4-årig D skulle bo hos M trods bortførelse til Norge. Fortsat fælles forældremyndighed, TFA 2012/454 ØLD
Byrettens begrundelse:
Retten har ved afgørelsen lagt til grund, at såvel faderen som moderen er egnede til at tage vare på S’ opvækst. Retten har videre lagt til grund, at der ikke er oplyst omstændigheder, som tyder på, at S i hverdagen ikke er et velfungerende barn.
På baggrund af forklaringerne i sagen, og med henvisning til S’ unge alder, har retten fundet det ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen uden at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse.
Det fremgår af sagen, at S, der i dag er ca. 4½ år, kun har boet omkring et år sammen med sin far, nemlig fra foråret 2010 til foråret 2011. Baggrunden for dette er blandt andet, at S’ far, efter egen beslutning, flyttede hjem til X og blev der de første ca. 2½ år af S’ liv. På denne baggrund finder retten, det kan lægges til grund, at S er væsentligt mere knyttet til sin mor end til sin far.
Retten finder på den baggrund, at det bedste for S vil være, at han fortsat bor hos sin mor.
Det forhold, at det sidste års adskillelse skyldes moderens, bortførelse af S, findes ikke i sig selv at kunne føre til et andet resultat.
Det pågældende forhold giver heller ikke i sig selv anledning til at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse, og da der heller ikke er andre forhold, der taler for dette, finder retten ikke grundlag for at træffe en midlertidig afgørelse eller at udsætte sagen yderligere.
Efter oplysningerne om, at forældrene i fremtiden kommer til at bo i hvert sit land, og på baggrund af det konfliktniveau der har været i sagen, finder retten, at der er så tungtvejende grunde, at det er nødvendigt at ophæve den fælles forældremyndighed. Herefter ophæves den fælles forældremyndighed, og den tillægges M.
I overensstemmelse med den aftale, som blev indgået på retsmøde den 6. januar 2012, tages ikke stilling til samvær i denne dom, idet det henskydes til eventuel senere behandling.
Landsrettens begrundelse:
Heller ikke efter det for landsretten anførte findes det godtgjort, at F har udøvet vold over for M eller S. Den omstændighed, at parterne bor i hver sit land, er ikke til hinder for, at parterne bevarer den fælles forældremyndighed. Herefter, og da konflikten mellem parterne især har været knyttet til S’ bopæl, finder landsretten ikke, når dette spørgsmål er afgjort, at der fremover foreligger så svære og uovervindelige samarbejdsvanskeligheder mellem parterne, at der er tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11.
Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at det er bedst for S, at han fortsat bor hos M, således at S får bopæl hos M i Norge, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 2. pkt., jf. § 4.
Da parterne er enige om samværet, afsiges der dom i overensstemmelse hermed.