6-årig D skulle have bopæl hos M, der ikke kunne flytte med ham til USA, TFA 2010/486 ØLD.
Byrettens begrundelse og resultat:
S har hele livet boet sammen med sagsøger i Danmark. De har været i (USA) på ferier, men har ikke boet der permanent. Sagsøger har sin familie i (USA), mens sagsøgte har sin familie i Danmark. Sagsøger, der er opvokset i (USA), er ked af at bo i Danmark og mener, at hun kan få et bedre liv med S i (USA). Sagsøgte har ikke realistisk mulighed for at flytte til (USA) og etablere et arbejdsliv som i Danmark.
En flytning til (USA) vil på den baggrund indebære en væsentlig ringere kontakt mellem S og hans far, derimod vil S’ mor få det bedre, med mulighed for at give dette videre til S.
Under hensyn til det under sagen oplyste og herunder indholdet af den børnesagkyndige undersøgelse og idet S hele livet har boet i Danmark med tæt kontakt til begge forældre, og da retten lægger til grund, at en flytning til (USA) vil indebære en væsentlig forringelse af muligheden for en tæt kontakt mellem S og faderen, findes det bedst for S, at han bor hos sagsøger i Danmark. Sagsøgers subsidiære påstand tages således til følge. Retten er opmærksom på, at sagsøger har forklaret, at hun ikke trives i Danmark, blandt andet på grund af den dårlige kommunikation med sagsøgte, og parterne opfordres på denne baggrund til aktivt at søge at forbedre deres kommunikation evt. gennem hjælp udefra.
Med sagsomkostninger forholdes som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret
Barnet S skal have bopæl hos M i Danmark.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Ved byrettens dom blev det bestemt, at S have bopæl hos moderen i Danmark.
Denne dom har moderen anket med påstand om, at S skal have bopæl hos hende, i første række i (USA) og i anden række i Danmark – som bestemt af byretten. Moderens subsidiære påstand går således ud på stadfæstelse.
Faderen har endeligt påstået stadfæstelse og har som følge af moderens subsidiære påstand undladt for landsretten at nedlægge påstand om, at S skulle have bopæl hos ham.
Således som sagen herefter foreligger afgrænset ved de nedlagte påstande, skal S have bopæl hos moderen, og landsretten kan alene tage stilling til, om dette skal ske enten i (USA) eller her i landet, jf. § 17 i forældreansvarsloven.
S, der snart er 7 år og lige er begyndt i skolen, har altid været her i landet. Men han forstår og taler engelsk og ville sandsynligvis kunne klare en flytning til (USA), hvor han også ville få tættere kontakt med sin amerikanske del af familien, end det er muligt nu. Moderen har utvetydigt tilkendegivet, at hun kun flytter til (USA), hvis S får lov til at flytte med. S er ifølge den børnesagkyndige undersøgelse knyttet til begge sine forældre, som han hidtil har opholdt sig hos på skift i en 9-5-ordning, og som har bopæl i samme by. Hvis moderen flytter til (USA), medens faderen bliver her, vil den geografiske afstand uundgåeligt have som konsekvens, at S for resten af sin opvækst i væsentlig grad vil blive afskåret fra den nære og hyppige kontakt med den ene af sine forældre.
Efter § 4 i forældreansvarsloven skal valget, som påstandene giver mulighed for, træffes under hensyn til, hvad der er bedst for S.
Uanset de store personlige omkostninger for moderen ved at skulle forblive her i landet og disses mulige betydning for S er der herefter ikke grundlag for at fastslå, at det vil være bedst for S at flytte med moderen til (USA).
Landsretten tager derfor moderens subsidiære påstand til følge og stadfæster således dommen.
Her har vi en dom, som måske er mere vidtrækkende, end den umiddelbart ser ud. Jeg har selv for nylig haft en sag, hvor samme principielle problemstilling eksisterede. Jeg nedlagde i byretten påstande, der meget ligner dem, der har været nedlagt i denne sag. Men jeg var rigtig meget i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kunne det.
Hele flytteproblematikken er meget tung, jfr. min artikel ”Er skilsmisseforældre stavnsbundne? Kan en bopælsforælder flytte med børnene?” (denne artikel) Som loven i øjeblikket praktiseres især i statsforvaltningerne, er det nærmest livsfarligt at flytte.
Tit hører man en mor spørge, om hun kan flytte til Jylland med børnene. Svaret vil altid være: ved ikke – kommer an på statsforvaltningens og dommernes luner.
Mange siger, at de gerne vil flytte – men ikke uden børnene. Som loven egentlig er indrettet, giver det ikke så meget mening at sende en ”ansøgning til retten” om at få lov at flytte. De fleste påstande, som jeg har set vedrørende indenlands flytning, har ikke været betingede påstande, som dem, vi ser i denne sag.
Sjovt og tankevækkende er det måske derfor også, at jeg selv brugte fremgangsmåden for første gang i en tilsvarende sag, hvor mor ville flytte til udlandet. ”Min sag” endte på dette punkt med, at mor alligevel fravalgte at flytte til udlandet inden hovedforhandlingen i byretten. Ligeledes inden hovedforhandlingen var hun flyttet relativt kort indenlands, hvorfor subsidiære påstande om indenlands flytning heller ikke blev aktuelle.
Men jeg vil i virkeligheden mene, at det for fremtiden vil give mening at rejse sager om flytning ved domstolene, hvor man som bopælsforældre kan påstå, at bopælen skal blive hos pågældende enten på nuværende lokalitet eller – et andet lidt mere konkret sted. I praksis vil det så virke som en slags ansøgning til retten om at få lov til at flytte.
Husk lige, at man som bopælsforælder kan varsle flytning. Hvis samværsforælderen ikke protesterer, vil bopælsforælderen selvfølgelig kunne flytte uden en sådan ansøgning.
Viggo Bækgaard