3 årig D skulle have bopæl hos M i Asien, TFA 2013/352 V
Rettens internationale kompetence.
Parterne var gift og havde fælles forældremyndighed, da de boede sammen med S; de aftalte i forbindelse med vilkårsforhandlingen, at de fortsat skulle have fælles forældremyndighed; der er ikke forelagt retten nærmere oplysninger om [asiatisk] ret; der foreligger ikke sikre oplysninger, hvad parterne aftalte, da F i januar 2011 rejste til Danmark; og selv efter M’s oplysninger må det lægges til grund, at hun på et tidspunkt overvejede at flytte sin og S’ bopæl til Danmark.
På den anførte baggrund finder retten det betænkeligt at fastslå, at F’s tilbageholdelse af S er ulovlig, jf. retsplejelovens § 448 f, stk. 3.
Det er forholdene på tidspunktet for anmodningen til statsforvaltningen, der afgør, om danske myndigheder og domstole har international kompetence i medfør af retsplejelovens § 448 f.
Østre Landsrets dom af 21. maj 2012 blev afsagt efter, at F under vilkårsforhandlingen i statsforvaltningen den 25. juli 2011 havde anmodet om ophævelse af den fælles forældremyndighed mv. Det fremgår i overensstemmelse hermed, at landsretten i dommen af 21. maj 2012 fastslog, at S ikke fik bopæl i Danmark i forbindelse med indrejsen den 7. maj 2011.
Siden den 25. juli 2011 er S begyndt at gå i vuggestue og senere i børnehave i Danmark. Fogedretten afviste den 26. august 2011 at udlevere S til M, der nu har fået midlertidig opholdstilladelse, fordi S er i Danmark. M har endvidere oplyst, at hun har sat forældremyndighedssagen [i Asien] i bero, og det er i øvrigt tvivlsomt om en [asiatisk] dom vil kunne fuldbyrdes i Danmark.
Efter en samlet vurdering af de nævnte forhold finder retten, at S derfor nu har bopæl i Danmark, jf. retsplejelovens § 448, stk. 1, nr. 1, der skal fortolkes i overensstemmelse med udtrykket »habitual residence« i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.
Retten tager derfor ikke afvisningspåstanden til følge.
S’ bopæl.
Retten finder, at det ikke er nødvendigt at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse.
Der er intet grundlag for at antage, at S ikke kan få en ordentlig opvækst [i Asien], eller at M vil forsøge at afskære F’s samvær eller kontakt med S.
M var den primære omsorgsperson for S, der er født og opvokset [i Asien], indtil F tilbageholdt ham i forbindelse med indrejsen til Danmark i begyndelsen af maj 2011. Siden har F afskåret M fra samvær med S bortset fra to ugentlige samvær a fire timer hos F.
Selvom det efter det foreliggende må antages, at S er faldet til og i øvrigt trives i børnehaven og hos F i Danmark, finder retten herefter, at det vil være bedst for S at bo hos M, også når hun tager ham med tilbage til [Asien].
Retten tager derfor M’s principale påstand til følge, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1.
Landsrettens begrundelse:
Efter de foreliggende oplysninger har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at imødekomme en anmodning fra F om foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse.
Sønnen S, der nu er 4 år, har fra fødslen, og indtil han var 2 år og 4 måneder, boet [i Asien], hvor parterne boede sammen. Indtil han var 1 år og 3 måneder, gik M hjemme og passede S. Fra maj 2011 har S i Danmark boet sammen med F, hvilket skal ses i lyset af, at F siden maj 2011, hvor M kom til Danmark sammen med S, uden at dette var med henblik på at etablere bopæl i Danmark, har modsat sig at udlevere S til M. Frem til oktober 2012 havde M som følge af F’s modvilje herimod kun meget begrænset samvær med S. Fra oktober 2012 har der efter byrettens bestemmelse herom mellem parterne været praktiseret en 7/7-ordning.
På baggrund af sagens oplysninger, herunder forklaringerne fra parterne og oplysningerne fra børnehaven, må S anses for en velfungerende dreng, der er i god trivsel.
Efter en samlet vurdering af S’ forhold og momenterne i sagen, herunder det fremkomne om hver af parternes forhold, finder landsretten, at det må anses at være bedst for S, at han får bopæl hos sin mor, som tidligere var hans primære omsorgsperson, og som han må anses for tæt knyttet til. Uanset de konsekvenser en flytning til [Asien] forventeligt vil have for S’ kontakt med F, finder landsretten, at S kan have bopæl hos M, også selv om hun – som hun ønsker – rejser tilbage med ham til [Asien], hvor han er født og har boet i de første år af sit liv.
Landsretten tager derfor M’s stadfæstelsespåstand til følge, jf. forældreansvarslovens § 17, stk. 1.
kommentar:
Jeg hæfter mig ved, at retten i denne sag er konsekvente over for den ene parts gennemtvingelse af en bestemt situation og lader dårlig adfærd få konsekvenser.
Det er et fænomen, jeg gennem mange år har efterlyst hos domstolene, hvorfor afgørelsen i al fald af den grund må anses for glædelig.
Viggo Bækgaard