5-årig skulle fortsat bo hos mor grundet tilknytning skønt Fs forældreevner var bedre, TFA 2013/739 VLD
Byrettens begrundelse:
Efter den børnesagkyndiges vurdering er der ikke tungtvejende grunde, der taler for, at forældrene ikke fremover kan have fælles forældremyndighed. Herefter og efter de forklaringer, som forældrene har afgivet i retten, finder retten ikke, at det vil være bedst for barnet, hvis den fælles forældremyndighed ophæves.
Ved afgørelsen af, hos hvem A skal have bopæl, må der tages hensyn til, at A har været udsat for mange skift i sit liv, at endnu et skift ikke vil være til gavn for hendes udvikling, og at en flytning til faren vil være en stor forandring og en belastende faktor for hende.
Retten finder imidlertid, at der må lægges afgørende vægt på den børnesagkyndiges observationer og vurderinger, hvorefter faren utvivlsomt er bedst egnet til at varetage forældreopgaven over A, der har særlige behov. Der er herved lagt vægt på, at faren vil være den, der er bedst til at sikre stabilitet og tryghed i hendes liv.
På den baggrund, og når henses til A’s alder og hendes hidtidige opvækstvilkår, finder retten, at det vil være bedst for A, at hendes bopæl overføres til faren.
Landsrettens begrundelse:
Det må efter sagens oplysninger, herunder navnlig den børnesagkyndige erklæring, lægges til grund, at F har bedre forældreevner end M, og at dette kunne have betydning med hensyn til de særlige behov, som A har.
Det må imidlertid også lægges til grund, at en flytning af A til F i B – som anført af den børnesagkyndige – vil være en stor og belastende forandring for A, der hele sit liv har boet hos sin mor, og som er tæt knyttet til sin mor. Kommunen har efter modtagelsen af den børnesagkyndiges bekymringsbrev foretaget en ny vurdering af A’s behov, og der er nu iværksat familiebehandling i hjemmet.
På denne baggrund finder landsretten, at der i hvert fald på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkeligt grundlag for at overføre bopælen til F.
Landsretten tager derfor M’s påstand til følge som nedenfor bestemt.
kommentar:
Det er en afgørelse, som skærer i hjertet på enhver, som måtte læse den. Især hæfter jeg mig ved landsrettens præmis “i al fald på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkeligt grundlag for at overføre bopælen til F”.
Præmissen lægger nærmest op til en ny sag inden for en overskuelig fremtid. Hvordan vil retten forholde sig til den situation, hvor M nu måtte forsøge at forhindre Fs samvær? Hvordan skal en ny sag lige ses i sammenhæng med den nye §39s skærpede ændringskriterium.
Godt jeg ikke var dommer i sådan en sag, For dilemmaerne står på rad og række.
Jeg kender kun sagen fra TFA og sidder med min generelle holdning til børn og samvær og tænker, om det i virkeligheden havde været bedst at køre kort proces og sikre barnet hos den bedst egnede forælder. Det fremgår ikke af ovenstående korte referat, at F havde arbejdsmæssige problemer, som kunne gøre det vanskeligt for ham at hente-bringe, hvis barnet fik hverdagsophold hos ham. Er det det, som har været afgørende??
Faktum er også, at barnet klart har været tættest på M. Men på en tilsyneladende belastet mor.
Viggo Bækgaard