Sag om afvisning om ny forældremyndighedssag hjemvist til Statsforvaltningen, TFA 2016/111 ØLK

Sag om afvisning om ny forældremyndighedssag hjemvist til Statsforvaltningen, TFA 2016/111 ØLK

Byrettens begrundelse:

Indledningsvis bemærkes, at sagen er indbragt af statsforvaltningen i medfør af forældreansvarslovens § 39, stk. 2. Derfor kan retten alene tage stilling til spørgsmålet om statsforvaltningens afvisning af at behandle anmodningen fra M om ændring i forældremyndigheden over B.

Det følger af forældreansvarslovens § 39, stk. 1, at statsforvaltningen kan afvise en anmodning om ændring af forældremyndighed, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt.

Statsforvaltningen tillagde den 9. maj 2012 midlertidigt F forældremyndigheden over B, der er født den – – – juni 2010. Retten i Roskilde ophævede ved dom af 28. september 2012 den fælles forældremyndighed over B, idet parternes forhold var så konfliktfyldt, at det ville skade B, hvis den fælles forældremyndighed blev opretholdt. Retten gav samtidig forældremyndigheden til F alene, idet retten fandt, at han var den, som havde den bedste forståelse for B’s vanskeligheder, og den som bedst ville kunne varetage omsorgen for B og det fortsatte samarbejde med kommunen herom.

Efter sagens oplysninger – herunder det, der er anført i advokat Xs brev af 4. august 2015 – finder retten, at M ikke har godtgjort, at forholdene har ændret sig væsentligt, eller at en ændring kan være bedst for B.

Retten tiltræder derfor, at statsforvaltningen har afvist at behandle anmodningen.

Landsrettens begrundelse:

Efter forældreansvarslovens § 39, stk. 1, 1. pkt., kan statsforvaltningen afvise en anmodning om ændring af forældremyndighed, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt.

Af forarbejderne til bestemmelsen, jf. lovforslag nr. L 157 af 13. april 2012, fremgår af pkt. 3.1.2.2 i de almindelige bemærkninger blandt andet:

»Afvisningen af en ansøgning forudsætter, at forholdene ikke har ændret sig væsentligt, og at det ud fra de foreliggende oplysninger kan lægges til grund, at det er bedst for barnet at fastholde placeringen af forældremyndigheden og/eller barnets bopæl. Det understreges i den forbindelse, at alle afgørelser efter forældreansvarsloven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. lovens § 4. Ønsket om at skærme barnet mod hyppigt verserende sager har afsæt i overordnede betragtninger om, hvad der er bedst for et barn, og er et hensyn, der vejer tungt ved vurderingen af, om en ansøgning skal afvises. Den konkrete stillingtagen til, om en ansøgning skal afvises, beror dog på et skøn over, hvad der er bedst for det enkelte barn i den konkrete situation. Derfor vil det ikke være muligt at afvise en ansøgning, hvis det ud fra de foreliggende oplysninger vurderes, at en ændring vil kunne være bedst for barnet, eller der er tvivl herom.«

Det fremgår af sagen, at Ankestyrelsen den 15. december 2014 modtog en underretning fra en udenforstående om bekymring for B, og at Ankestyrelsen i den forbindelse indhentede en udtalelse fra kommunen. Udtalelsen indgår ikke i sagen for landsretten.

Statsforvaltningen har i udtalelsen af 4. november 2015 over for landsretten oplyst, at den pågældende underretning ikke ses at være tilgået statsforvaltningen, ligesom hverken M eller hendes advokat har henvist til eller orienteret om, at der skulle foreligge underretninger. Statsforvaltningen har derfor ikke på tidspunktet for afgørelsen af 23. juni 2015 været bekendt hermed.

Som sagen herefter foreligger oplyst, kan det ikke udelukkes, at underretningen om bekymring for B vil kunne være af betydning for vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt en ændring af forældremyndigheden vil kunne være bedst for barnet.

Landsretten hjemviser derfor sagen til statsforvaltningen til fornyet behandling.