Ligeledes lægges der i evalueringen vægt på at understrege, at det er det konkrete barns konkrete forhold, der skal lægges vægt på, når barnets bedste skal bedømmes. Det blæser statsforvaltningen højt og flot på.
Normalt undskylder jeg statsforvaltningens ”uduelighed” med ophobningen af meget unge og uerfarne medarbejdere. Det kan jeg ikke i denne sag, der er fulgt til dørs af en kontorchef.
En kontorchef, der helt enkelt tilsidesætter forældreansvarslovens højt besungne principper endog i en periode, hvor den er genstand for lovmæssig behandling og seriøs evaluering.
For mig er denne sag overordentlig principiel.
D skal høres på en eller anden konkret måde.
Alt andet vil være ikke mindre end en katastrofe grænsende til skandale.
Viggo Bækgaard